Foto: Château Léoville Las Cases 1959 Saint Julien, og Château Latour 1959 Pauillac, med en model af Eiffeltårnet i midten, hos mig selv, København, 15.august 2023.
Denne artikel er skrevet 14.august 2023. Vinene blev smagt 31.december 2000.
Nytårsaften 2000-2001 skulle fejres med manér og hvad var mere oplagt end en lækker oksemørbrad fra Slagter Bagger i Humlebæk og en flok vine fra berømte Bordeaux venstrebredsslotte, samt en joker i form af Sonoma-prestigevinen Laurel Glen, i blindsmagning mod hinanden? Samt selvfølgelig en flaske Cloudy Bay Sauvignon Blanc til den indledende lakseret, en Dom Perignon 1992 og en flaske Graham´s Vintage Port 1985, til at fuldende en storslået vinsmagningsaften..
Hvordan gik denne smagning så? Var rødvinene så storslåede som ventet?
Det korte svar er “Ja!”. To af dem var så fantastiske at man havde svært ved at tro på at rødvin kunne smage så ufatteligt godt!
Jeg blindede vinene med stanniol og tilfældighedens og lodtrækningens spil ville det således at vi smagte vinene i følgende smagerækkefølge:
1. Laurel Glen 1992
Sonoma
Californien rød
En aldeles fremragende Cabernet Sauvignon-baseret californier, der charmerede med en fuldmoden, luksuriøs frugt. Den havde samtidig også en følelse af en slags lethed og ligetil, næsten endimensionel charme, over sig, som gjorde den til en oplevelse, man ikke kunne undgå at synes om.
Points: 90.
2. Château Léoville Las Cases 1983
Saint Julien 2.Cru Classé
Bordeaux rød
Her tog smagningen et voldsomt skridt op. For Las Cases 1983, selvom den, på trods af sine 9 år mere på bagen, ikke forekom mere moden end Laurel Glen 1992, havde voldsomt meget mere dybde og struktur, kompleksitet og længde, i en grad så Laurel Glen blegnede fuldstændig ved siden af. Dybt imponerende.
Points: 93.
Og så gik det helt amok..
3. Château Léoville Las Cases 1959
Saint Julien 2.Cru Classé
Bordeaux rød
Importeret fra A Lalande, négociant i Bordeaux, af N & Paul Plum A/S i København, som har stået for aftapningen.
En fuldstændig spektakulær vin! Stadig meget mørk, helt til kanten. Teksturen var nærmest tyktflydende og helt anderledes end i Laurel Glen 1992 og Las Cases 1983- det var helt surrealistisk. Det samme kan siges om den oceandybe solbærfrugt, den multidimensionelle smagsoplevelse og den nærmest vulgært spektakulære og komplekse duft, der stod op fra glasset, med masser af solbær, Pauillac-agtig blyantspids, tørrede tobaksblade og herbes de provence-agtige krydderier. Afslutningen var ufattelig lang og dvælende og det føltes utroligt nok som om at tanninerne endnu ikke var opløst i denne 41 år gamle Bordeaux.
Det var en kæmpestor oplevelse. Jeg havde aldrig smagt noget lignende og var i chok over at en rødvin kunne levere en oplevelse, der bragte smageren i en spirituel og meditativ tilstand. Jeg overvejede om dette var den perfekte vin; den vin, som på en skala fra 0-100 skulle have de magiske 100 points? Men jeg tænkte at der, selv med det held, jeg havde haft med de vine, jeg havde smagt hidtil, måtte findes noget, der overgik det hele. Jeg havde jo læst om de berømte vine fra Domaine de La Romanée-Conti, om hvilke vinanmelderen Hugh Johnson havde skrevet noget i stil med at de overgik enhver fantasi om hvor godt vin kunne smage. Så jeg besluttede mig til at give denne Las Cases 1959 98 points, selvom det med længder var den bedste rødvin, jeg nogensinde havde smagt. Men det var måske også netop derfor, da jeg stadig ikke havde den store ekstensive smageerfaring på dette tidspunkt i min vinsmager karriere. Og da vi smagte den sidste vin af de 4 i blindsmagningen, viste det sig at der rent faktisk fandtes endnu større vinoplevelser..
Points: 98.
4. Château Latour 1959
Pauillac 1.Cru Classé
Bordeaux rød
Slotsaftappet og importeret til Danmark af E.Eyde i Horsens. Mine oplysninger om denne flaskes historie er at vinen er blevet købt af en jydsk mand, som lagde den i sin kølige kælder og lod den ligge dernede. Derefter er den sidst i 1990erne blevet solgt til HJ Hansen Vinhandel, der på dette tidspunkt formidlede videresalg af vine fra private i deres kommissionssalg, sammen med sin identiske “bror”, altså yderligere en flaske af Latour 1959. Derfra købte jeg så den ene flaske, til en pris på kr. 4.900.-.
Og det kom jeg til at fortryde.
Altså at jeg ikke købte begge flaskerne! For denne vin var så ufatteligt fantastisk at jeg helt seriøst mener at den ikke bare var alle pengene værd, men endnu mere..
Det er lidt svært at yde Latour 1959 retfærdighed med en simpel smagenote, for oplevelsen var også mental, spirituel og sjæleopløftende. Der er et engelsk udtryk, der hedder “mindblowing”. Det passer også meget godt her, for det var en vin, der for mig detonerede grænserne for hvordan man overhovedet kan forestille sig, rødvin kan smage og hvilken spirituel oplevelse, den kan give. Og det er lige før at jeg tror at hvis man som jeg går ind til en smagning som denne med en analytisk attitude- lige dér får man mest ud af det. For der er nogle ekstraordinære dimensioner i vine som denne, der gør at det er helt umuligt at sætte ord på, hvor stort det var. Og muligvis derfor har denne vin så stor effekt på en analytisk persons tilgang til den.
Et forsøg på en anmeldelse ville nok lyde nogenlunde således:
Stadig mørk til kanten på trods af sin alder på 41 år. Eksplosiv duft med lag efter lag af solbær, krydderimix, blyantspids og diskrete fadtoner. Disse indtryk fortsætter i smagen, men suppleres af en uforklarlig og ekstraordinært spektakulær fylde og lethed på samme tid. Det er som om denne faktisk kraftige Pauillac har en slags svævende tilstedeværelse og desuden en let vindpust af dameparfume af den dekadente slags (!) Vinen fortsætter og fortsætter med nye indtryk og afslutningen er uendelig, med en præcision og definition, der både er diskret og samtidig enormt vulgær. Det er nærmest en overjordisk oplevelse, også i forhold til Léoville Las Cases 1959, som jeg ellers allerede var helt oppe i skyerne over..
Jeg overvejede om jeg mon allerede, efter kun 1 1/2 år som vinsmager, havde oplevet den ultimative rødvin? Jeg var ikke sikker på det og tvivlen efterlod mig med den mulighed “kun” at give Latour 1959 99 points, så det gjorde jeg.
Idag ville jeg have udstedt 100 points uden at betænke mig.
Jeg var faktisk så imponeret af Léoville Las Cases og Latour 1959 at jeg gemte flaskerne. Og jeg har dem stadig! Det er derfor at jeg idag har kunnet tage et billede af dem, næsten side om side. Men jeg syntes, jeg havde behov for at fortælle en historie med det billede, jeg tog. De skulle have et selskab, der passede til dem, i den grad af storslået konstruktion, som de står for. Og det syntes jeg så at have fundet.. 😃
Points: 100
Omtalt i denne artikel:
Laurel Glen, Californien: https://laurelglen.com/
Château Léoville Las Cases, Saint Julien, Bordeaux:
https://www.domaines-delon.com/en/leoville-chateau_leoville_las_cases_histoire.html
Château Latour, Pauillac, Bordeaux:
https://www.chateau-latour.com/en




