Foto: Clos du Clocher 1989, Pomerol, Bordeaux. Foto taget i Vindiktatorens lejlighed på Ordrupvej 30.december 2016 af Vindiktatoren. Efter den store succes med Château Rêve d’Or 1982 Pomerol kunne man med rimelighed forvente endnu en god forestilling fra denne, relativt klart mere kendte Pomerol, og ovenikøbet i en årgang, der også er meget kritikerrost.
Denne artikel er skrevet 25.-29.april 2025. De originale smagenoter er fra 31.december 2016.
Velkommen til anden del af denne miniserie om Nytårsaften 2016 og de vine, vi smagte denne aften. I første afsnit forlod vi begivenhederne efter en vigtig lektie om back-ups til alle vine og efter at aftenens første Pomerol, Château Rêve d’Or 1982, havde leveret en fuldstændig fortryllende flot forestilling.
Men der var jo altså to rødvine til hovedretten, krondyrmørbraden. Og den anden rødvin var også en Pomerol- fra det langt mere kendte og kritikerroste Clos du Clocher, nu i en årgang 1989. Denne årgang er kendt som en virkelig flot årgang i Bordeaux, hvor bestemte slotte producerede fabelagtige, og i nogle tilfælde legendariske, vine, mens en del andre, og ovenikøbet visse 1.Cruer, skuffede.
Men hvad så med Clos du Clocher? Succes eller ikke? Her er svaret..
Clos du Clocher 1989
Pomerol
Bordeaux rød
Farven var lidt mørkere end i Rêve d’Or 1982 og kanten var, lidt overraskende, ikke helt klar.
Clos du Clocher 1989 optrådte anderledes end Rêve d’Or 1982. I duften var Clocher en lille smule tilbageholdende i forhold til førstnævnte. Det forhindrede dog ikke vinen i at imponere på både duft og palette, som voksede og voksede, jo længere tid, vinen stod i glasset; der var flot, rig frugt, en “bred”, mere kompleks stil, med lidt mere krydderimix, fadtonen var mere tydelig, der var en del mere struktur, hvor Rêve d’Or nærmest bare havde haft ren charme, og rent tanninmæssigt kunne man helt klart fornemme en større tilstedeværelse; ikke på en måde, hvor vinen forekom lukket eller “mut” (jo måske lidt), men mere på en måde, hvor silkelagenerne og fløjlsgardinerne fra Rêve d’Or havde fået selskab af en lidt mere fast bestanddel.
Slutresultatet var så endnu mere imponerende. Vinen her forekom mere kompleks og rig. Syren optrådte på ca samme niveau som i den første Pomerol og var fint integreret og det samme var tilfældet med alkoholen (jeg husker ikke procenten).
Der var virkelig flot balance og vinen brillerede med en lang afslutning, hvor man- igen- kunne sidde og nyde eftersmagen, med lækker Merlot-drevet frugt og flot dybde.
Endnu en flot Pomerol, der bekræftede aftenens store rødvinssucces!
Points: 94
Denne Nytårsaften 2016 lakkede mod enden. Men det går jo ikke uden endnu en runde østers og champagne til kl 00.00; en tradition, som jeg har haft i en del år. I stedet for den palet-destruktive kransekage og en knaldsød mousserende vin (eller den klassiske taberkombination med kransekage og en tør champagne; en fejl, som rigtig, rigtig mange begår!), har jeg i nu lang tid indført den tradition at spise noget alt-godt-fra-havet til årsskiftet, enten en flok østers, en fiskesuppe eller en fiskeservering af en slags. I 2016 var det en bakke østers, der var temaet.
Og hvad drak vi så til?
Moët & Chandon
Dom Pérignon 2006
Champagne
Lysgylden.
Diskrete aromaer af citrusfrugter, kalkede/mineralske noter, friske æbler.
På paletten har denne Dom Perignon 2006 samme egenskaber som i duften, med den tilføjelse at der også er lidt hakkede nødder i mixet. Det er ikke en stor, bralrende champagne, men en lidt understated, korrekt stil, der er meget á point. En vin, der passer fint til netop denne situation, med et fad østers naturel. Kombinationen er- som sædvanlig- fremragende, med skaldyret og det meget mineralske indtryk, fra både østers og champagne. Der er fint afpasset syre og alkoholniveauet, som jeg ikke husker, er fint integreret. Alting ser fint ud for en god udvikling.
En fin afslutning på denne Nytårsaften 2016.
Points: 90+
Omtalt i denne artikel:
Clos du Clocher, Pomerol, Bordeaux:
https://www.domainesbourotteaudy.fr/clos-du-clocher
Moët & Chandon, Champagne:
https://www.moet.com/en-int







