Vindiktatorens Avis📰Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

25.november 2017- del 1: København: Lørdagskaffeslabberads-hyggenygge i City


Foto: Livgarden marcherer i City, ved Illum. Altid et populært tilløbsstykke i det centrale København, 25.november 2017. Billede taget af Vindiktatoren.

Denne artikel er skrevet 6.april 2025. Artiklen omhandler begivenheder, som foregik 25.november 2017.

Lørdag den 25.november 2017 var endnu en af de dage, hvor jeg havde store vinplaner. Det skulle handle om to helt specielt udvalgte franske vine; en rød og en dessertvin. Men lige nu, om morgenen denne dag, var der selvfølgelig lang tid til den store smagebegivenhed. Og så står den naturligvis på kaffeslabberads-hyggenygge i City. Og det skulle- også selvfølgelig- være en dobbelt-whammer, med kaffe på Holms Café i Illum, efterfulgt af kaffe, eller rettere sagt en latte, på Magasin’s nu hedengangne “Café du Nord”.
På vej ind mod Illum, i Kongens Have, kunne jeg iagttage en ret stor flok japanske turister, der alle sammen ivrigt tog billeder af alle mulige motiver i haven. De var meget grundige.
Vel fremmødt i Illum var jeg hurtigt på plads med min kaffe, sammen med de øvrige faste fremmødte morgenkaffeentusiaster hos Holms Café. Bare en filterkaffe til at starte dagen på- det var dengang, der var gratis refill.😄☕️
Efter halvanden times kaffeslabberads var der tid til at at sætte kursen mod Magasin du Nord, hvor jeg ville købe aftensmaden før hjemturen til Ordrup. Men det der med at passere gaden når Livgarden kommer marcherende, med en skov af mennesker både foran og bagved, er ikke noget, man lige gør, så jeg besluttede mig til at tage et klassisk turistmotiv med Livgarden og alle forfølgerne. Det er altid sjovt at se dette spektakel, når det kommer forbi.
Kl ca 11.50 var jeg så i Magasin og stilede direkte op til Café du Nord og min planlagte latte. Og så fik jeg øje på hvad der var sket. I den mellemliggende tid fra jeg kl 11.44 havde taget billedet af Livgarden på Strøget, lige på den anden side af Bremerholm, og til nu, kl 12.00, på toppen af Magasin, havde en tyk tåge lagt sig over byen. Den sædvanlige udsigt til mit yndlingsskue, Børsens dragespir, var fuldstændig blokeret. Man kunne kun se to blokke hen. Virkelig hurtigt arbejde!
Nå, men min latte var nu produceret af den dygtige latte art-trænende unge dame i kaffebaren, og min hyggenygge-feelgood lørdagsstemning kunne fortsætte.
Jeg gjorde mig nogle tanker om aftenens smagning, for den var særdeles interessant- den skulle bestå af en i Danmark særdeles kendt fransk rødvin og en særdeles kendt fransk dessertvin. Men nok om det i del 2. Lige nu var det igen kaffetid, efterfulgt af endnu en idyllisk vandretur op til Østerport Station, samtidig med at tågen så ud til at være lettet, hvorefter jeg tog S-toget til Charlottenlund og vandrede den mindst lige så idylliske tur op igennem “alléen”, op til og igennem Ordrup Park og hjem. Juledekorationerne var på plads denne lørdag i Charlottenlund og Ordrup og alt var klar til detailhandelens juleperiode, med flotte dekorationer hængende udover både Jægersborg Allé og Ordrupvej, samt kæmpe juletræer på begge veje.
Der var ingen slinger i valsen i dette område. Ingen debat om juledekorationer og om de “fornærmer” nogen og derfor ikke bør sættes op eller skænderier om financieringen. Eller som Kirsten Birgit ville formulere det: “I Gentofte Kommune holder vi til højre og siger nej til nyt”.. 😆😆

…..