Foto: Château Saint Bonnet 2012 Médoc, Bordeaux, i Kaffe-Thé-Vinkælderen 2.februar 2018. Dem, der påstår at vinproducenter, der tilføjer et eller andet medaljepåhæng fra en vinorganisation på flasken, ikke er seriøse, kan jeg ikke give ret. Jeg synes faktisk ofte at sådanne “medaljer”, i form af guld, sølv og bronze-titler, er baseret på store ekstensive smagninger, hvor en jury eller stor smagegruppe har fundet at vinen rent faktisk er næsten bedst, eller bedst, blandt en ofte stor gruppe sammenlignelige vinkonkurrenter.
Denne artikel er skrevet 10.november 2023. Original smagenote er fra 2.februar 2018.
2.februar 2018 var en feriedag og hvad laver Vindiktatoren på en feriedag?
Det er rigtigt- tager ind til City og holder styr på verdenssituationen, mens han drikker kaffe og et glas vin eller to.
Denne dag faldt hjemvejen forbi Kaffe-Thé-Vinkælderen i Rosenborggade. Her havde indehaver Torben Bruun en Cru Bourgeois-Bordeaux på vinkortet, og følgende smagenote blev resultatet af besøget:
Château Saint Bonnet 2012
Médoc Cru Bourgeois
Bordeaux rød
Alkohol: 13,0%
Mørk til kanten.
Krydderier, tobak, “støvet” frugt, lækker dominerende solbær. Glycerinfrisk, godt “bid” og længde, perfekt balance og særdeles elegant! Lang afslutning- fin fremtid.
Det “støvede” element i vinen skyldtes den stadig ret dominerende tannin, som her, 6 år efter høsten, stadig prægede vinen, men som dog ikke længere bedøvede smagen. Den var nemlig i dén grad i gear og imponerede med sin friske, lækre frugt, det fascinerende tobak-element, kraft og elegance på samme tid- en typisk Bordeaux-kvalitet.
Det er en vin til fyldige retter, gerne med rødt kød, eller sammenkogte vinterretter, foran den knitrende ild i kaminen i jagthytten- eller hvor man ellers befinder sig.
Points: 91+. Jeg tror stadig, vinen kan udvikle sig yderligere. Desuden er balancen nærmest fuldstændig perfekt- en vin, som uden problemer og med korrekt opbevaring også vil smage fremragende om 20 år! Umiddelbart tror jeg at det vil tage vinen 5 år til at åbne sig så meget op at den vil begynde at finde sit drikkeplateau (begge antagelser gælder fra fra smagetidspunktet, altså februar 2018).
Med venlig hilsen
Vindiktatoren
Omtalt i denne artikel:
Kaffe-Thé-Vinkælderen, Rosenborggade, København: https://ktvin.dk/
Château Saint Bonnet, Médoc, Bordeaux: https://chateau-saint-bonnet.com/




