Vindiktatorens Avis📰Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

25.februar 2018: Lyngby: I Lyngby til højmesse i Lyngby Kirke og på kaffebar i Storcenteret på en frysende klar dag med en Canon-Fronsac rødvins-afslutning!🍷


Foto: Lyngby Kirke 25.februar 2018. Billede taget af Vindiktatoren. Det var en frostklar søndag, men i kirken var det i dén grad varmt nok, for der var propfyldt til Jørgen Theodor Demants prædiken.

Denne artikel er skrevet 27.januar 2025 og indeholder relevante nutidige nyheder.

Det var en klar solskinsdag, søndag den 25.februar 2018. Jeg var i gang med det, som jeg kaldte min “kirketurné”, hvor jeg tog rundt til kirker i omegnen, deltog i højmessen og hørte dagens prædiken. I Lyngby Kirke, kirken på den høje bakke, denne iskolde februar-søndag var det Jørgen Theodor Demant, der holdt en absolut fremragende prædiken. Om det var derfor at kirken var fyldt til bristepunktet, ved jeg ikke, men det var i al fald tilfældet. Jørgen Th Demant har forøvrigt sagt op hos Lyngby Kirke fornyligt, for at lede en gruppe, der skal afsøge mulighederne indenfor alternative måder at rekruttere præster på til Folkekirken. En interessant og spændende opgave venter ham der. Han holder afskedshøjmesse i Lyngby Kirke kommende søndag, den 2.februar 2025.
Lyngby Kirke er bygget af granitsten så tidligt som i 1100-tallet og granitdøbefonten i kirken er fra denne tid! I slutningen af 1400-tallet blev der tilbygget et tårn til kirken. Siden har kirken gennemgået tilbygninger, udvidelser og ændringer. Den blev restaureret i 1914-16 og gennemgribende renoveret i 2012. Jeg linker under artiklen her til kirkens hjemmeside, hvorfra disse oplysninger stammer og der er meget mere info på Lyngby Kirkes hjemmeside.
Det var en inspirerende dag til højmesse i Lyngby Kirke. Demants energi var til at føle på. Han er oppe i alderen, men han udstråler en kolossal energi, der smitter alle. Og denne dag var ingen undtagelse.
Efter højmessen stod den, for mit vedkommende, på kaffeslabberads i Lyngby Storcenter, i det, der vistnok hed Pandekagehuset, på første sal på Store Torv. Et sted med masser af plads, hvor folk kunne sidde og hyggenygge og strække ben, mens de indtog en kop kaffe og spiste en pandekage eller to.
Nu er stedet desværre lukket og afløst af endnu et kønsløst og kedeligt butiksområde med vistnok tekstilvarer.
Tilbage i Ordrup i det strålende solskinsvejr gik jeg en tur i Ordrup Park og reflekterede over præstens glimrende prædiken og der blev også smagt vin denne dag- den var fra Holger Frederiksens Eftf på Ordrupvej. Kort smagenote her:

Château du Gazin 2014
Canon-Fronsac
Bordeaux rød
Som sædvanlig en eminent flaske fra du Gazin, denne gang i årgang 2014, som allerede imponerede og charmerede. Lækker frugt, venlige, samarbejdende tanniner, selvom de er tydelige, og en temmelig lang midterpalette med fremragende dybde og lang eftersmag. du Gazin imponerer simpelthen altid! Jeg har smagt denne 2014er fra slottet adskillige gange og min vurdering har generelt set ligget omkring de 90+ points. Det gjorde den også denne gang. Jeg tænker at denne årgang uden problemer kan henligge de næste 10 år og muligvis en hel del længere, ligesom det plejer at være tilfældet for kvalitets-Bordeauxer som denne.
Points: 90+

Omtalt i denne artikel:
Lyngby Kirke- hjemmeside med omtale af kirkens historie:
https://www.lyngby-kirke.dk/om-kirken/kirkens-historie

Lyngby Storcenter, Lyngby:
https://lyngbystorcenter.dk/

Château du Gazin, Canon-Fronsac, Bordeaux- hjemmeside:

Accueil