Vindiktatorens Avis📰Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

Serie: Bordeaux 1967- del 12: 5.maj 2018 Østbanegade: Château La Tour Haut Brion 1967 Pessac-Léognan; udfordrer til de bedste 1967ere?🍷


Foto: Château La Tour Haut Brion 1967, Pessac-Léognan, Graves, Bordeaux. Billedet taget af Vindiktatoren på Ordrupvej før afrejse til Østbanegade 5.maj 2018.
Ville denne fremragende Pessac-Léognan udfordre de bedste 1967ere, jeg havde smagt?..

Denne artikel er skrevet/udgivet 12.maj 2024. Original smagenote er fra 5.maj 2018.

Min vinklub Sure Gamle Forstokkede Grand Cru Bordeaux Mænd havde netop afsluttet den ordinære lørdagssmagning hos HJ Hansens filial i Østbanegade, København. Og det havde været en rigtig god smagning med temaet “Riesling”. Jeg linker her til artiklen om selve HJ Hansen-smagningen:

5.maj 2018: Østbanegade: HJ Hansen Lørdagssmagning med emnet “Riesling”- med vine fra Østrig, Tyskland og USA

Jeg medbragte kun en enkelt flaske fra min egen samling til denne smagning- en rød Bordeaux fra 1967- men det var til gengæld også en vin, som jeg mente ville kunne udfordre de bedste 1967ere, vi havde smagt. Château La Tour Haut Brion var et slot, der igennem mange, mange årtier havde leveret skyhøj kvalitet og i nogle årgange udfordrede både dens mere berømte/beslægtede Graves-slotte af næsten samme navn, men også andre Bordeaux-kommuners bedste vine. Vinen med dette navn eksisterer forøvrigt idag ikke længere, da dens marker nu er en del af Château La Mission Haut Brion. Jeg linker til Château La Mission Haut Brions hjemmeside efter artiklen.
Jeg skal gerne indrømme at mine egne forventninger her var ganske høje. Det skyldtes at tidligere smagninger af Graves-1967ere havde leveret enten gode eller fremragende resultater og ingen skuffelser. Så efter den sidste riesling på Østbanegade var det Graves-tid for os i vinklubben..

Château La Tour Haut Brion 1967
Pessac-Léognan Graves Cru Classé
Bordeaux rød
Farven var stadig ret mørkerød, dog ikke så dybrød, og vinen klar i kanten. Interessant nok var der ingen tegn på orange farve endnu, på trods af at vinen nu havde rundet sin 51-års fødselsdag.
Aromaen var særdeles charmerende, milde, bløde mørke frugttoner og det, jeg beskrev som “velhængt kød”.
På paletten eksploderede vinen nærmest- det var ret spektakulært. Ren charmeeksplosion. Næsten ingen tannin. Frisk og levende syre. Flot, blød og indsmigrende frugtcharme med stor dybde, i en vin, der stadig havde en flot bygget struktur. Der var perfekt balance og en superb integration. En vin i virkelig flot balance og med en lang, silkeagtig afslutning.
Points: 93
Man kan så spørger sig selv, efter denne glødende anmeldelse, hvorfor jeg ikke gav La Tour Haut Brion 1967 en højere pointsscore. Men de 93 points var altså, hvad jeg blev enig med mig selv om ville være rigtigt.
Jeg tror et eller andet sted at jeg måske savnede mere kompleksitet for at kunne føje denne vin til listen over de bedste vine, jeg har smagt- altså superligaen med legender som for eksempel Châteaux Léoville Las Cases og Latour 1959. Og af 1967ere syntes jeg stadig at Cantemerle og Haut Bailly havde været endnu bedre, med lidt mere grip og velsmag samt længde.
Men det her var stadig en fabelagtig god 1967er, væsentlig bedre end årgangens rygte og særdeles meget bedre end (især) visse berømte vinanmelderes arrogante og negative vurderinger.

Omtalt i denne artikel:
Château La Tour Haut Brion: Købt af Château La Mission Haut Brion, Pessac-Léognan, Bordeaux- link her:

Home