Vindiktatorens Avis📰Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

22.december 2018- Julen 2018 del 1: Julestemning med latteslabberads i Espergærde Center og smagning af tre Krohn Colheitaer hos Erik Sørensen Vin Bernstorffsvej🎅🍷


Foto: Café Kaffeblomsten, Espergærde Center, 22.december 2018 kl 09.56, med Vindiktatorens caffé latte på bordet. Billede taget af Vindiktatoren.

Denne artikel er skrevet 13.maj 2025. Originale smagenoter er fra 22.december 2018.

Det var i den travle juletid og jeg arbejdede på dette tidspunkt stadig i Irma Espergærde Center som vinmand/sommelier. Den 22.december var en lørdag og jeg havde fri- men en fridag i juletravlheden er ikke rigtig noget, der sker. Jeg ville gerne have startet vinafdelingen godt op denne dag i butikken, så jeg mødte op i Irma en time før åbningstid, gjorde vinafdelingen klar og producerede kaffe til de mange unge damer, jeg arbejdede sammen med, til deres morgenkaffe/mad før butikken åbnede. En fremragende tradition, som gav god energi til arbejdsdagen, med opdateringer fra butikschefen og god morgenstemning.
Klokken blev kvart i 10, før jeg syntes, vinafdelingen var klar og så stilede jeg mod mit sædvanlige mål efter arbejdsdagen, nemlig Café Kaffeblomst, i bunden af centeret, ved siden af blomsterbutikken.
Espergærde Center var flot juleudsmykket og centeret har engang imellem et lille juletog kørende rundt, til stor underholdning for børnene, der kan få en tur rundt i centeret i toget. Der var stort juletræ og anden udsmykning og julestemningen var helt klart høj, på trods af det meget kolde vejr- eller måske netop på grund af det. Vejrudsigten lovede ovenikøbet mulig sne natten til den 23., så hvid jul var en mulighed.
Jeg overvejede at blive hængende i Espergærde Centeret og hyggenygge lidt til ud på dagen, men så kom jeg i tanker om at Erik Sørensen Vin havde annonceret med smagsprøver op til jul i butikkerne! Jeg havde jo på dette tidspunkt stadig en Erik Sørensen-butik i min “baghave”, blandt andet den på Bernstorffsvej 121, ikke langt fra min bopæl på Ordrupvej.
Det virkede oplagt. Og ganske rigtigt- på Bernstorffsvej havde man TRE Krohn Colheitaer- plus en 10-års Tawny(!)- åbne til smagning, da jeg ankom til butikken ca kl 12.25. En lille Krohn Colheita-vertikal var oplagt..

Krohn
Colheita 2006
Oporto Tawny
Douro
Den normalt meget eksplosive og nærmest “vulgære” duft med karamel, hakkede nøddekerner, honning, mørk frugt og lidt syrlige appelsiner i baggrunden, var tilstede her. Og vinen lagde som sædvanlig for med et umiddelbart ret alkoholisk angreb, der dog, også som sædvanlig, forsvandt fuldstændig i de følgende sekunder, hvorefter vinens vinøsitet- og især den silkelækre fornemmelse af flydende karamel, overtog helt. Der var også en fin, frisk syrlighed, som højnede oplevelsen. Men det hele foregik under et lag af forholdsvis tydelig tannin, som egentlig dæmpede oplevelsen ganske betragteligt. Derfor kunne jeg ikke svinge mig op til de ellers sædvanlige, meget højtscorende scenerier her. Som jeg også konkluderede et år senere, da jeg smagte samme årgang af Krohn Colheita i Erik Sørensen-butikken i Store Kongensgade, så var denne vin stadig for ung- den kan godt ligge yderligere nogle år eller 10. Vinen er i en god udvikling, men har brug for mere tid.
Points: 90+

Hvad så med årgang 2002? Jeg tænkte at her måtte der være mere udvikling..

Krohn
Colheita 2002
Oporto Tawny
Douro
Klassisk brun tawny farve. Her var duften en smule mere åben i forhold til 2006eren, med lidt mere frugt, også med lidt mere syrefriskhed. Ellers var der i store træk samme indtryk som med 2006eren, bortset fra en lille følelse af en anden slags balance- denne var mere kantet end 2006eren. Også denne vin så ud til at være i en god udvikling. Men jeg syntes
at tanninerne, også her, kunne føles ret tydeligt stadig.
Points: 90+

Sidste Colheita på dagen var 1996. Og jeg tænkte på dette tidspunkt at NU måtte der da komme noget, der lignede en eksplosion, lidt mere end i de to først smagte.

Krohn
Colheita 1996
Oporto Tawny
Douro
Samme klassiske brune tawny farve som i de to andre, dog med en lidt lysere tone og lidt mere klar i kanten. Gode tegn.
Og mine forventninger om en tawny-eksplosion blev indfriet her! Stor, nærmest eksplosiv duft med den klassiske karamel og nødder. På paletten klart mere åben end de to andre, med den legendariske, uendelige smag, meget udtryksfuld og “vulgær”-lækker.
Jo, der var tannin, men den var helt klart blødt langt mere op end i de to første Colheitaer. Denne Krohn Colheita kunne drikkes nu. Den kunne også henligge i yderligere mange år, derfor også +et efter pointsangivelsen, men det er svært ikke at åbne en sådan flaske her.
Points: 92+

En fremragende smagning med fremragende Krohn Colheitaer, alle med fint potentiale. Jeg købte en flaske 1996 til Juleaftensrisalamanden og tog derefter meget tilfreds hjem for at følge mit 22.december-rituale, med en god bøfaften og min traditionelle 22.december-film, Hollywood-komedien med blandt andet James Stewart og Margaret Sullavan, “The Shop Around The Corner”.

Omtalt i denne artikel:
Café Kaffeblomst, Espergærde Center:
http://kaffeblomst.dk/

Erik Sørensen Vin:
https://eriksorensenvin.dk/

Krohn Port, Douro:
https://krohn.pt/