Vindiktatorens Avis📰Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

24.december 2018: Hørsholm: Julen 2018- del 3: Juleaftensvine: Galilæa, Priorat og Douro 🍷🎄


Foto: Ritme Cellers “Ritme” 2014 Priorat, Catalonien. Hørsholm 24.december 2018. Billede taget af Vindiktatoren.

Denne artikel er skrevet 13.maj 2025. Originale smagenoter er fra 24.december 2018.

Velkommen til del 3 af serien “Julen 2018”. De to øvrige dele ligger på henholdsvis datoerne 22. og 23.december 2018 i tidslinien her i avisen.

Den store aften. Hyggenygge og julegaver. Og selvfølgelig julevine. Jeg havde taget 4 vine med til denne juleaften hos familien. Og jeg kan lige så godt sige med det samme at der var både triumfer og direkte tragedier. Og hvorfor så det? Ja, det må man læse sig frem til i det følgende..

Nå, øv. Ingen hvid jul dette år heller. Siden den flotte hvide jul i 2010 havde det knebet med dette begreb, der jo faktisk også er ret sjældent i Danmark. Men vi skulle have en rigtig god aften. Lækker julemad blev kreeret og aftenens julemåltid nærmede sig. Naturligvis opretholdt jeg min nu faste juletradition med vine fra Israel til denne lejlighed. Og den første, en hvidvin, skulle vi have som optakt til julemåltidet.

Golan Heights Winery
Yarden Chardonnay 2016
Golan, Galilæa
Israel
Lysgylden farve uden noget grønt.
Uha.. meget bløde toner, med klassiske oversøiske kvaliteter; en diskret fersken/melonduft- men ikke på den måde, som øversøiske vine normalt præsenterer sig selv. Her var den lidt “understated” og virkede uden den kvalitet, den plejede at “gribe” smageren med. Forhåbentlig ville dette ikke gå igen på paletten..🤔
.. men det gjorde det. Jeg var temmelig overrasket. Det var ikke så meget tilstedeværelsen af disse oversøiske trends i denne Chardonnay, der var problemet. Det var den særdeles understatede måde, den præsenterede sig selv på. Som om at frugten var “feeble”; altså skrøbelig. Og underliggende var der så et nyt problem, nemlig en, for mig som vinsnob/kritiker/anmelder, alarmerende mangel på syre og dybde.
Jeg kunne ikke rigtig se denne vin komme til at imponere. Den føltes lidt “vandig”, frugten var ikke fremtrædende nok og der manglede syre. Et “off-year” for Yarden Chardonnay? Den plejer at have væsentlig mere tyngde, dybde og grip- og også syre.
Som Chardonnay var dette trods alt en meget, hvis ikke ligefrem særdeles fornøjelig og venlig hvidvin. Men hvis man ville have mere kompleksitet og seriøsitet, så var det ikke her, man skulle finde den. Jeg undrede mig, fordi Yarden Chardonnay plejer altså at levere på et væsentligt højere niveau. Som vinen fremstod nu, så kunne jeg ikke rigtig svinge mig op til den store pointsuddeling
Points: 85? – spørgsmålstegnet står for min tvivl om vinens fremtid, da den lader til at mangle syre, dybde og tyngde.

Av.
Jeg husker ikke, hvad vi supplerede Yarden Chardonnay 2016 med som åbnings-hvidvin, da jeg kun producerede en smagenote på den. Og nu var vi igang med produktionen af selve hovedretten, julemåltidet. Til det havde jeg to rødvine med- min traditionelle israeler og, som noget nyt denne gang, en catalansk rødvin fra Priorat! Jeg kendte jo disse store, fede frugtbomber i forvejen, men nu skulle to af dem prøves af til julemaden- what could possibly go wrong??!

Golan Heights Winery
Yarden Syrah 2015
Galilæa rød
Israel
Buldermørk til kanten.
NEEEEEJJ!! Julen 2018 var nu officielt rammen om en vintragedie for første gang siden 2002! Denne Yarden Syrah 2015, som så strålende ud og helt sikkert under overfladen var en stjerne, HAVDE PROP!!! Og det var en slem udgave. 😭😭
Nå, men der var ikke noget at gøre ved det. Jeg måtte bare åbne den næste medbragte flaske..

Ritme Cellers
Ritme 2014
Priorat rød
Catalonien
Temmelig mørkerød til kanten. Imponerende for en hovedsaglig Grenachebaseret rødvin.
Duften eksploderede i denne koncentrerede catalaner, med markante mørke frugter og en flok hidsige bølleindtryk, med kværnede sorte pebre, næsten helt chiliagtigt, asfalt, glycerin, ristede fadtoner, mineralske stenbrudshuggerier og en ret stor konstruktion og struktur- MEN, sjovt nok, med nogle særdeles civiliserede og meget elegante små, grynede tanniner, der, sammen med en fin syre, gav vinen en flot dybde og liv.
I det hele taget voksede oplevelsen på smageren, jo mere tid, der gik. Frugten var stor og rig, tanninerne var en elegant medspiller, syren var balancerende og der var en flot dybde i en meget struktureret og fyldig rødvin, som også havde fremtiden foran sig.
Oprindeligt lagde jeg ikke et plus efter smagenoten, men det har jeg gjort nu for når jeg tænker tilbage på denne juleaften 2018, så er jeg helt overbevist om at Ritme 2014 havde potentiale. Det var en imponerende julevin, som sagtens kan ligge.
Ritme 2014 sluttede stærkt af med en eftersmag, der lå længe i munden, sammen med de elegante tanniner og en kanelagtig note i duften.
Jeg ærgrede mig stadig over Yarden-vinene, men der var ikke noget at gøre- og Ritme havde reddet aftenen hvad angik vin til julemaden.
Points: 93+

Nå, men så stod den på risalamande.. 🤗 .. og her kørte jeg lidt i samme rille som andre år..

Krohn
Colheita 1996
Oporto Tawny
Douro
Klassisk tawny-farve, selvfølgelig. Men sjovt nok en smule mørkere end den smagsprøve på den selvsamme vin, som jeg lige havde smagt i Erik Sørensen Vins filial på Bernstorffsvej under en uge forinden.🤔 Her havde jeg tildelt vinen 92+ points. Jeg tænkte at denne årgang måske var ved at komme til sit modenhedsplateau.
Men det kunne jeg godt glemme med denne flaske!
Næsen var “støvet” og selvom der var markante duftnoter af lys chokolade og karamel, med et lidt nøddeagtigt præg, så opførte vinen sig anderledes på paletten, hvor jeg synes at kunne finde væsentlig mere tannin end i den prøvesmagte flaske fra forleden. Det forplumrede indtrykket af en ellers lovende Colheita, der ikke havde de sædvanlige eksplosive og unikke kvaliteter på paletten, som Krohn normalt har. Denne 1996 var meget civiliseret, præget af tannin og lidt “mut” og stille, og det samme gjaldt afslutningen, der ikke “hang” så lang tid som den plejer.
En uventet forestilling fra denne legende. Og jeg måtte nedgradere fra sidste uge.
Points: 90+?
Jeg regner med, selvom jeg ikke tror, der var fejl på denne flaske, at en gensmagning af denne årgang af Krohn Colheita vil resultere i en pointsangivelse, der mindst svarer til den, jeg tildelte vinen for ca en uge siden. Selv Krohn Colheita’er kan vel være “i en fase”..
Og således konkluderede vi vin-julen 2018. Jeg var trods alt tilfreds nok, men bare lidt ærgerlig over Yarden-vinene. Det kan vist kun ske én gang sådan noget.

Omtalt i denne artikel:
Golan Heights Winery, Galilæa, Israel:

בית

Ritme Cellers, Priorat, Catalonien- deres egen omtale af “Ritme”:
https://www.ritmeceller.com/en/wines-and-awards/

Krohn Port, Oporto, Douro:
https://krohn.pt/