Vindiktatorens Avis📰Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

2.februar 2019- del 3: Østbanegade, København: Ældre Bordeauxer, en Burmester Colheita og nedtakt på Hotel Østerport..


Foto: Burmester Colheita 1963, Oporto Tawny, i glasset. Østbanegade, København, 2.februar 2019. Billede taget af Vindiktatoeren.

Denne artikel er skrevet 6.februar 2025. Originale smagenoter er fra 2.februar 2019.

Son nævnt i del 1 af denne lille føljeton, så imponerede vores relativt nye medlem af vinklubben Sure Gamle Forstokkede Grand Cru Bordeaux Mænd, Morten, ved at komme med en portvin til smagningen! Han præsenterede den ved morgenkaffeslabberadsen på Hotel Østerport og det så meget interessant ud. Jeg planlagde naturligvis smagning af portvinen til allersidst i smagningen, for den slags kan man ikke lægge ind i midten.
Men inden da var der nogle rødvine, der skulle smages. Og de var selvfølgelig fra Bordeaux. En af dem var en Pomerol, som jeg har smagt fornylig i en anden årgang, nemlig Château Taillefer- men denne gang var der alder på.

Château Taillefer 1981
Pomerol
Bordeaux rød
Ret mørk i farven stadig. Og duften afslørede en klassisk, velduftende Pomerol.
På paletten lever vinen op til forventningerne; lækker, fløjlsblød, indsmigrende frugt, med et lille jernagtigt element, som rammer det flot ind. Der er ikke den store struktur eller kompleksitet, men det, der er tilstede, er rigeligt til at imponere, i en middel afslutning.
Points: 90

Nu kom overraskelsen så. Hans trak denne flaske frem til smagningen, i stedet for den medbragte Maitre d’Estournel..

Château Franquet Grand Poujeaux 1979
Moulis Cru Bourgeois
Bordeaux rød
En sjældent set Moulis; jeg havde aldrig set en flaske af denne vin før, eller bare hørt om den, før SGFGCBM-medlem Hans mødte op til smagningen med flasken her.
Farven var aftagende og duften var, hvad skal man sige, ret “fast”. Man fornemmede lidt jernelement i duften- og den gik igen i smagen, der mindede om en yngre, tannisk vin. For det var der faktisk en del af. Man følte sig nærmest hensat til Saint Éstèphe. Frugten var en del af strukturen. Dette var en “gammeldags” Bordeaux; strukturen var i højsædet og vinen kaldte på at få smidt en klump rødt kød efter sig! Det havde vi jo så ikke lige til rådighed her, men man kunne tænke sig til det.
Vinen havde helt klart overlevet de mange lagringsår og jeg må sige at i forhold til de mange højt klassificerede Grand Cru-Bordeauxer, jeg har smagt fra 1979, så klarede den sig faktisk fint.
Points: 87

Den af Hans også medbragte Maitre d’Estournel 1984 måtte nu vente til næste gang, for klokken var for fremskreden til at vi kunne nå at få den med i smagningen, hvis vi også skulle nå at smage portvinen.

Nu skulle spændingen så udløses- hvordan ville Burmester Colheita Port 1963 smage?

Burmester
Colheita Port 1963
Oporto Tawny
Portugal
Flot, lysebrun farve, som set på artikelbilledet.
Liflig og attraktiv duft med lyse og milde frugttoner og marcipannoter. På paletten er vinen meget venlig og temmelig blid, med brun farin, gående over i lys chokolade, en velgørende syrlighed og en fin og meget lang afslutning med et ganske godt grip.
Men som altid, når jeg smager Colheita, så kan jeg simpelthen ikke lade være med at sammenligne med Mesteren. (Ja, det skal med stort). Og ja, det er stadigvæk Krohn (her skal man forestille sig at jeg har medbragt et halleluja-syngende pigekor og har hænderne løftet mod himlen i taksigelse). Den utrolige kompleksitet, som dette mærke udviser gang på gang, er uforlignelig. En anden vinfanatiker har vist engang udtalt: “Ingen over eller ved siden af Krohn”. Jeg er helt enig. Burmester må også finde sig i at blive henvist til en plads under Krohn i hierarkiet. Men når det så er sagt, så må jeg også nævne at dette stadig var en imponerende god Colheita med masser af charme, dybde og længde. Og pointstildelingen vil afspejle det.
Points: 92

En fremragende og særdeles interessant smagning var slut og vi kunne tilfredse fortrække til Hotel Østerport og nedtakten. Her stod den naturligvis på hotellets fabelagtige Irish Coffee-création med flødeskumskunst på toppen. Og vi havde lagt en del penge hos både HJ Hansen og Hotel Østerport, og gav også smagsprøver ud til både andre gæstesmagere og personalet. Win-win, vil jeg påstå.

Omtalt i denne artikel:
Château Taillefer, Pomerol, Bordeaux:

Accueil

Château Franquet Grand Poujeaux, Moulis, Bordeaux- slottet ser ikke ud til at have en selvstændig hjemmeside, men appellationens hjemmeside har en beskrivelse:

Château Franquet Grand Poujeaux

Burmester Port, Oporto:
https://www.burmester.pt/