Vindiktatorens Avis📰Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

Serie: Bordeaux 1967- del 14: 2.februar 2019: Østbanegade, København: Château Latour-à-Pomerol 1967🍷Kunne den legendariske Pomerol hamle op med opkomlingene?!


Foto: Château Latour-à-Pomerol 1967, Pomerol, Bordeaux, i glasset. 2.februar 2019, Østbanegade, København. Den legendariske Pomerol, hvis 1961er er så herostratisk berømt at de få flasker, man har kunnet lokalisere af vinen til auktion (og som vel at mærke ikke var forfalskede!) har indbragt kolossale summer.
Hvordan ville dette slots 1967er klare sig, i en årgang 6 år efter legendens tilbliven?

Denne artikel er skrevet 6.februar 2025. Originale smagenoter er fra 2.februar 2019.

Denne vin blev smagt den 2.februar 2019 ved HJ Hansen lørdagssmagning i Østbanegade, København. Og artiklen her kunne have været del af føljetonen “2.februar 2019”, som er i 3 dele. Men da denne vin var en 1967er- og ovenikøbet en berømthed- så har jeg valgt at inkludere den i serien om de Bordeaux-1967ere, jeg har smagt. Artiklen her bliver så tildelt del 14 ud af 15 i en serie, der oprindelig var i 14 artikler, men som nu bliver udvidet til 15. Og som jeg også skrev i den seneste artikel, hvor jeg også lister min Top 3 for de vine, jeg har smagt for årgangen, så kan jeg love læserne at der kommer flere afsnit, hvis jeg finder flere 1967ere til smagning.
Vi havde just overstået den officielle HJ Hansen lørdagssmagning i kælderen i den hyggelige butik på Østbanegade og det var på tide at åbne vore egne flasker. Og jeg må indrømme at jeg ikke rigtig vidste, hvor jeg skulle lægge forventningerne fra min side. For godt nok var Latour-à-Pomerol på dette tidspunkt et slot med et fabelagtigt ry, hvor nogle af deres nylige vine allerede havde legendarisk status, men sidst i tresserne var ikke en god tid for særlig mange Bordeaux-slotte (sjovt nok samtidig med det, man kaldte de “glade” tressere). Og af de 1967ere, jeg havde smagt, var det nogle uventede “opkomlinge”, der havde imponeret mest. Kunne legenden her hamle op med dem??..

Følgende korte anmeldelse, med lidt tilføjelser, er hvad jeg skrev om denne vin den 2.februar 2019:

Château Latour-à-Pomerol 1967
Pomerol
Bordeaux rød
Alkohol: 12,0%
Farven stadig ret mørk, kun en smule antydning af brun i kanten.
Min næste kommentar var følgende: “Duften er helt off”. Vinen gav ikke meget fra sig. Jeg mente ikke at noget var galt, men at duften bare var særdeles tilbageholdende. Normalt et tegn på at man skal give vinen noget tid i enten flasken eller karaflen for at den kan åbne op.
Og det skete faktisk også. Efter en pause på ca en halv time, var Latour-à-Pomerol 1967 vågnet op. Nu var der lækre, bløde toner i næsen og en fløjlsblød stil på paletten, der stadig tydeligvis var i live i en alder af 52 år. Der var tilstrækkelig dybde og en ligeledes tilstrækkelig kompleksitet og længde. Med andre ord, så var der mangler i selve vinens dimensioner; det var som om at den var lidt for enstrenget. Jeg tænker at årgangen kan have spillet ind, men det kan have været et spørgsmål om at slottet på dette tidspunkt var i “dårlig form”. Uanset hvad, så markerede Latour-à-Pomerol sig ikke som en kandidat til at være en 1967-legende og komme ind på min Top-3 for årgangen, med denne flaske, selvom det var en glimrende vin.
Points: 87

Omtalt i denne artikel:
Château Latour-à-Pomerol, Pomerol, Bordeaux- hjemmeside:
https://www.moueix.com/en/pomerol/latour-a-pomerol/