Foto: Kjær & Sommerfeldt Vinbar, Gammel Mønt, København, 22.oktober 2022.
Formentlig Europas mest stemningsfulde vinbar. Og det er forøvrigt ikke kun vinbaren, der er vinbar hos Kjær & Sommerfeldt, det er næsten hele butikken- og den er stor!
Denne artikel er skrevet 26.september 2023. Originale smagenoter er fra 22.oktober 2022.
22.oktober 2022. Jeg er i City til min sædvanlige lørdagsrutine. Det er midt i valgkampen og de ulidelige allestedsnærværende in-your-face valgplakater med politikere, der er blevet mere og mere stædige efter at have så mange plakater som muligt hængende overalt i bylivet, både på tænkelige og utænkelige steder, fordi de tilsyneladende synes at mængden af valgplakater simpelthen repræsenterer selve essensen af “demokratiet”, plager livet af borgerne og får mange af dem til at søge tilflugt indendørs.
Men jeg er selvfølgelig i byen og vandrer rundt fra morgenstunden. Og nu er jeg ved at nå til den del af lørdagsprogrammet, der hedder “Vinsmagning”..🍷Og da baren havde hvid Bourgogne og rød Bordeaux på kortet denne dag, var jeg ikke i tvivl om, hvad der skulle smages, også selvom jeg havde smagt den hvide Bourgogne før- så kan man jo altid gensmage..
Louis Jadot
Auxey-Duresses blanc 2020
Bourgogne hvid
Stadig lidt grøn i farven.
Lette ristede fadtoner i duften, sammen med lidt citrus samt mineralske og blomstrede noter.
Fint let og mildt citruspræg i smagen, i fin harmoni med fadet.
Forholdsvis lang afslutning, der klinger langsomt ud på tungen, mens den lettere volatile syre bliver formildnet af både fadet og blomsterindtrykket.
Points: 89+.
Denne Jadot Auxey-Duresses i samme årgang er tidligere smagt 24.september 2022, hvor jeg vurderede den 1 point højere.
Så stod den på rød Bordeaux:
Château Le Manoir
Cuvée Les Graves 2018
Lalande de Pomerol
Bordeaux rød
Alkohol: 14,0%.
Bælgmørk til kanten.
Kæmpestor, lækker, rig og luksuriøs frugtig og åndsløftende Merlot-næse med dominerende blommer, solbær og brombær, glycerinpræget friskhed med stenede/flintede undertoner, kombineret med lidt mørk chokolade, tobaksblade og et touch af let ristet fad.
Kan fornemme tanninerne som en baggrundstone i perfekt balance med vinen, og de er milde, omfavnende og bliver forøvrigt ved med at holde sig i baggrunden.
Fyldig, rig, frugtmættet, med mange lag, og dyb i smagen, med en diskret syre, der også holder sig i baggrunden, som tanninerne.
Vinen har en medium lang afslutning, hvor dens mange komponenter tilsammen udgør et overflødighedshorn af indtryk- igen med frugten i hovedsædet, men også med et godt “bid” fra syren og med et touch af meget aromatiske asiatiske krydderier.
I forhold til vinens luksuriøse udtryk er afslutningen egentlig overraskende kort. Men da balancen er formidabel, lægger jeg ikke rigtig vægt på det, fordi vinens udtryk er så lækkert og fordi jeg fornemmer at afslutningen vil blive længere ude i fremtiden, når vinen modner. En absolut fremragende vin, der sagtens kan hamle op med “storebroder” Pomerol.
Points: 92+.
Omtalt i denne artikel:
Kjær & Sommerfeldt: www.kogs.dk
Maison Louis Jadot, Bourgogne: https://www.louisjadot.com/
Château Le Manoir, Lalande de Pomerol, Bordeaux: Slottet ser ikke ud til at have en hjemmeside, men jeg har fundet Kjær & Sommerfeldts omtale af slottet og den i anmeldelsen omtalte cuvée:
https://www.kjaersommerfeldt.dk/vin/roedvin/chateau-le-manoir-cuvee-les-graves-bordeaux-lalande-de-pomerol-2021/p-1025012/




