Foto: Viña Mayor Gran Reserva 2014 Ribera del Duero, i glasset. Kjær & Sommerfeldt Vinbar, Gammel Mønt, København. 17.februar 2024.
Vindiktatoren er på Gammel Mønt og rapporterer direkte fra Vindiktatorens Kongestol på baren!
Der er Gran Reserva 2014 fra Ribera del Duero på programmet herinde:
Viña Mayor
Gran Reserva 2014
Ribera del Duero rød
Spanien
Alkohol: 14,5%
Vinen set ud til at være fuldstændig Tempranillo-baseret. Ingen anden drue er nævnt på etiketten.
Farven er uigennemsigtig mørkerød til kanten. Der er ingen alder at spore på udseendet overhovedet.
Diskret, men flot duft med egefad, vanille, støvede bøger, friske mineralske sten-agtige toner og flot, rig, sund mørk frugt.
På paletten forekommer vinen temmelig “finpoleret”, lidt som en slebet diamant, i en let “kølig” stil, med diskrete, men særdeles effektive virkemidler. Der er ingen aggressiv ung, hidsig frugtsyre eller volatile syreangreb af nogen slags, alt er slebet til og flot afrundet. Der er tydelige tanniner, og jo, de lukker vinen lidt ned i øjeblikket, men de er venlige og hjælper til med at fremhæve og afsløre den store dybde og struktur i denne Ribera del Duero. Man får cigarkasse, diskrete krydderier, lidt “sure sokker”, lækker mørk frugt, stor struktur, flot dybde og en meget udviklet sans for detaljen, med flot definition og en elegant, poleret og nærmest aristokratisk og forfinet stil, med en fin kerne, hvor frugten, syren og krydderierne arbejder sammen i flot harmoni.
Det er faktisk helt Margaux-agtigt. Kirsten Birgit ville være rigtig glad nu😆😆
De 14,5% alkohol kan jeg, helt ærligt, ikke fornemme som forstyrrende. Balancen lader faktisk til at være perfekt i vinen, og alkoholen en lige så perfekt integreret del.
Ca 40 minutter henne i smagningen nu og vinen imponerer med sin diskrete, polerede, men også fyldige stil, og i øjeblikket kryber et ligeledes diskret, men også klart rålakrids-agtigt indtryk frem i smagen. Fascinerende.
Denne Gran Reserva 2014 er allerede temmelig charmerende, men jeg tror faktisk, der er meget mere at hente med nogle år(tier)s tålmodighed. Potentialet er klart og tydeligt stort; jeg tænker at man roligt kan lægge denne vin hen i de næste 10-15 år, hvorefter den vil drikke aldeles glimrende over ca 50 år ved korrekt opbevaring.
Vinen er næsten helt “silkeagtig” i sin viskositet og fremtræden, efterhånden som minutterne går. Til gengæld strammer tanninerne en smule mere til hele tiden.
10 minutter senere strammer tanninerne endnu mere til. De begynder nu at dominere og jeg konkluderer at vinen er ved at lukke ned. Jeg vil dog give den lidt mere tid i glasset for at se om jeg får ret i dette indtryk. Under alle omstændigheder er det helt åbenlyst at vinen er fremragende nu og formentlig vil blive endnu bedre med tid. Afslutningen er meget lang og klinger stille, men ikke roligt ud, for de meget polerede og afrundede indtryk af fad, flot frugt og koncentration, fin syre, passende alkohol, stor struktur og en flot sans for detaljen dominerer stadig.
Efter halvanden time er vinen nået til den tilstand, hvor tanninen har lukket den lidt ned. Man skal nok først regne med at den åbner op igen efter de tidligere nævnte 10-15 år.
Det er en fremragende Ribera del Duero af høj kvalitet, og desuden med fremtiden foran sig.
Points: 91+
Omtalt i denne artikel:
Kjær & Sommerfeldt Vinbar, Gammel Mønt, København:
www.kogs.dk
Viña Mayor, Ribera del Duero:
https://www.vina-mayor.es/
———-




