Vindiktatorens Avis📰Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

16.marts 2024: København: Château Grand Renouil 2014 Canon-Fronsac; produceret på druer fra 80 år gamle vinstokke!🍷🇫🇷


Foto: Château Grand Renouil 2014 Canon-Fronsac, Bordeaux, i karaflen. København 16.marts 2024.

Château Grand Renouil er et slot i Canon-Fronsac, Bordeaux, med 2 hektar vinmarker. Produktionen pr år er meget lille, ca 8-9000 flasker. Vinen laves på 100% Merlot og vinstokkene, der leverer druerne til vinen, er i gennemsnit 80- ja, der stod 80- år gamle!
Jeg har aldrig set denne vin før hos andre danske vinhandlere end Sømod Vine i Valby, og jeg tvivler også på at man vil kunne finde den andre steder, med tanke på den meget lille årlige produktion fra slottet. Og så er vinen jo udelukkende lavet på Merlot, ligesom den herostratisk berømte Petrus fra Pomerol.
I forbindelse med min live-smagenote fra Sømod Vine lørdag købte jeg en flaske af denne 10 år gamle Canon-Fronsac sjældenhed og prøvede den i går aftes til en ret med lammemørbrad, kogte porrer med smør, stegte kartofler og overskårne og bagte squash med ostegarniture. Det hele desuden krydret med rigelige mængder rosmarin.
Men jeg var temmelig spændt på vinen, må jeg indrømme. En 10 år gammel rødvin fra en Bordeaux-kommune, der er kendt for ganske fyldige, seriøse og holdbare vine. På Vins de Fronsac’s hjemmeside anslår man Château Grand Renouil’s lagringspotentiale til mindst 5 år- dvs at vinen skal med andre ord helst ligge 5 år på langs efter høstårgangen, og modenhedsplateauet/drikkevinduet til op mod 30 år efter høstårgangen. Så i vinkommunen anslår man altså Grand Renouil’s modenhedsplateau/drikkevindue til at kunne række op til ca 2044.
Jeg åbnede vinen en time før servering og den fik en fuld dekantering ned i den på billedet viste Spiegelau-karaffel, hvor jeg lod den stå. Altså ingen tilbagehældning af vinen på flasken.

Château Grand Renouil 2014
Canon-Fronsac
Bordeaux rød
Alkohol: 13,5%
Vinen var temmelig mørkerød- måske var der dog lidt lysning at ane i kanten.
Men allerede da jeg åbnede vinen og trak proppen ud, kom den store, flotte, rige og afrundede Merlot-duft mig i møde. Det var simpelthen øjeblikkeligt, da jeg havde trukket proppen ud. En kæmpe og rig duft med lækre assorterede mørke frugter, med en virkelig kolossalt flot dybde og kaskader af lækre bløde frugtbølger, med duft af diskrete fadtoner og på paletten perfekt balanceret syre og alkohol, samt venlige tanniner i en flot struktureret, men venlig ramme, afsluttende med endnu en kæmpemæssig frugtbølge med den voldsomt charmerende dybde. 🙏
Det var næsten for meget ren charme. Måske kunne man efterlyse mere kompleksitet i vinen. Det er så også det eneste, jeg overhovedet kunne efterlyse her. Og det er som om man sidder med den fornemmelse at grunden til vinens kolossale charmeniveau er de gennemsnitligt 80 år gamle vinstokke, der er anvendt i produktionen, for det her er helt specielt flot. Og vinen kan drikkes nu med stor, stor fornøjelse, for det føles som om tanninerne har meldt “klar til konsumering”- der lader ikke til at være nogle tanniner, der skjuler sig under overfladen og som potentielt kan lukke vinen ned igen, så jeg tænker at Vins de Fronsac’s angivelse af drikkevindue, de 5-30 år efter årgangen, passer meget fint. Måske skal vi lige lægge nogle år ovenpå, også her. Jeg har det generelt set på den måde med drikkevinduer at man, ved korrekt opbevaring af vinene, godt kan lægge en hel del år til både de officielle angivelser fra slottene- og især til visse vinanmelderes formodninger.
Men det korte af det lange i denne artikel om Château Grand Renouil 2014 fra Canon-Fronsac er ganske simpelt, og specielt for Bordeaux-højrebreds-elskere er det meget enkelt:
1.Tag til Spinderiet i Valby. 2.Find Sømod Vine.
3.Køb en eller flere flasker af denne vin.
Den er fremragende og bringer minder frem om selveste Petrus! Det er Merlot-charme i høj potens! Prisen var, så vidt jeg kan huske, i underkanten af kr 200,- pr flaske, så det er heller ikke en vin, der kommer til at ruinere smagerens økonomi.
🍷🙏🇫🇷
Points: 93

Omtalt i denne artikel:
Sømod Vine, Spinderiet, Valby:
https://www.soemodvine.dk/
Château Grand Renouil, Canon-Fronsac, Bordeaux- omtale på Canon-Fronsac’s hjemmeside:
https://www.vins-fronsac.com/en/fiche/chateau-du-pavillon/

…….