Foto: Holmens Kirkes kirkeskib, Niels Juels skib; Christianus Quintus. Foto taget af Vindiktatoren 7.april 2024 i kirken.
Så kom foråret endelig til Danmark, med temperaturer over 10 graders varme og en del sol (ind imellem den megen regn). 🙄
I København fik det øjeblikkeligt folk af huse og der var gang i bylivet lørdag og idag. Inde på Strøget er Helligåndskirkens gulv under renovering og kirkens højmesser finder i de kommende måneder sted i den nærliggende Christiansborg Slotskirke.
På trods af forårsvejret kunne mit alter ego, Vindiktatoren, som jo bor i sin sikrede bunker et sted i byen, selvfølgelig ikke tage sig af det gode vejr og de milde temperaturer. Han var naturligvis, traditionen tro, til højmesse søndag formiddag. Denne gang i Holmens Kirke, hvor han- endnu en gang- blev vidne til at fabelagtig, analytisk og tidstrend-spiddende prædiken af den formidable Marie Ørgaard, der blandt andet talte om nutidens ekstreme fokuseren på følelser i forhold- og modsætning- til den virkelighed, der findes omkring os, men som lader til at være blevet glemt af den, der konstant taler om deres følelser. Ørgaard kom med en glimrende pointe; nemlig at det er som om realiteterne er blevet ligegyldige og udelukkende følelserne af tingenes tilstand er det rådende narrativ i dagens samfund- også selvom der er en afgrund til forskel fra følelser og realiteter.
Det var endnu en superlativ prædiken, i stil med Ørgaards tidligere prædiken om aldersdiskrimination den 17.december sidste år, hvor hun også leverede en særdeles præcis analyse og spiddede nutidens autoritære elitesamfunds forherligelse af ungdom, styrke og kraft og den samtidige problematisering af alder.
Personligt synes jeg at det er en utroligt vigtig prædiken af Ørgaard, der taler ind i et af nutidens autoritære elitesamfunds (jeg gentager lige mig selv med et udtryk, som jeg selv har opfundet) store samfundsproblemer. Og her forlader jeg- igen- Ørgaards prædiken for selv at prædike: Det samfund, vi har nu, minder efter min overbevisning om hvordan det må have været i 1930erne, især for mennesker, der ikke er maximalt unge og sunde, eller med på en eller anden fiks idé om hvad der skal til for at være med i samfundslivet- for at være en god nok borger til at kunne fungere i et samfund, der kører hurtigere og hurtigere og som betragter borgerne som statens ejendom og som individer i et samfundshamsterhjul, der maler derudaf og gør livet sværere og sværere for det enkelte menneske. Som en har udtalt på er tidspunkt: Det enkelte menneske er den mindste minoritet.
Tilbage til Marie Ørgaard og et citat fra hendes prædiken idag, med et meget direkte nik til Kurt Cobain og Nirvana: “Bare fordi man er paranoid, betyder det jo ikke at man ikke er forfulgt”.
Jeg synes seriøst at Marie Ørgaard er en af nutidens vigtigste prædikanter. Hvad hun så ellers måtte have af analytiske og evangelisk baserede prædikener på lager, får vi at se i det kommende år.
Jeg håber at hun eller en af de andre præster på et tidspunkt tager modet til sig og holder en prædiken, hvor nutidens autoritære politikere bliver gennemboret og udstillet. Og en anden, hvor hun eller en anden udstiller hykleriet og den manglende støtte til Israel i den danske folkekirke.
Jeg har dog ikke de store forventninger om nogle af disse forhåbninger. Jeg har stadig til gode at høre en præst i den danske folkekirke fortælle danskerne den ubehagelige sandhed om hvor vi rent faktisk står i realiteternes verden, når det gælder vores jødiske medborgere og vore kulturfæller nede i Israel.
Det er nemlig grimt i øjeblikket. Vi har glemt vores kulturelle ophav og opfører os som om vi intet har til fælles med jøderne og Israel. Og præsterne, som de er (langt) flest, står faktisk på “den anden side”, ligesom åbenbart hovedparten af befolkningen.
Andre konstateringer fra det københavnske byliv fra den forgangne uge: Humøret ser ud til at være ganske fint herinde, især blandt de unge. Og godt at konstatere at den selvsamme gruppe, som påstås at være deprimeret over både det ene og det andet, i virkeligheden holder fanen højt og humøret oppe.
At være ung idag må være særdeles udfordrende, med de forhold vi har i inflationssamfundet og den håbløse boligmarkedssituation, hvor priserne på bolig efterhånden befinder sig ude i det ydre rum, og man kan se frem til at skulle igennem et helt arbejdsliv for nogensinde at kunne betale sin bolig ud.
Det er fuldstændig uholdbart.
Og det kommer til at gå helt galt. Vi kommer til at gennemgå en samfundsmæssig og økonomisk sammenbrud/genopbygnings-fase, hvor det nuværende, dybt belastede system ikke længere fungerer og efterfølgende en omstilling, hvor naturloven byder os at genfinde en højere moral, både samfundsmæssigt og økonomisk, er min forudsigelse. Og det er ovenikøbet det håbefulde, positive scenario, jeg holder mig til her.
God weekend fra Vindiktatoren.
……….