Foto: Verbena Brunello di Montalcino 2019, Toscana, i glasset. Kjær & Sommerfeldt, Gammel Mønt, København. Billede taget af Vindiktatoren.
Denne artikel er udgivet 11.maj 2025, men dateret tilbage til den dato, hvor smagningen foregik. Smagenoten er skrevet 10.maj 2025.
Verbena
Brunello di Montalcino 2019
Toscana rød
Italien
Alkohol: 14,5%
Dybrød til kanten. Stor næse med en meget tydelig kanel-komponent, der rammer smageren med det samme!
Så kommer næste indtryk- det er balance og elegance. Uden at have smagt på vinen endnu synes jeg at fornemme subtile, overlegent balancerede indtryk, med øredøvende flot frugtkoncentration, men ikke på en anmassende angrebsagtig måde. Det her er “bare” massivt elegant og balanceret!
Virkelig flot første indtryk, denne vin kommer med! Man må også sige at næsen er meget dominerende- åben og alligevel klassisk elegant.
Nu rammer et sveske/blomme-indtryk så, med en næsten marmeladeagtig komponent og en ny, tung karakter får pludselig duften til at føles anderledes og meget vægtig.
Der er også tørrede, sorte krydderier nu. Jeg har ikke smagt på vinen endnu, men det sker om lidt. Må bare sige at jeg ikke er færdig med at beskrive duften endnu, for den udvikler sig hele tiden.
På paletten består det første indtryk af modne kirsebær og brombær og det allerførste indtryk på duften af kanel fornemmes også lidt her.
Der er også et meget distinkt udtryk af marineret blomme lige nu. Ret fascinerende.
Der er en fin syretilstedeværelse og alkoholen, som er på høje 14,5%, virker fint integreret. Ja, man kan mærke den- men jeg synes ikke, den bliver for meget.
Et halvt minut yderligere er gået og nu kommer der tørrede tobaksblade igennem, samtidig med at en let sødme breder sig, med en lidt marmeladeagtig facon.
Krænger vinen over i sødme? Der vil nok være delte meninger her. Jeg kan ikke danne en mening lige nu.
Ca et minut længere henne i smagningen og man fornemmer nu tanninen komme snigende ind på kontoret, til en lang dags arbejde. Det er nogle særdeles fintgrynede og subtile tanniner- nærmest forfinede. Jeg kommer, som jeg tit gør, når jeg smager Toscana fra enten det centrale område eller Bolgheri, til at sammenligne med Margaux (ja, Bordeaux-kommunen). Rent karaktermæssigt synes jeg, der er ligheder, hvor Margaux dog plejer at være bedre til at holde en mere klassisk tør stil end Toscana eller Bolgheri Toscana.
I baggrunden kommer nu en mineralsk kvalitet frem, som fremhæver friskheden og ungdommen i vinen.
Vinen udvikler sig yderligere i glasset og der kommer tørrede grønne krydderier frem, lidt henad Cabernet Franc-tonerne fra en god Bordeaux.
Syren kommer også lidt mere frem og medvirker til at skabe dybde og længde. Frugten kommer i bølger og afslutningen er lang med en tannin, der gerne vil understrege at den altså er tilstede og at vinen kommer til at kunne henligge i ret mange år. Men jeg synes ikke at tanninen på nogen måde dominerer. Og det er som om mængden af tørstof ikke er specielt høj, hvis man smager efter. Der er en højtonet, frisk komponent her, som styrer oplevelsen. Frisk syrlighed, uden at den bliver for meget. Og en slags “saftighed”. Dvs i modsætning til den i Bordeaux meget styrende tørre tanniske komponent. Her må jeg så indrømme at jeg personligt synes bedre om den mere tørre fremtræden, som en typisk Bordeaux har. Og bliver lidt i tvivl om potentialet i denne Brunello nu også er til de mange årtiers lagring, som man ellers umiddelbart pr automatik ville gå ud fra at vinen har. Det er den “saftige” stil, der får mig til at tvivle lidt her.
Når det så er sagt, så må jeg også erklære at denne Verbena Brunello di Montalcino 2019 smager rigtig flot lige nu. Åben en flaske i aften til en god bøf med f.eks. røstikartofler, fuldfed bearnaisesauce og haricots verts og en klump stegt andelever eller hvidløgssmør på toppen af bøffen. Mmmm..😄🥩🍷
Points: 92+?
Jeg skal lige tilføje, for en ordens skyld, at spørgsmålstegnet skyldes den manglende tørstofmasse i vinen. Et spørgsmålstegn, der først bliver besvaret om 10-15 år.
Omtalt i denne artikel:
Verbena, Toscana- Kjær & Sommerfeldts omtale af producenten, hvor de også forklarer mit indtryk af vinen som mindre vægtigt pga manglende tørstof (se anmeldelsen):
https://www.kjaersommerfeldt.dk/verbena/w-8120/
….




