Foto: Dr Loosen Riesling Feinherb 2009, Mosel, i glasset, med sushi og tilbehør. Vindiktatorens Bunker, København, 21.juni 2025. I baggrunden ses nogle af Vindiktatorens aber siddende i sofaen.
Det er et af de bedste matches, man kan lave på en sushiaften, for tør hvidvin er FOR tør til tilbehøret, som jo ofte består af den voldsomme wasabi, den syrlige ingefær, og en tydelig sødme i fisk og ingredienser. Og så er der sojaen..
Nej, vi skal have fat i en hvidvin med en vis sødme, men også gerne en god syre og friskhed, for det fungerer ikke med en stor, fadlagret Chardonnay her.
Jeg fandt en lidt ældre Dr Loosen Riesling Feinherb frem. Fungerede det?
Dr Loosen
Riesling Feinherb 2009
Mosel halvtør hvid
Alkohol: 10,0%
Nærmest mørkgylden, som kan ses på artikelbilledet. Denne vin, nu 16 år gammel, lever helt tydeligt i bedste velgående (den er forøvrigt under skruekapsel).
Næsten helt honningpræget i duften, og samtidig med en slags klingende frostkrystal-duft og en højtonet, frisk citrus/lime-komponent.
På paletten let sødlig som ventet; samspillet med både den stærke soja, ingefæren, wasabien og sødmen fungerer. Og den meget syrlige stil leverer et pift af friskhed til smagen.
Der er en flot mineralitet over vinen og midterpaletten er præget af samspillet mellem syre og sødme, hvilket i sin kontrastfuldhed, fungerer som katalysator for hinanden.
Måske havde jeg forventet lidt mere dybde, for vinen her lader til at være forholdsvis ligetil og ukompliceret. Nogle ville måske ligefrem kalde den en “crowdpleaser”. Jeg må så også sige at jeg er tilfreds.
Mod afslutningen kommer der en lille smørnote ind over; man kan konstatere at dette ikke er en slank vin, der er en smule fedme over den.
En meget charmerende, ukompliceret stil og i det hele taget en charmerende, halvtør Mosel, der lever ubesværet efter 16 år. Og jeg er ikke i tvivl om at den uden problemer lever i mindst dobbelt så lang tid, her fra smagetidspunktet i juni 2025.
Points: 86
Omtalt i denne artikel:
Weingut Dr Loosen, Mosel:




