Foto: Château de L’Isolette 1999 Cuvée Prestige Vieilles Vignes, Luberon, Rhône, i glasset. Vindiktatorens Bunker, København, 28.juni 2025. Billede taget af Vindiktatoren.
Efter en lille udflugt til Espergærde idag, var jeg hjemme igen ved 17.30-tiden og nu skulle der igen eksperimenteres med en af de ældre supermarkedsvine, jeg har liggende i mit vinskab! Denne gang Luberon-rødvinen Château de L’Isolette i årgang 1999! Luberon, som ligger mellem Ventoux og Côtes de Provence, minder rødvins-stilmæssigt mest om de lidt mere fyldige Rhône-vine. Ville denne Luberon fra 1999 på 13,5% alkohol (højt for sin tidsperiode) bekræfte denne opfattelse?
Kalvemedaljoner blev købt og jeg serverede med et bagefad med et oversavet løg og squash med blåskimmelost, timian og olivenolie samt en smule Riesling tilsat i fadet. Der var også kartofler og rødvinssauce; og det var naturligvis Linzer Delikaaate. (Udtales som det skrives her, med langt A!) Linzer Delikate er bare forrygende gode- som Camilla Martin ville sige: “Prøv dem!” (udtales på syngende jydsk!).
Jeg kan ikke lige huske, hvem der oprindelig importerede denne vin til Danmark, men der er en dansk beskrivelse på bagetiketten, der, ret interessant, fortæller at druerne til vinen kommer fra gamle vinstokke, ca 40 år gamle i gennemsnit (!) og druesammensætningen er 70% Syrah, 20% Grenache, 5% Cinsualt og 5% Mourvèdre, dvs en sammensætning, der mest af alt ligner en vin fra det nordlige Rhône, med hovedsaglig Syrah.
Et af de vildeste øjeblikke i aftenens smagning var faktisk åbningen af vinen. Proppen var per-fekt, den kom ud i ét stykke og den var kun ca 1/20-del rød, helt nede i bunden (se artikelbillede, hvor proppen er med). Jeg mistænker lidt flasken for at have stået op under opbevaringen- som til gengæld har været perfekt.
Nå, men hvordan er denne smagning så gået indtil nu?..
Château de L’Isolette 1999
Cuvée Prestige Vieilles Vignes
Côtes du Luberon
Rhône
Alkohol: 13,5%
Druesammensætning: 70% Syrah – 20% Grenache – 5% Cinsault – 5% Mourvèdre
Farven er stadig ret mørk, lidt lysning i kanten, men allerede duften afslører denne vins koncentration og dybde.
Mørke bær, lidt “funky”, eller “vild”, stil i frugten. Tydelig fadtone. Man mærker straks at denne vin egentlig emulerer de mere berømte vine fra de meget berømte Rhône-appellationer. Flot, dyb stil i frugten med stort grip og den mørke bær i højsædet; nærmest helt bogstaveligt føler man både vinens power og de tanniner, der bestemt heller ikke har givet slip. Der er flotte sorte og lidt mildere grønne krydderier. Der er en underliggende følelse af et meget hårdt greb om paletten, som må have været endnu tydeligere for 5-10 år siden, men som bestemt ikke har givet slip.
En meget markant, nærmest macho-agtig rødvin, som bestemt til en god bøfaften. Jeg tænker faktisk at jeg skulle have “opgraderet” tilbehøret til aftenens bøfret med ovnbagte kartofler og en af de rigtig fede bearnaisesaucer, for det her er meget fyldigt.
Alkoholen på 13,5% er ikke forstyrrende; det er vinens fylde, der lægger fist-punchet lige i face!
Fin, afbalanceret syre og balancen er i det hele taget fremragende, det her er en vellavet Luberon. Og den holder fint i en alder af 26 år, uden problemer. Rent faktisk sidder man og tænker at vinen godt kunne tåle lige at ligge yderligere ti år på langs (!), for tanninerne er faktisk meget tydelige, i en grad, så det bliver lidt udtørrende på midterpaletten. Jeg tror, tanninerne bløder op med mere tid, og da frugten lever i bedste velgående og formentlig vil blive ved med det i de næste mange år, så ville jeg ikke selv have noget problem med at henlægge yderligere flasker til konsumering på nuværende tidspunkt. Det er en levende vin, som man ikke fornemmer skulle være 26 år gammel.
Afslutningen er fyndig, fast og med en tydelig dybde med både frugtige og mineralske undertoner.
Umiddelbar pointsvurdering: 89
Jeg gensmager i morgen, søndag 29.juni, og hvis der sker en udvikling, som ændrer min opfattelse drastisk, ændrer jeg også pointsvurderingen.
Omtalt i denne artikel:
Château de L’Isolette, Luberon, Rhône:
https://chateau-isolette.fr/fr




