Foto: Brøndby IF-bussen holder midt inde i City, ved Holmens Kanal. 29.juni 2025. Billede taget af Vindiktatoren.
Kl 10.25:
Først vil jeg lige gøre læserne opmærksom på dagens store begivenhed i Danmark: DM i landevejsløb for både kvinder og mænd. Kvinderne kører først og TV2 sender på TV2 Play. Det bliver temmelig spændende, med alle de formidable verdensklassecyklister, vi kan stille med.
Jeg er nu i kirke og håber på en oplæsning af Esajas 25, 6-9, der er meget vinrelateret 😄🙏
Studenterne er allerede ude i deres vogne og larme rundt her i City. De er godt nok friske!😆
Og så en lille preview: Der bliver Livesmagning idag fra Vindiktatorens Bunker og det bliver minsandten nummer 50 i rækken. Jeg kommer til at angive et tidspunkt for livesmagningen i en opdatering af denne artikel i løbet af dagen.
Hilsener og velsignelser fra
Vindiktatoren
Kl 11.41:
Jeg fik ret i min forhåbning! Sognepræst Birgitte Kvist Poulsen oplæste faktisk Esajas 25, 6-9. Og den lyder sådan her:
“Denne hellige lektie skriver profeten Esajas: På dette bjerg skal Hærskarers Herre holde festmåltid for alle folkene, et festmåltid med fede retter og lagret vin, med marvfede retter og ædel, lagret vin. Så opsluges på dette bjerg sløret, det slør, der ligger over alle folkene, det dække, der er bredt over alle folkeslag; døden opsluges for evigt. Gud Herren tørrer tårerne af hvert ansigt, han fjerner spotten mod sit folk fra hele jorden, for Herren har talt. På den dag skal man sige: Han er vor Gud, vi satte vort håb til ham, og han frelste os. Han er Herren, ham håbede vi på, lad os juble og glæde os over hans frelse”.
Esajas’ 25,6-9
Her skal man selvfølgelig lægge mærke til den “ædle, lagrede vin”.😄🙏
Tak til Birgitte Kvist Poulsen. Også for en glimrende prædiken idag ud fra teksten om den store fest, som alle melder afbud til, hvorefter arrangøren beder sin tjener om at hente folk ind fra gader og stræder, også de ulykkelige, handicappede og lamme, og fylde hans hus til festen.
Kl 13.50:
Jeg kan nu annoncere tidspunkt for livesmagningen. Og det bliver kl 14.30, altså om lidt over en halv time, at jeg begynder smagningen. Emnet afsløres først ved selve begyndelsen.
Kl 18.59:
Jeg håber at læserne kunne lide livesmagningen, nr 50 i rækken. Ungarn er et meget spændende vinland, med et kolossalt potentiale, som mine anmeldelser af ungarske vine forhåbentlig også har afsløret.
DM i landevejscykling for kvinder var, som sædvanlig, fyldt med overraskelser, og en 19-årig vinder, Alberte Greve, overraskede, men chokerede ikke, for hun var også med i front sidste år.
På herresiden var man vidne til endnu et fabelagtigt løb, hvor der blev kørt igennem og de store stjerner markerede sig. Især var jeg imponeret af, hvordan Mads Pedersen hentede halvandet minut på frontgruppen, i en brølstærk præstation. Hvis han er med i Vuelta a España skulle det ikke undre mig om han også tager pointstrøjen der. Og så var det godt at se en Søren Kragh Andersen tilbage på toppen, han ser ud til at være helt klar igen efter en down-periode. Idag var så et nærmest magisk højdepunkt for ham i et formidabelt løb!
….




