Vindiktatorens Avis📰Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

29.juni 2025: København: Livesmagning 50: Csordás-Fodor Juhfark Sélection 2021, Somló, Ungarn – den unikke ungarske hvidvinsdrue!


Foto: Csordás-Fodor Juhfark Sélection 2021, Somló, Ungarn, i glasset (og foran Vindiktatorens TV med kvindernes DM-landevejsløb i cykling). Vindiktatorens Bunker, København, 29.juni 2025. Billede taget af Vindiktatoren.

Så er der jubilæum! Vindiktatorens Livesmagning idag er simpelthen nr 50 i rækken siden den første blev afviklet i 2023! Og det skal ske med en særdeles unik hvidvin fra Somló i Ungarn, fra det vulkanske bjerg.

Csordás-Fodor
Juhfark Sélection 2021
Somló
Ungarn
Alkohol: 12.5%
Ret gullig i farven. På duften fornemmes tydeligt en citrus-lime-tone og samtidig en vis crunchy fedme, ikke nøddeagtig, men mere i retning af salt/mineralitet.
Samtidig med at Alberte Greve med 18 km igen, bryder ud i DM i landevejsløb for kvinder, fornemmer jeg nu paletten i denne vin som ret tør, med en tydelig frisk syrlighed og samtidig lidt fedme, ligesom i duften, hvor man fornemmer en næsten tanninagtig tørhed og meget mineralsk stil. Igen synes jeg, den lidt salte komponent fra duften går igen.
Der er en hel del fylde. Det her er ikke en lille, let hvidvin. Og der er en flot harmoni og balance her.
Vindiktatoren følger nu med i afslutningen på kvindernes DM i landevejsløb og vender tilbage efter afgørelsen. Men jeg vil dog forudsige at Alberte Greve vinder, allerede nu.😄
Jeg sidder nu og overvejer, hvilken slags mad jeg ville konsumere til denne vin. Og udover en anbefaling på vinter-østers naturel (fordi de er mere salte end om sommeren), ville jeg nok gå efter andre fiskeretter med en vis fylde og saltet karakter. Det ville være fremragende!🙏😄
Gre-ve! Gre-ve! Alberte Greve kører den hjem hos kvinderne! Hun er kun 19 år gammel! Hvad med herrerne? Mads P? Asgreen? Cort? Det bliver endnu et meget interessant løb.

Kl 15.20: Vinen her er en meget vellykket kombination af Bourgogne Chardonnay-agtig både syrlighed og fedme samt en let krydret, mineralsk stil, med flot balance.

Kl 15.30:
Der er en rigtig flot, harmonisk dybde i denne balancerede vin med forholdsvis lav alkohol (12,5%). Og eftersmagen er lang og dvælende, med en tydelig mineralsk komponent og en frugt, der er præget af både citrus og en vis neutralitet. Næsten helt Chardonnay-agtigt (“kamæleon-druen).
Endnu en glimrende hvidvin fra Somló. I det hele taget har jeg haft meget fascinerende oplevelser med mine vinleveringer fra Winen, som jeg tidligere har omtalt grundigt her i avisen og kun kan anbefale til læserne.
Points: 89

Vinen blev gensmagt mandag 30.juni uden ændring i pointsangivelsen. Jeg synes, den gav samme udtryk som søndag, nemlig af en aldeles glimrende Juhfark, som var ret fascinerende og levede op til gårsdagens oplevelse på enhver måde.

Omtalt i denne artikel:
https://somloiborvidek.hu/boraszatok/csordas-fodor-borhaz/

…..