Foto: Clos du Moulin Aux Moines Clos de La Perriere 2022, Bourgogne rød. Kjær & Sommerfeldt Vinbar, Gammel Mønt, København, 9.august 2025. Billede taget af Vindiktatoren.
Så er Livesmagning 54 klar til læserne! Der står Bourgogne på programmet idag, fra det fremragende Clos du Moulin Aux Moines, som også producerer fabelagtige hvidvine.
Clos du Moulin Aux Moines
Clos de La Perriere 2022 Monopole
Bourgogne rød
Alkohol: 12.5%
Kl 11.40: Farven er måske lidt på den mørke side i forhold til at vinen er en generisk Bourgogne. Og der er en helt klar, let røget tone over denne Bourgogne, sammen med dybe, røde frugter i jordbær/hindbærlejren.
Kl 11.48: I duften fornemmer man også dild og herbes de provence, tydelige grønne toner her, sammen med den lækre frugt og den let røgede tone. Fin balance i dette potpourri.
På paletten en mineralsk dybde, lækker (ja, lækker!) frisk syrlighed, en intrigerende og kompleks viskositet og også her de grønne urter og røde frugter, samt et lille pift af citrus oveni og i afslutningen. Og så er der altså en rigtig, rigtig god balance i denne vin. Det er yderst charmerende og forførende!
Jeg holder nu en lille smagepause og vender tilbage.
Kl 11.59: Jeg fanger også det velkendte “tændstik”-udtryk i vinen. Og krydderierne udvikler sig hele tiden i mere ekspressiv retning, med tilføjelse af lidt mørkere noter.
Kl 12.03: Tanninen. Jeg synes, man mærker den ret tydeligt nu. Og det samme med strukturen. Vinen kan sagtens ligge en hel del år. Og med tanke på den formidable balance og den nuværende velsmag, så ville jeg nok foreslå eventuelle købere at lægge vinen hen i for eksempel 10 år (og købe flere flasker, så yderligere lagring er mulig).
Kl 12.09: Jeg synes, vinen udvikler sig konstant, i en mere og mere ekspressiv og charmerende retning. Jeg lader vinen stå lidt tid og kommer tilbage med en endelig konklusion og pointsangivelse.
Kl 12.20: Vinen fortsætter med at imponere og charmere. Både midterpalette og afslutning er lang, dyb og udtryksfuld. Konklusionen er klar- denne Monopole Bourgogne er fremragende og har potentiale!
Points: 91+
Omtalt i denne artikel:
Le Clos du Moulin aux Moines domaine viticole à Auxey-Duresses en Bourgogne
Et lille tip: Gå ind og dyrk domænets interaktive oversigtskort over Bourgognes marker. Det er ekstremt blæret!
Ekstra: Domænets tekniske infoark over Clos de La Perrière-marken, som er plantet i 1967-68:
Fiches Techniques Vins – English
…..




