Vindiktatorens Avis📰Le Tour du Vin🍷

Vestlig civilisation. Jødisk-kristen tradition✝️✡️.

Seneste indlæg

6.-7.september 2025: København: Château des Demoiselles 2015 Castillon, Bordeaux- 91 points fra Decanter🍷Er den så god? Smagning over to dage. Jeg var næsten helt enig med Decanter 🍷


Foto: Château des Demoiselles 2015, Castillon, Bordeaux, i glasset. Vindiktatorens Bunker, København, 6.september 2025. Billede taget af Vindiktatoren.


Jeg så denne vin i Meny og prisen var komplet latterligt lav- kr 50,-. Grabbede straks en flaske. Ikke på grund af prisen, men fordi den var 10 år gammel og fra Castillon.

Som man kan se på billedet, så har flasken en “krave” på med reklame for dens anmeldelse i Decanter, som har tildelt Château des Demoiselles 2015 intet mindre end 91 points! En virkelig flot pointstildeling. Og fra et vinmagasin, der er kendt for at være meget seriøst, med særdeles respekterede skribenter.
Er den virkelig så god? Og til den pris? Det her var jo nærmest latterligt billigt. Vi er nede i en pris, hvor man uden problemer konkurrerer med de billigste oversøiske rødvine fra især Chile (og selv vine fra Chile har vel efterhånden forladt det prisniveau til fordel for et højere!). Det måtte selvfølgelig komme an på en prøve. Men man spørger sig selv om vi er kommet derud, hvor prisen på visse Bordeauxer er kommet derned, hvor de simpelthen er FOR billige.
Nu er jeg så også en stor tilhænger af klassisk design på Bordeaux-etiketter. Og denne etikette er meget karakteristisk for, hvad man ville forvente af en sådan etikette. Derudover havde jeg bare en god fornemmelse for denne vin. Jeg ser jo naturligvis, i min egen selvovervurderende verden, mig selv som en “Wine Whisperer” par excellence, med evnen til at kunne detektere en fremragende vin udelukkende på flaskens fremtoning!

Men bortset fra det, hvorfor havde jeg så, rent faktuelt, en god fornemmelse for denne vin, udover mine Wine Whisperer-kundskaber? Jo, vi kan jo begynde med de gode argumenter: Bordeaux. Altid et rigtig godt argument!Årgang 2015. Castillon- en glimrende og undervurderet appellation. Merlot-baseret. 14,0% alkohol (i modsætning til 14,5 eller 15). Den føromtalte klassiske etikette. Ja, og så de 91 points fra Decanter. Jeg har meget stor respekt for Decanter og deres anmelderes seriøsitet.

Jeg syntes, det så rigtig lovende ud. Nå men lad os nu åbne flasken.. 😄🍷

Château des Demoiselles 2015

Castillon

Bordeaux rød

Alkohol: 14,0%
Ret mørk i farven. Jeg syntes ikke rigtig at den havde fået noget speciel klaring i kanten, kun lidt begyndende antydninger. Så alder var overhovedet ikke et emne her, vinen fremstod meget ungdommelig i udseendet.
Den første duftprøve afslørede at det her var en meget levende vin. Stor, dominerende og meget, meget mørk og seriøs- og meget krydderipræget næse med meget distinkte tørrede franske krydderier (Cabernet Franc-indflydelse med flotte og ikke særlig subtile herbes de provence-toner dukkede op på nethinden), med et lille sort twist og en efter min mening tydelig fadnote. Der var også meget tydelige Merlot-noter, men også lidt antydninger af de andre kendte Bordeaux-druer af den mere venstrebredsagtige slags.
Vinen er ret “fast” i stilen. Den har en tydelig og ret dyb struktur med stadig en del tannin, af den slags, der skurer mod tungen- i stedet for at lukke ned. Så her fremmer tanninen altså dybden og smagen. Det resulterer i et endnu dybere indtryk og fremmer kraften i udtrykket og giver et meget seriøst grip.
Det var den indledende forsmagning.
Nu skulle jeg prøve vinen til dagens ret, som var uruguayansk rød bøf med kogte øko-kartofler, bagt squash med gratineringsost ovenpå og bearnaise.
Og her kom vinen endnu mere til sin ret. Den seriøse, strukturelle komponent fremstod som et godt match til kødet. Der var en nærmest blyantspids-agtig tone over frugten, som både virkede meget mørk og meget charmerende. Krydder- og fadkomponenterne forstærkedes; midterpaletten fremstod med et klart greb om smagerens opmærksomhed og slutningen var middel-lang, her med en frugtig, men også meget strukturel tone. Syren fint integreret. Alkoholen forekom passende og vinen i suveræn balance.
Mod slutningen af dagens vin-etape (ups, en cykelløbsreference sneg sig vist ind😆) tiltog tanninen tilstrækkkeligt til at man tænkte “Vi gensmager i morgen”.
Meget, meget interessant førstedagsindtryk af denne “ydmyge” Castillon, der, som anmeldelsen nok antyder, overhovedet ikke var ydmyg i hverken duft eller smag.
Vinen gensmages søndag 7.september og jeg kommer med en konklusion der.

Opdatering søndag 7.september:

Idag har jeg et lidt anderledes indtryk end det, som vinen sluttede af med igår. Tanninen er mere i baggrunden, strukturen er knap så tydelig og frugten er mere dominerende, mens afslutningen er knap så lang som igår. Vinen har faktisk “tabt” sig lidt, men indtrykket er stadig temmelig flot. Jeg er stadig imponeret og næsten enig med Decanter.

Interessant nok viser det sig at vinen her er et Merlot-Cabernet Sauvignon-blend, så min følelse af Cabernet Franc-grønkrydderier har altså skyldtes den anden Cabernet.

Points: 90

Omtalt i denne artikel:

Château des Demoiselles, Castillon, Bordeaux:

Château des Demoiselles – Ducourt.com

…..