Vindiktatorens Avis📰Le Tour du Vin🍷

Terroir & Tradition!

Seneste indlæg

21.-22.september 2025: København: Shana Tova Yisrael🇮🇱- Vindiktatoren markerer det jødiske nytår 5786 med en rødvin fra Judæa🙏Smagning over to dage


Foto: La Vie Castel Rouge 2021, “Haute Judée”, Jerusalem, i glasset. Vindiktatorens Bunker, København, 21.september 2025. Billede taget af Vindiktatoren.

Rosh Hashanah- det jødiske nytår- begynder i aften. Så jeg syntes, jeg ville sympati-markere begivenheden med en ret lækker lammeret og en flaske rødvin fra Domaine du Castels marker nær Jerusalem. Som i meget nær- markerne, der producerer druerne til vinen her, ligger i “Øvre Judæa”, eller “Haute Judée”, som området benævnes på fransk på etiketten, og ligger nogle få kilometer vest-nordvest for selve hovedstaden!

Domænet, Domaine du Castel, som producerer denne vin, er et af de meget seriøse foretagender, med fokus på stil, delikatesse, elegance og nærmest fransk forfinethed, i deres vine. Man kan læse mere om domænet på deres flotte hjemmeside, som jeg linker til under artiklen. Castels marker ligger i 700 meters højde og der er 40 hektar vinmarker.

After et besøg hos den jødiske slagter i København, der også har israelske vine, var jeg klar til begivenheden. Smagningen begyndte igår og idag har jeg konkluderet med pointsangivelse. Følgende var mine oplevelser:

La Vie Rouge du Castel 2021

Domaine du Castel

“Øvre Judæa”, eller “Haute Judée”, som man benævner det på fransk på etiketten

Jerusalem

Alkohol: 14,0%

Druesammensætning ifølge etiketten: (Ikke nærmere procentvist angivet): (NB: På producentens hjemmeside er angivet en druesammensætning, men jeg har stolet på at den på etiketten er den korrekte for denne årgang).

Cabernet Sauvignon – Merlot – Petit Verdot – Syrah

Mørkerød, på den meget mørke måde, vel at mærke.

Der opstår med det samme en ret koncentreret, rig og frugtdomineret, men ikke aggressiv duft. Den er snarere utrolig forfinet og elegant, nærmest silkeagtig.

Det her var hvad jeg tænkte, da jeg så druefordelingen på etiketten: “Prioratagtig blanding med lavere alkohol. Så- en mere elegant stil?”

Det med det elegante kunne jeg øjeblikkeligt konstatere at jeg i den grad havde ret i. Men ikke bare det- vinen her var forfinet i nærmest alt; meget diskret lille fadtone, harmoniske og blide tanniner, syren, der var særdeles diskret, strukturen, der opførte sig som om den var lavet af silkelagener, men alligevel bestemt var med i baggrunden. Balance var et andet kodeord. Og et ord, som Domaine du Castel selv bruger på sin hjemmeside; delikatesse. Der er fine grønne krydderier her.

Efter ca en time viser vinen endnu mere stil; den frugtige stil dominerer, med rig solbær og brombær. Der er et stort grip om smagerens gane og man fornemmer en næsten helt marmeladeagtig sødme i frugten, selvom vinen her tydeligvis er helt tør. Det hele er meget subtilt og ekstremt elegant, på en Margaux- eller ligefrem Pauillac-agtig måde. Jeg kommer næsten til at tænke en hypotetisk blanding mellem en Margaux og en smule Lafite-Rothschild tilføjet, uden at vi dog befinder os der rent kvalitetsmæssigt. Det her er selvfølgelig en væsentlig mere afdæmpet og “mindre” vin end den berømte 1.Cru-Bordeaux. Men alene det at vinen får mig til at tænke i den retning er en indikation på høj kvalitet. Vinen er så fornøjelig at drikke her på første aften (21.september) at jeg ikke kan blive andet end imponeret. Midterpaletten er bare lækker og selvom afslutningen ikke er meget lang, har vinen alligevel efterladt et særdeles stort indtryk. Hvad med i morgen?

Gensmagning 22.september:

Idag er vinen klart mere afdæmpet. Eller rettere sagt; den er klart mere afdæmpet i duften. På paletten er den stadig sindssygt elegant med et godt grip og denne ekstreme, diskrete subtilitet.

Jeg spørger mig selv: Bliver det for subtilt? For diskret? Men jo mere, jeg smager efter, jo mere synes jeg at vinen markerer sig og sit budskab. Den virker også til at have en smule tannin idag. Så jeg vil faktisk, på trods af producentens eget gode råd til konsumeringstidspunkt (indenfor 3-4 år fra høståret, som de angiver på hjemmesiden) foreslå at man lader La Vie Rouge 2021 ligge i yderligere mindst et par år, før man kan forvente at den rammer modenhedsplateauet. Jeg tror faktisk, der er potentiale her, så vinen får også points efter det.

Points: 89+

Omtalt i denne artikel:

Domaine du Castel, Yav HaShmona, Øvre Judæa, Jerusalem:

Winery 2022 – Domaine Du Castel