Vindiktatorens Avis📰Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

11.oktober 2025: Gammel Mønt, København: Livesmagning 59: Domaine Louis Jadot Santenay Clos de Malte 2022, Bourgogne 🍷


Foto: Domaine Louis Jadot Santenay Clos de Malte 2022, Côte de Beaune, Bourgogne rød, i glasset. Kjær & Sommerfeldt Vinbar, Gammel Mønt, København, 11.oktober 2025. Billede taget af Vindiktatoren.

Velkommen til Livesmagning 59, hvor jeg- igen- har indfundet mig på Gammel Mønt og Kjær & Sommerfeldt Vinhandel, for at smage en vin.
Emnet er Bourgogne denne gang.

Domaine Louis Jadot

Santenay

Clos de Malte 2022

Côte de Beaune

Bourgogne rød

Kl 11.20:

Lidt mørkere end ventet.
Meget aromatisk, let røget duft, med aromaer af skovbund og røde bær. Duften fremstår i det hele taget meget harmonisk og umami-præget, synes jeg. Duften får nu akkompagnement af tørret tobak.
Kl 11.31:
Duften fremstår meget harmonisk. Det er, som om man allerede kan fornemme en superb balance på paletten.
Jeg smager nu på vinen og det første indtryk er forfriskende, men uden at være specielt syrligt. Det klassiske “jord”-element og de røde frugter er godt repræsenteret; vinen er slank, men ikke rank. Syren er afdæmpet. Der fornemmes en meget diskret tannin, på den typiske Bourgogne-måde, hvor tanninen ikke tørrer tungen ud, men i stedet lukker lidt ned for vinens udtryk.
Der er en usædvanlig lækker, “saftig” stil over denne Clos de Malte, mere end der plejer at være efter min mening.

Kl 11.45: Syren kommer lidt mere frem, mens man også fornemmer tanninen lidt mere end før.
Og så er det som om at vinen besidder et temmelig stort potentiale. Den umiddelbare frugttilstedeværelse er lidt mere “forward” og primær nu. Den skal bruge noget tid til at falde til ro over de kommende år. Man fornemmer også lidt bitterhed i eftersmagen i den meget tørre vin. Den vil forsvinde med årene.

Kl 12.00: Vinen lader til at lukke lidt ned nu. Men den har allerede leveret et kraftigt indtryk; formidabel dybde med underliggende mineralske toner, udtryksfuld frugt og generelt udtryk med stort potentiale, superb definition i en nærmest forfinet indpakning, men alligevel på en lidt “rå” og forholdsvis fyldig måde.
I modsætning til f.eks. Jadot’s egen 1er Cru, Pernand-Vergelesses Clos da La Croix de Pierre, som altid er utrolig lækker og delikat, så er denne Santenay mere jordet og rå i stilen, men alligevel formår den i denne årgang at fremstå temmelig præcis og delikat. Og jeg tror netop at det må skyldes årgangen.


Kl 12.15: Tanninen vinder endnu mere frem nu, på den typiske, snigende Bourgogne-facon😆. Det er meget fascinerende- og udtørrende. Der er en flot, knastør og mundvandsinducerende stil her. Duft og smag indsnerpes og lige nu fornemmer man nærmest bitter rålakrids og den berømte Bourgogne-jord.

Kl 12.24: Konklusionen herfra er at denne Clos de Malte 2022 har et betragteligt potentiale, både kvalitets- og lagringsmæssigt. Jeg vender tilbage om lidt med en pointsbedømmelse.
Vinen er meget markant, markeret, præcist defineret og den har en del struktur, et kraftigt grip og en utrolig lækker, luksusagtig tekstur, med masser af appel og en lang afslutning, som er præget af en kolossal umami-følelse og en fabelagtig balance.

Points: 92++

Omtalt i denne artikel:

Domaine Louis Jadot, Bourgogne- hjemmeside:

Maison Louis Jadot