Vindiktatorens Avis📰Le Tour du Vin🍷

Vestlig civilisation. Jødisk-kristen tradition✝️✡️.

Seneste indlæg

19.oktober 2025: København: Nu falmer Nyboder trindt om land- Vindiktatorens Søndagskommentar


Foto: Nedfaldne blade i et efterårspræget Nyboder, København, 18.oktober 2025. Billede taget af Vindiktatoren.

Det var en meget trist start på ugen, Danmark fik. Men Jørgen Leth’s bisættelse i Garnisonskirken i København fik alligevel, på forunderlig vis, det livsglade “pift”, som “Onkel Jørgen” formentlig selv havde givet den, med den gule kiste, som en sidste fantastisk statement i et fascinerende liv for den berømte levemand og cykelkommentator/kulturformidler. Men han vil blive savnet- og har vi en, eller gerne flere, afløser(e)? Jo, muligvis. Der er så meget grøde i dansk cykelsport og cykelkultur-formidling at man godt kunne forestille sig at nogle af de mange mennesker, der lige nu er ved at starte, eller er startet, på en cykelkarriere eller en journalistkarriere, kan blive de næste store formidlere og viderebringere af glæden ved cykelsporten.

Det danske fodboldlandshold havde afsluttet den foregående uge med endnu en sejr i VM-kvalifikationen, denne gang over Grækenland. Det ser godt ud for Danmark. Desværre har Vindiktatoren i ret stor grad mistet interessen for fodbold siden “black lives matter”-marxisterne erobrede dagsordenen i international fodbold.

Til gengæld har jeg ikke mistet interessen for amerikansk football. Der er så mange utroligt gode quarterbacks og markante spillere på alle positioner på næsten alle hold i øjeblikket. Det er forrygende at være vidne til og det kan ses i nærmest hver eneste kamp at niveuaet simpelthen er eksploderet. Hold, som man aldrig ville tro skulle kunne komme til at spille en rolle i ligaen og i slutspil, kan levere gigantiske indsatser. Et hold som Jacksonville Jaguars, med den gigantiske Trevor Lawrence og hans kæmpe hårmanke ,kan spille som r… af 4.division, hvis de ikke rammer dagen. Men på andre dage kan de slå San Francisco 49ers klart- på udebane!

Efter de første 5-6 spillerunder er der en række hold, som har imponeret eller kan gå i slutspil med lidt mere held. Selv havde jeg før sæsonen Pittsburgh Steelers med træner Mike Tomlin og hans nye quarterback, den “gamle” helt Aaron Rodgers, som favorit til at nå slutspillet. Og efter en start på sæsonen, hvor de er startet 4-2, synes jeg, de er godt på vej. Cincinnati Bengals startede 2-0 med Joe Burrow. Så blev han tå-skadet (?!) og efterfølgende tabte Bengals de næste 3 kampe med Jake Browning og den næste igen, med nyerhvervelsen Joe Flacco (ja, den Superbowl-vindende Flacco spiller stadig). Men i hans kun anden kamp for Bengals leverede Flacco og wide receiver Jamarr Chase et fantastisk show, der endte med at resultere i sæsonens 3.sejr- ovenikøbet over førnævnte Steelers! Jeg er ikke ganske sikker på at Bengals ikke når slutspillet alligevel.

Chicago Bears fortsætter med at levere overraskelser; sejren ude over Washington var virkelig flot. Desværre blev D’Andre Swift skadet i den kamp.. (men alligevel klarmeldt til kampen mod Saints søndag aften, red)

Der er kun nogle få hold, som jeg på forhånd vil dømme ude til at kunne gå i slutspil. Et af dem er New Orleans Saints. Et andet er Tennessee Titans. Og det ser faktisk ikke så godt ud for Baltimore Ravens. Lamar Jackson er skadet og holdet er 1-5! New York Jets, med 0-6, kommer heller ikke til at gå i slutspil, mens Carolina Panthers, på trods af at de er 3-3, må betragtes som for ustabile. Og så må jeg lige gøre opmærksom på at Kansas City Chiefs er nødt til at gøre noget ved tight end-situationen. Travis Kelce spiller langsomt og uoplagt- og sådan har det været i et godt stykke tid. Det er ikke imponerende med 3-3. Det, der taler for Chiefs, er som sædvanlig Patrick Mahomes. Han virker lige så god som sidste sæson- og det vil være rigeligt til at sikre slutspil.

For 2 uger siden ville min favorit til at gå automatisk i slutspillets anden runde være Buffalo Bills. De var 4-0 og ræsede bare derudaf. Nu er de 4-2- og især det seneste nederlag, til et middelmådigt Atlanta Falcons på udebane, var svært at forstå.

Skihop-sæsonen begynder snart. Det skal blive særdeles interessant at følge og jeg bringer rapporter her i avisen om denne sport, der tiltrækker “daredevils” fra især Europa.

Egentlig ville jeg også skrive lidt om verdenssituationen her til sidst, men jeg orker simpelthen ikke. Jeg synes, læserne her er glimrende orienteret i forvejen og man kan lige nu med fordel læse i den ordinære aktualitetstråd, hvor der er masser af links til fabelagtige eksterne artikler, plus ledere og kommentarer fra mig. Det vil i forvejen tage den gennemsnitlige læser ret lang tid at komme igennem. Nu er læserne af denne avis selvfølgelig ikke gennemsnitlige, men man må altså beregne et godt stykke tid for at læse alle de artikler, kommentarer og videoer, som findes i tråden. Jeg anbefaler kraftigt at gå derind og fordybe sig, hvis man vil se verdenssituationen fra en anden vinkel end den, der benyttes af praktisk taget samtlige danske medier- hvis de altså overhovedet omtaler de nyheder, som jeg bringer og linker til.

En anden nyhed, relateret til avisen her. Jeg har besluttet mig til at beholde min anonyme identitet i fremtiden, uanset hvad. Selvom der skulle blive bedre forhold for mennesker, der er i opposition til den nuværende autoritære/totalitære samfundsudvikling, og i særdeleshed den voldsomme og uhæmmede, voldelige hetz mod jøder, israelere og zionister (som mig), så tager jeg for det første ingen chancer. Og for det andet; selvom stemningen skulle vende, så har jeg det efterhånden så fint med at offentligheden ikke kender min identitet og at jeg her bare er “Vindiktatoren”. Så det bliver jeg ved med.

Med hilsener og velsignelser fra

Vindiktatoren