Vindiktatorens Avis📰Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

18.-19.oktober 2025: København: Vanvittigt tilbud i Alma Store Kongensgade resulterer i to-dages smagning af Château La Gasparde Castillon 2011 Bordeaux! 🍷Smagenote opdateret med pointsangivelse 20.oktober


Foto: Château La Gasparde 2011, Côtes de Castillon, Bordeaux, i glasset. Vindiktatorens Bunker, København, 18.oktober 2025. Billede taget af Vindiktatoren.

Vindiktatoren, vores allesammens store helt, var i Store Kongensgade i København idag, for at beære supermarkedet Alma med sin tilstedeværelse.

Vindiktatoren har her i avisen tidligere skrevet flere artikler om Alma og deres lige nu 2 butikker, som de har planer om skal vokse til 3 i løbet af den nærmeste fremtid. Idag prøvede jeg så at komme forbi på en lørdag eftermiddag for at se hvordan stemningen og besøget var. Og der må jeg sige med det samme at, udover at butikken så rigtig flot ud, så var der styr på tingene og jeg fik de varer, jeg kom ind efter.

Men jeg skulle da også lige forbi vinafdelingen. En afdeling, som indtil nu udelukkende har bestået af vine fra Husted Vin. Men ifølge den flinke vinmand, som jeg fik en fin snak med, så kommer den andel nu til at falde med en ca 10-20%, da man nu også har fået vine fra Bichel og fra Vin & Velsmag i sortimentet. Der ville også komme bla Dom Perignon-champagne, supertoscaneren Tignanello og Bordeaux’s Château Léoville-Barton fra Saint Julien i sortimentet.

Alle disse vine er jo på den meget dyre side. Men på hylderne var det rent faktisk allerede nu klart at Alma havde lyttet til kritikerne- eller rettere sagt de kritikere, der havde dunket Alma i hovedet for ikke at have Bordeaux i sortimentet, bla Vindiktatoren! Lige foran mig, på hylden i Alma’s vinafdeling, stod det gamle HJ Hansen-Bordeaux hit Château La Gasparde fra Castillon; en rødvin, som jeg havde smagt i flere årgange fra det slot, men her, minsandten, i den samme årgang, som jeg for en del år tilbage havde købt hos HJ Hansen, nemlig 2011! Altså en 14 år gammel Castillon, som jeg vel at mærke havde smagt en del gange, med et pointsmæssigt resultat mellem 87 og 91 points! Altså et rigtigt fund til prisen, for lige netop prisen var altid La Gasparde’s force. HJ Hansen tog, så vidt jeg kan huske, ca kr 120,- for en flaske. Og det syntes jeg var en god pris.

Altså indtil idag. For jeg måtte lige kigge en ekstra gang på den elektroniske hyldeforkant i Alma. Der stod kr 199,-. FOR TRE FLASKER! Jeg fattede ikke mine egne øjne. Det var nærmest en våd drøm! Denne højrebreds-Bordeauxvin, som jeg havde nydt så mange flasker af og rost mange gange, til en yderst rimelig pris på lidt over en hund, solgte her for kr 199,- for 3 flasker! læserne får ét eneste gæt på, hvad min næste handling var..

Og dermed kommer vi frem til dagens vinsmagning. For jeg slog selvfølgelig til. Og vinene skulle selvfølgelig smages her til aften..

Domaine Jean-Pierre Janoueix

Château La Gasparde 2011

Côtes de Castillon

Bordeaux rød

Alkohol: 13,0%

Middel-mørk farve, med klare kanter.

På næsen blide og bløde toner, med lækre blommer, solbær og blåbær, og man kan næsten fornemme den silkeagtige følelse på tungen allerede; når vine dufter sådan her, ved man at “den er hjemme”; balancen føles fabelagtig i næsen, og charmeelementet vil være til at føle på. Men bag ved charmen synes jeg også allerede at man kan mærke en god struktur og dybde. Jeg gætter på at der stadig er mærkbar tannin i vinen. Der fornemmes også tørrede sydfranske krydderier fra hvad jeg gætter på er Cabernet Franc-delen af vinen, og en anelse sort peber.

På paletten finder man en særdeles harmonisk Bordeaux. De 13,0% alkohol balancerer perfekt med den forholdsvis høje, men alligevel diskrete syre, den charmerende mørke frugttilstedeværelse med en forfinet viskositet og klasse over sig, og denne følelse af Merlot-lækker, diskret, men alligevel markant og meget gribende højrebredsvin, med en middelfyldig profil og en følelse af en vis modenhed; dog med en bagvedliggende fornemmelse af at denne vin godt kan ligge en hel del år længere. For den lever godt lige nu og et eller andet sted føler man også at den måske lever endnu bedre om 5 år. Og 10. La Gasparde 2011 er absolut ikke alderssvækket- tværtimod, så virker det som om at den først nu er igang med at lade op til sin “prime-time”!

En imponerende forestilling, La Gasparde 2011 har lagt for dagen idag. Jeg gensmager i morgen og kommer med en endelig konklusion og pointsvurdering der.

Opdatering 20.oktober kl 04.11:

Søndag opførte vinen sig ligesom lørdag, altså ingen forandring. Men der var så alligevel den lille forskel at den var en smule “blødere” i stilen, så jeg tænker at den er indtrådt i sit drikkevindue. Det er en charmerende og typisk højrebreds-Bordeaux, med en raffineret, præcis stil.
Points: 90.

Omtalt i denne artikel:

Château La Gasparde, Côtes de Castillon, Bordeaux- Domaine Jean-Pierre Janoueix- fra appellationens hjemmeside:

Château la Gasparde – Castillon Côtes de Bordeaux