Vindiktatorens Avis📰Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

26.-28.oktober 2025: Château Le Bedat 2021 Bordeaux 🍷En typisk restaurant-rødvin, der ikke kan fornærme nogen- opdateret med vurdering 28.oktober


Foto: Château Le Bedat 2021 Bordeaux (magnum), Vindiktatorens Bunker, København, 26.oktober 2025. Billede taget af Vindiktatoren.

Jeg købte denne magnum Bordeaux-rødvin hos Johnsen Wine på Vesterbrogade 31 i forbindelse med Johnsen’s Efterårssmagning 2025 for nogle uger siden. Og så var det jo passende at den kunne blive studieemne i denne uge, hvor jeg begyndte smagningen af den søndag og har fortsat mandag. Smagningen vil nok blive bredt ud over hele ugen, men konklusion og pointsangivelse vil finde sted i aften.

Château Le Bedat produceres af Domaine Fontana i Gensac, Bordeaux. Jeg har ikke kunnet finde noget info om selve denne vin på domænets hjemmeside, men går ud fra at den hovedsaglig produceres på Merlot.

Château Le Bedat 2021

AOP Bordeaux rød

Alkohol: 13,0%

Druesammensætning: Ingen info, men jeg fornemmer en del Merlot i vinen.

Forholdsvis mørk i farve, uden dog på nogen måde at nærme sig “blæk”-stadiet. Meget behagelig duft; milde frugtige aromaer, i en meget afdæmpet stil. Også meget elegant og nærmest forfinet; der er ingen, der bliver fornærmet af denne vins duft.

På paletten er Le Bedat 2021 ikke nogen stor kompleks vin. Det er en ligetil, fornøjelig Bordeaux, med den liflige, kun let (tør-grøn)-krydrede duft sammen med den venlige, mørke frugt, en tilstrækkelig midterpalette, som til gengæld også er meget blød og behagelig i sin fremtræden, og en forholdsvis kort, men alligevel mindeværdig afslutning, fordi den fader langsomt ud med den særdeles behagelige, frugtige tone klingende i ganen.

Man sidder uundgåeligt og tænker at denne vin ville gøre sig helt forrygende godt blandt restaurantgæster, som vil have en god allround-rødvin- jeg tænker lidt i italiensk retning her, for jeg er ikke i tvivl om at pizza/pasta vil være et godt match. Og så er det en vin, der ikke rummer særlig meget tannin. Men den har flot balance og en ret charmerende karakter, selvom den er ret begrænset i sine dimensioner.

Endelig vurdering i aften, tirsdag 28.oktober.

Opdatering 28.oktober:

Indtrykket fra de to første dage bekræftes. Denne vin er en “lille”, stilfærdig og meget drikkevenlig, Merlot-præget Bordeaux med fin harmoni. Det er bestemt ikke nogen kompleks vin, men helt og aldeles ligetil, på grænsen til simpel. Men den er vellavet og med blød, charmerende tekstur.

Points: 84

Omtalt i denne artikel:

Château Le Bedat, Bordeaux- slottet ejes af Domaine Fontana i Gensac og jeg linker til deres hjemmeside herunder:

Our Wines | Fontana Estates | AOP Bordeaux and Bordeaux Supérieur