Foto: Vins Auvigue Pouilly-Fuissé 1er Cru La Frérie 2022, Bourgogne. Pressen, København, 1.november 2025. En af smagningens højdepunkter. Billede taget af Vindiktatoren.
Denne begivenhed fandt sted 1.november 2025. Artiklen er skrevet 7.-8.november 2025.
Velkommen til anden delrapport fra Holte Vinlager Vinfestival 2025, som foregik i Pressens Hus, eller nu bare “Pressen”, ved Rådhuspladsen i København, 1.november 2025. Denne artikel omhandler resten af de 17 vine, jeg smagte på denne særdeles godt besøgte vinfestival, hvor jeg måtte navigere klogt igennem folkemængderne for at komme til “frie” områder, hvor man kunne være i fred med sin smagsprøve. Det var ikke nogen nem opgave hele tiden, må jeg indrømme, og jeg fik ikke smagt så mange vine, som jeg måske havde regnet med- kun 17 ialt.
I første afsnit beskrev jeg 8 vine og her i artiklen kommer de sidste 9:
Vins Auvigue Saint-Véran 2022, Bourgogne hvid: Vinen var lagret på rustfrie ståltanke og fremstod overraskende moden i sit udtryk, men også meget drikkevenlig. Points: 87
Vins Auvigue Pouilly-Fuissé 1er Cru La Frérie 2022, Bourgogne hvid: Vinen er lagret 11 måneder på fad og 5 måneder på rustfrit stål. Der er flot harmoni, som jeg mener kommer fra balancen mellem fadet og de øvrige komponenter. Højtonet, sprød syre, god balance, lang smag. Points: 90+
Jeg gik nu i den spanske bar; her var der to meget, meget spændende hvidvine:
Pradorey Finca Los Quemados blanco 2023, Ribera del Duero hvid: Virkelig flot balance og en afdæmpet, elegant hvidvinsstil her. Meget lækker på midterpaletten og lang afslutning. Points: 90.
Næste vin i den spanske bar var endnu mere overraskende. Der produceres ikke meget hvidvin i selve Rioja, men det her er altså en af dem:
Bodegas del Medievo Finca La Tradición Reserva blanco 2019, Rioja hvid: Flot, frisk stil, men samtidig også med en baggrunds-“fedme” i denne vin. Repræsentanten for ejendommen, der har Santiago Gardes som vinmager, fortalte mig at der er Chardonnay i denne hvide Rioja, og man anvender en kombination af traditionelle teknikker og moderne udstyr til vinifikationen. Jeg fornemmer fad, men oplever ikke fadet som voldsomt her. Der er en flot balance mellem komponenterne og vinen har noget “je ne sais quoi” over sig; en umami-kvalitet, der gør den særdeles velsmagende lige nu. Points: 90.
En stor triumf for Rioja-hvidvin, denne her!
Nu blev det om muligt endnu mere interessant- for tilbage hos franskmændene, hos Morin Pere & Fils, smagte jeg denne rødvin fra Jura (udtales stadig [Shyrá]😄:
Morin Pere & Fils Côtes du Jura Pinot Noir 2023, Jura rød: Flot næse med lidt hestestald og jordbund, fad. Ung på paletten, men allerede flot. Så flot at jeg ikke er sikker på at jeg ville kunne kende forskel på denne vin og eksempelvis en Bourgogne fra Pernand-Vergelesses. Lækker, forfinet, præcis og subtil stil med masser af charme. Points: 90+
Nå, men hen til Bordeaux-baren..
Château Bouscaut 2020 rouge, Pessac-Léognan, Graves, Bordeaux rød: Meget mørk. Solbær. På paletten stor og flot, med intens harmoni. Flot integration. En del tannin. Afdæmpet alkohol. Sydfranske krydderier. Stor struktur og dybde og fint potentiale. Points: 91+
En imponerende forestilling af Château Bouscaut!
Jeg ville gerne have smagt mere Bordeaux, men trængslen var simpelthen for intens og jeg gad ikke konstant at skulle kæmpe mig vej igennem mylderet omkring disse stande.
Det er meget sjovt, så meget man hører om “Krise i Bordeaux”, med dommedagsoverskrifter. Vurderet ud fra trængslen omkring Bordeaux-standene denne dag, kan vi godt afblæse krisen! 😆😆
Nu fandt jeg vej tilbage til Weingut Nelles stand, hvor de havde en Grosses Gewächs-spätburgunder på smagning! Dét lød lidt for spændende!..
Weingut Nelles Spätburgunder “B-48” Landskrone 2021, Ahr rød: Rigtig flot rødvin, meget dyb og fascinerende næse med en anelse jordbær i baggrunden. Diskret fad, lang smag i en vin med kolossal, forfinet dybde! Points: 92+
En voldsomt imponerende rød Ahr! Nu fandt jeg vej tilbage til Frankrig og det passede jo fint med en afslutning på smagningen for mit vedkommende, hvor jeg fokuserede på et par meget fyldige rødvine.
Château de Montmirail Gigondas Cuvée Saint Maurice 2022, Rhône rød: Meget mørk. Lidt “varm” i stilen. Fad. God dybde, der skjules lidt af alkoholen lige nu. Points: 85?+
Så var der andre boller på suppen hos Domaine Roger Perrin..
Domaine Roger Perrin Châteauneuf du Pâpe 2021, Rhône rød: Ikke så mørk; jeg gætter på en del Grenache her. Masser af charme, med flot dybde og alkoholen er under kontrol. Meget velsmagende lige nu, stadig med fint potentiale! Points: 92+
Som konklusion på Holte Vinlager Vinfestival 2025 må jeg konstatere at smagningen må siges at have været en stor succes rent kvalitetsmæssigt. Der var MANGE spændende vine og niveauet var skyhøjt. Holte Vinlager rykker i øjeblikket og de har mange fine leverandører. Tak til Holte Vinlager for det fine arrangement og især for ideen med løse stole rundt omkring i Pressen til aflastning af benene! 😄🙏
Med hilsener og velsignelser fra
Vindiktatoren




