Foto: Vignobles Alain Jaume Grand Veneur Reserve Côtes du Rhône 2005, i glasset. Vindiktatorens Bunker, København, 21.november 2025. Billede taget af Vindiktatoren.
Velkommen til Vindiktatorens vinsmagningsweekend del 1. Det har været en stor vinsmagningsweekend for mig. Der har været en del smagte vine, så jeg deler rapporten her op i tre dele, hvor anden del efter planen udkommer mandag og del 3 senere.
Især lørdag var der en del aktivitet på vinsmagningsområdet- men jeg startede fredag aften med at smage en af de gamle supermarkedsvine, jeg har liggende. Og det var selvfølgelig lidt spændende. Havde den også overlevet, ligesom langt hovedparten af de andre vine? Næsten alle var stadig i live, selvom nogle af disse supermarkedsvine var op til 32 år gamle. Men opbevaringen har været perfekt for dem alle. Generelt må jeg dog sige at dem, der ikke havde klaret de mange års opbevaring, så ud til at være enten vine fra Languedoc-Roussillon, Rhône eller Chile. Så der var vel en reel risiko for at denne vin, fra en af de formodede “problematiske” regioner, ikke havde klaret den.
Det måtte jo komme an på en prøve..
Domaine Alain Jaume
Grand Veneur Reserve Côtes du Rhône 2005
Rhône rød
Alkohol: 13,5%
Der var stadig fin mørk farve i denne Rhône. Og man kunne med det samme konstatere at også denne vin havde overlevet. Og ikke bare det- den forekom i høj grad levende, men fine, sydfranske krydderier på næsen, lidt subtil, men helt klart sund frugt og i det hele taget en følelse af charmerende dybde i duften.
På paletten kom så bekræftelsen. Nogle gange kan frugten forekomme sund nok i duften, for så at falde sammen i smagen. Men det var ikke tilfældet her. Og der var fin dybde og harmoni- alkoholen på 13,5% var lige i øjet. Syren fint supplerende og balancen var fremragende. Jeg fangede ikke umiddelbart nogen tannin og tænkte også at den nu måtte være både integreret og blødt helt ud. Det, der var tilbage, var dybden, charmen og de sydfranske krydderier. En glimrende Côtes du Rhône, der nu, efter 20 år, stadig virkede tæt på sin stærkeste livsperiode.
Points: 88.
Det sidste point får den for sin store charme og de liflige krydderier. Og jeg tænkte også en del over domænet, Alain Jaume, som jeg har smagt en del vine fra. Det har været unge vine, jeg fortrinsvis har smagt fra Alain Jaume, og de har alle været ret tilbageholdende og forholdsvis tanniske. Denne Côtes du Rhône var lidt af en “revelation”, for jeg fangede faktisk mig selv i at gå rundt og tænke “Nå, så er det derfor, jeg ikke helt har kunnet værdsætte Alain Jaume-vine; jeg har ikke gemt dem væk længe nok”.
Omtalt i denne artikel:
Vignobles Alain Jaume, Rhône- hjemmeside:
Alain Jaume Family: Châteauneuf-du-Pape Côtes-du-Rhône Wine – Alain Jaume Family




