Vindiktatorens Avis📰Le Tour du Vin🍷

Vin- og verdenssituationen

Seneste indlæg

29.-30.november 2025: København: Domaine Delon Château Potensac 2011 Médoc; dén mest seriøse Médoc? 🍷 Smagning over to dage 🍷Opdateret søndag 30.november kl 22.28 med konklusion og pointsangivelse 🍷


Foto: Château Potensac 2011 Médoc, Bordeaux, i glasset, og i godt selskab med en flaske Mouton-Rothschild 1973 på højre side og Ridderfalken som vagt på venstre side. Billede taget af Vindiktatoren.

Jeg fandt denne Domaine Delon-vin i Meny Rungsted forleden til den latterlige pris af kr 160,- og slog naturligvis til med det samme. Og besluttede mig til at smage vinen over to dage; lørdag og søndag, for at få et fyldestgørende indtryk. Sagen er nemlig også den at vinene fra Domaine Delon, med blandt andet slottene Potensac, Nénin i Pomerol og vinene fra selveste “Løvekongen” i Saint Julien, Château Léoville Las Cases🙏, som repræsentanter for Delon’s familieejendom, er særdeles seriøse og kræver ofte mere end et enkelt årti på langs for at modne ordentligt. Det er naturligvis især tilfældet for Le Grand Vin fra Léoville Las Cases🙏, men det er faktisk også tilfældet for vinene fra familiens øvrige ejendomme, der alle er dybt seriøse. Efter min mening er Château Potensac formentlig en af de mest seriøse Médoc-vine overhovedet, hvis ikke dén mest seriøse. Det kan også- sædvanligvis- aflæses på listeprisen i vinhandelen. Men denne 2011er var godt nok en undtagelse fra den regel, ihvertfald forleden i Meny Rungsted, med en pris på kr 160,- pr flaske.
Seriøsiteten fra producenten kræver også seriøsitet fra smagerens side, så jeg besluttede mig på forhånd til at dele smagningen op i to, en lørdags- og en søndagsdel. For selvom denne Potensac 2011 nu er 14 år gammel, er det overhovedet ingen garanti for at vinen er bare i nærheden af at være moden. Vinene fra Domaine Delon er bygget til årtiers lagring og nogle af dem kan simpelthen ligge i et århundrede eller mere under de rette forhold!
Mine umiddelbare forventninger til denne Potensac 2011 gik i retning af en vin, som enten ville være forholdsvis tæt på at ramme modenhedsplateauet, eller, hvordan skal jeg formulere det her, “lidt længere fra”😆. Dvs at risikoen for en lukket vin stadig var/er tilstede.
Og hvordan gik det så lørdag?

Domaine Delon

Château Potensac 2011

Médoc Cru Bourgeois Exceptionnel

Bordeaux rød

Alkohol: 13,5%

Druesammensætning: Merlot 52% – Cabernet Sauvignon 34% – Cabernet Franc 14%

Stadig meget mørk til kanten, hvor der dog måske var en smule lysning at ane helt ude i kanten. Allerede her fortolkede jeg vinen som konservativ, forstokket og gammeldags. Altsammen positive deskriptorer 😄💪

På duften; diskrete og tilbageholdende, nærmest afstandstagende, toner af ligeledes diskrete mørke bær, med en underliggende, nærmest fysisk følbar, kraft og koncentration. Meget maskuline tegn.
På paletten; koncentrerede, men også “understatede” noter af solbær og lidt brombær, tørrede sorte krydderier, og en følelse af koncentration, stor struktur og enorm længde, men altsammen i en slags dvale, frembragt af de underliggende tanniner, der lagde en temmelig voldsom dæmper på vinens umiddelbare udtryk; man er dog ikke i tvivl om at vinen her stadig besidder et betragteligt potentiale- det bliver realiseret, når tanninerne løsner grebet om “nogle år”. Hvor mange det drejer sig om, vil jeg forsøge mig med en vurdering af søndag.
Potensac 2011 er ikke moden endnu, må jeg konstatere på dette tidspunkt.
Men indtrykket er ikke desto mindre imponerende. Vinen er meget koncentreret, frugten er særdeles levende (under tanninen), der er masser af struktur med passende syre og alkohol, som er fint integreret, og vinen er lang i smagen med et grip, der fastholder smageren under hele oplevelsen.
Denne smagning afsluttes søndag 30.november med både yderligere noter, konklusion og pointsangivelse samt detaljer om alkohol og druesammensætning, som jeg ikke fik skrevet op igår. (Nu opdateret søndag 30.november kl 13.51 med disse info).

Opdateret søndag 30.november kl 22.25 med konklusion og pointsangivelse: Idag er vinen helt anderledes! Gårsdagens indtryk, som var temmelig stramt, er afløst af et åbent og venligt miljø, stadig med en stor frugtrigdom og dybe, dybe indtryk, i en meget struktureret vin med et stort grip og en maskulin, fængende, tung kraft, der dominerer stort. Det er meget tydeligt i vinen og det er i det hele taget det, jeg vil kalde en rigtig bøf-vin. Herligt! 🙏😄🍷

Det er en uventet og meget stor ændring i forhold til igår, hvor vinen forekom meget fast og lukket. Vinen er simpelthen blødt op i løbet af dagen idag og tanninerne er meget venlige nu, til en grad, hvor man nærmest tænker at det slet ikke er til at forstå, hvordan vinen kan bløde så meget op i løbet af én nat. Måske skyldes det årgangens store indhold af Merlot, men det tror jeg faktisk ikke rigtig på. Kan ikke forklare det. Potentialet er der stadig, men jeg forventer nu at modenhedsplateauet nås indenfor en kortere tidsperiode end jeg ville have gættet på igår. Men denne vin har ikke toppet endnu; det sker nok først om 10-15 år. Det er en fremragende Potensac 2011 og det er endnu et eksempel på hvor storslåede og seriøse, Domaine Delon’s vine er.
Points: 90+


Omtalt i denne artikel:

Domaine Delon’s hjemmeside med specifik omtale af Château Potensac:

Delon Estates | Château Potensac | The wines | Château Leoville Las Cases Saint Julien, Château Nénin Pomerol | Great Bordeaux wines, Delon family

Specifik infoside for Château Potensac 2011:

pdf.php

Grafisk præsentation af slottets beliggenhed i Bordeaux. Det er en utrolig flot præsentation!:

Domaines Delon | Château Potensac | Terroir | Château Leoville Las Cases Saint Julien, Château Nénin Pomerol | Grands Vins Bordeaux, Famille Delon

…..