Vindiktatorens Avis📰Le Tour du Vin🍷

Vin. Verdenssituation. Vestlige værdier.

Seneste indlæg

5.december 2025: Store Kongensgade, København: Alma Madmesse med vin-smagsprøver! 🍷


Foto: Vignerons Ardechois Pinot Noir Buits d’Aps 2023, Ardeche, i glasset. Alma Store Kongensgade, København, 5.december 2025. Billede taget af Vindiktatoren.

Denne artikel er skrevet 6.december 2025. Selve smagningen fandt sted 5.december 2025.

Som annonceret tidligere på ugen, så har gourmet-supermarkedskæden Alma madmesse i denne weekend. Sidste dag er i morgen lørdag 6.december kl 11-17. Men jeg var i Store Kongensgade idag for at se, hvad der skete.
Og der skete godt nok en masse! Et stort antal boder med smagsprøver på forskellige fødevarer; der var så mange at det resulterede i “trafikproblemer” i butikken😆. Men folk tog dette med godt humør. Af fødevarerne prøvede jeg de små “pão de queijo”s; osteboller med topiakastivelse i stedet for hvedemel, og tre slags ost, fra Casa Mineira. Glimrende. Men for mig handlede det naturligvis en del om, hvad der eventuelt foregik i vinafdelingen.. og her stod der en repræsentant fra Bichel Vine med (store) smagsprøver fra deres sortiment; der var blandt andet en Pinot Noir fra Ardèche, en Châteauneuf du Pâpe og en Riesling fra Pfalz. Dét skulle prøves.

Krebs

Riesling 2024

Pfalz

Alkohol: 12,0%

Klassisk, lidt bleg farve. Og klassisk Riesling-aroma med højtonet, gennemstrålende og sprød citrus, og en følelse af stor mineralitet. På paletten følger disse kvaliteter med over, mens man også fornemmer en harmoni, der nærmest får vinen til at fremstå med en anelse sødme, midt i dette reelt højtonede syrlighedsbad. Men effekten er meget charmerende.

Points: 90


Vignerons Ardechois

Ardèche Pinot Noir “Buis d’Aps” 2023

Ardèche rød

Alkohol: 13,5%

Da jeg duftede til denne vin, tænkte jeg: “Hvorfor er Ardèche Pinot Noir ikke blevet en stor succes endnu?!”. En forunderlig og fascinerende Pinot, med let røgede noter og en kæmpe spandfuld charme; silkeblød, med masser af appel, virkelig flot frugt, kærtegnende om ganen og ikke til at skelne fra en forholdsvis dyr Bourgogne! Og den var på tilbud til kr 79,-! Og for at det ikke skal være løgn, så var der en insisterende midterpalette og en lang afslutning, hvor man allerede stod og tænkte på madkombinationer.

Points: 90


Bichel havde også et julevinsforslag med- og det var, ligesom mange øvrige vinhandleres, en Châteauneuf du Pâpe.

Château Fortia

Châteauneuf du Pâpe

“Cuvée du Baron” 2022

Alkohol: 15,5%

Forholdsvis lys i farven. Jeg gætter på en del Grenache i blandingen.

Lidt “bidende” i duften; man kunne mærke at dette var en meget duftkoncentreret vin, med en meget seriøs profil, som forekom koncentreret og “fast”. Og dette er vist også en Châteauneuf, der har brug for at “slappe lidt af” i nogle år. Lige nu er den vist lidt “hidsig”. Der er et stort sort peber-bid, flot, dyb frugt- og så en “hidsig” kerne, hvor de forskellige komponenter lige nu er ved at samle sig, især alkoholen, som, på trods af sine 15,5%, ikke kammer over. Men den føles dog. En vin, der uden tvivl kan klare julemaden uden at “forsvinde” i den “syr-sødlige sump”, som klassisk dansk and med tilbehør eksempelvis er. Jeg må bare sige at for mig forekom den lidt for direkte og hidsig.

Points: 89+?

Omtalt i denne artikel:

Weingut Krebs, Pfalz:

Home

Vignerons Ardèchois, Ardèche:

Vignerons Ardéchois UVICA – Groupement de vignerons des côteaux de l’Ardèche méridionale

Château Fortia, Châteauneuf du Pâpe:

Domaine viticole à Châteauneuf-du-Pape – Château Fortia