Foto: Jeg har færdiglæst Eric Ambler’s “Dimitrios maske”, eller på originaltitlens sprog “The Mask of Dimitrios” (1939) i særdeles julede omgivelser på Hotel Østerport i København. Billede taget af Vindiktatoren.
Jeg holdt en lille théslabberads på Hotel Østerport i eftermiddags. Og her benyttede jeg mig af jule-hygenyggestemningen i de flot oppyntede lokaler, til at færdiggøre en helt bestemt kriminalroman, jeg har læst i den seneste tid. Det er ellers ekstremt sjældent at jeg læser en kriminalroman. Som i næsten aldrig. Men da jeg så denne bog i et antikvariat i København i år, slog jeg til. For fascinationen af netop denne Eric Ambler-roman er for mit vedkommende nået enorme højder på grund af den formidable Warner Bros-filmatisering, med Jean Negulescu som instruktør og uforlignelige karakterskuespillere i både hoved- og biroller; jeg nævner i flæng; Peter Lorre som Cornelius Leyden og Sydney Greenstreet som Mr. Peters, de to ubetinget største stjerner, som får selskab af en flok andre fabelagtige typer som Faye Emerson, Victor Francen (Hugo von Mohr i The Conspirators), Zachary Scott- der leverer en så fantastisk Dimitrios at man skulle tro, han levede for den rolle. Og Steven Geray som den stakkels korrupte Bulic, Eduardo Ciannelli som Marukakis og Kurt Katch som den tyrkiske oberst Haki.
I bogudgaven, her i en dansk udgave fra 1993, sjovt nok oversat en af en i sin tid spionagemistænkt dansker, Arne Herløv Petersen (jeg tænker at navnet lyder bekendt for dem, der fulgte med i Sovjettidens spionagesager i 1980erne), har Peter Lorre’s karakter mystisk nok skiftet navn til Latimer- eller også er det omvendt; at det er i Hollywood-filmen fra 1944, hans karakter pludselig har gennemgået et navneskift. Men historien i filmen ligger meget tæt op ad bogen, uden dog at være nøjagtig ens.
Bogen er særdeles atmosfærisk; Ambler er fantastisk til at bygge en scene op inde i hovedet på læseren og måske havde Warner-filmens succes også noget at gøre med dette og de fabelagtige skuespillere, man havde fundet frem til filmatiseringen.
Ambler var en af de forfattere, der var tidligt ude med forudsigelser af fascimens konsekvenser. Han har flere hentydninger til det i løbet af bogen og der er en del sidekommentarer, der levende fortæller at man, på tidspunktet for bogens udgivelse (1939), befandt sig i en særdeles højspændt situation i Europa. Desuden er der en række passager, hvor man ikke kan undgå at sidde og tænke at Ambler i det hele taget havde en, nærmest George Orwell-agtig, indsigt i verdenssituationen. De frygtelige omstændigheder, som omgiver hele romanens persongalleri og som påvirker alles skæbne, godt hjulpet på vej af den frygtelige Dimitrios og hans odiøse karakter og handling. Meget symptomatisk for det, som man idag betragter som en typisk odiøs karakter, er han desuden involveret i bankverdenen, ved siden af sin reelle beskæftigelse som narkohandler, morder, tyv og kvindehandler.
Plottet bygges konstant op og stemningen bliver mørkere og mørkere- og Dimitrios, den store skurk, bygges ligeledes, nærmest mytisk, op via de to “fortællere” i bogen, i form af de to mennesker, som i filmen spilles af Peter Lorre og Sydney Greenstreet, indtil det hele kulminerer. Men jeg synes man skal læse bogen her- den anbefaler jeg voldsomt- og bagefter se Hollywood-filmatiseringen. Det bør man simpelthen unde sig selv.