Foto: Château Hanteillan 1995 Haut-Médoc, Bordeaux, i glasset. Vindiktatorens Bunker, 21.december 2025. Billede taget af Vindiktatoren.
Jeg vil begynde denne artikel med at citere bagetiketten direkte. Der står følgende, helt ordret:
“Slottet er an af de ældste vinejendomme i Médoc og har ry for at lave pålidelige og stilfulde vine. Den tæt farvede Château Hanteillan årgang 1995 har masser af frugt, fine toner af velplejede druer, og fra fadlagringen, alt er samlet i en god fed struktur.
Stilen er klassisk Médoc, harmonisk og elegant. Vinen er parat til at nydes nu, men har stof til lagring til 2-3 år mere. Særlig velegnet til f.eks. rødt kød, lammesteg, vildt og ost”.
Man lægger selvfølgelig mærke til etikettens forslag til levetid hvad angår denne vin. Ordene “Vinen er parat til at nydes nu, men har stof til lagring til 2-3 år mere” antyder at når vi nu står med denne flaske i anno 2025; ja, så er vi altså for sent på den. Etiketten er formentlig skrevet i 1996, ´97 eller måske 1998. Og derfra skal vi altså regne den forventede holdbarhed, som den fremgår af etiketten. 😆
Men der er jo bare det med etiketter at de skal være med til at sælge vinen- nu! Og af en eller anden grund er det altså blevet sådan i Danmark at forbrugerne, vindrikkerne her i landet, tilsyneladende nægter at købe vine, der beskrives som vine med “stort lagringspotentiale”, medmindre der er gået et “Kan drikkes nu med stor fornøjelse” forud. Derfor angives vinens levetid her med et kolossalt fejlagtigt og alt for kort drikkevindue. For som jeg altid siger, med en vis fejlmargin: “Enhver Bordeaux kan altid ligge meget, meget længere end man nogensinde forestiller sig”. Personligt var jeg ikke i tvivl om at denne flaske var/er i live og nu skulle prøven stå- jeg åbnede flasken. Proppen kom ud uden problemer. Og en tydelig, frugtig, charmerende og efter min mening Merlot-præget duft emanerede. Hæ-hæ. Jeg havde vist fået ret igen- denne vin var helt klart i live..
Château Hanteillan 1995
Haut-Médoc Cru Bourgeois
Bordeaux rød
Alkohol: 12,5%
Druesammensætning: Ingen info om druesammensætning på etiketten.
Stadig fin mørkerød i farven, men kanten var klar.
Jeg havde smagt lige netop denne Bordeaux før i lige nøjagtig samme årgang, sammen med min far i Hornbæk, da han boede der. Og dengang, i slutningen af 1990erne, var mit indtryk af vinen rigtig godt, med stor frugtfylde, flot grip, masser af appel, en seriøs vin, stadig med en hel del tannin. Diskrete krydderier på næsen og lidt antydning af balanceret egefad imod frugten, den balancerede syre og den ret tydelige tannin.
Nu her, over 25 år senere, var der sket en klar udvikling, hvor tanninen var trængt i baggrunden- men frugten var stadig flot, dog med et langt mere modent præg, hvor man også fornemmede efterårssvampe og underskov i baggrunden, diskrete grønne krydderier og den der uforlignelige dybde, der opstår i en Bordeaux med alder. Etikettens beskrivelse, med fokus på elegance og harmoni, passede perfekt igår. Det var en flot pakke, med en vin, der var i en tilstand af flot synkronisering og balance. Der var en lækker midterpalette, uden at den dog var en “bombe” rent charmemæssigt; der var en slags aristokratisk afstand til smageren.
Jeg gensmager i aften og her kommer jeg med konklusion og pointsangivelse.
Gensmagning 22.december:
Her på andendagen er der stadig masser af grip, charme og fylde i vinen. Jeg synes faktisk ikke den har mistet meget i forhold til igår, hvis overhovedet noget. Imponerende. Og det er lige før at dybden føles endnu mere idag, sjovt nok. Der er nogle ekstra dimensioner og fin længde. Sagen er klar.
Points: 90
Omtalt i denne artikel:
Château Hanteillan, Haut-Médoc, Bordeaux- hjemmeside: Det ser ud til at slottet kalder sig selv “Château d’Hanteillan” nu; en google-søgning fremkalder dette navn- men hjemmesiden loader ikke, der fremkommer bare en fejl, så jeg tænker at slottet ikke for nuværende har en fungerende hjemmeside.







