Foto: Vindiktatoren bevidner øjeblikket, hvor Ilsa Lund (Ingrid Bergman) fortæller Rick (Humphrey Bogart) at Victor Laszlo (Paul Henreid) var blevet rapporteret dræbt, under Warner Brothers-klassikeren “Casablanca”, som åbenbart aldrig mister appellen. Jeg ser filmen hvert år den 23.december; den er en fast del af mit 23.decembers-“terroir & tradition”-program og hvert år lægger man mærke til nye detaljer og fortolker vendinger og måden, sætninger og ord bliver sagt og fortalt på. Vinen i glasset er Quinta de Roriz Vintage Port 2004.
Vindiktatorens jul er begyndt. Og det sker som sædvanlig, hvert eneste år, og med same procedure as last year, år efter år, med at han ser Casablanca den 23.december. Warner-klassiker-krigsfilmen er efter min mening en påmindelse om at vi aldrig må lade autoritære/totalitære kræfter vinde og at det altid skal være en menneskevenlig opfattelse, der præger samfundet. Jeg synes også, filmen repræsenterer de værdier, som forhåbentlig præger fremtiden; håb, frihed, borgerrettigheder, vestlige værdier.
Først på aftenen stod den på gensmagning af Château Hanteillan 1995 Bordeaux med en glimrende lammemørbradsret. Og så gik vi over til årgangsportvinen, som nu foreløbig er blevet smagt over 3 dage og som jeg endnu ikke har dannet mig en fast mening om. En af grundene til dette er at førstedagsindtrykket var meget skuffende. Den forekom meget lille i sine dimensioner. Jeg smagte ikke på portvinen på andendagen. Men nu, her på tredjedagen, lader den lige pludselig til at være vågnet fuldstændig op! Og grunden kan muligvis være at tanninen har haft vinen i et kvælergreb de første to dage, som først er blevet sluppet nu! Så hvor jeg igår havde besluttet mig til at lade være med at anmelde vinen, kommer jeg til at ændre mening, hvis det igen i morgen viser sig at den holder- og holder niveauet.
Opdatering 24.december:
Gårsdagens gensmagning af Quinta de Roriz Vintage Port 2004 var så anderledes i forhold til søndagens smagning at jeg har besluttet mig til at lave en smagenote på den. Her kommer den:
Quinta de Roriz
Vintage Port 2004
Oporto ruby
Douro
Alkohol: 19,5%
På førstedagen: Mørk til kanten- ikke noget særsyn for en ca 20-årig vintage port. Aromaerne var meget diskrete, med mørke bær og en vis “støvet” karakter. Det første tegn på at vinen ikke ville i nærheden af klar.
På paletten kunne jeg konstatere at dimensionerne var meget små og simple. Let frugtig karakter. Men derunder et hav af “tomhed”. Der var ikke rigtig mere i denne vin. Det var ret skuffende. Jeg tænkte om det her var endnu et tilfælde, som jeg også tit har oplevet med rødvine af forskellig slags, hvor tanninen ikke føles, men alligevel dominerer vinen totalt? Et godt spørgsmål, som jeg ikke fik svar på. Jeg glemte vinen og stillede den i køleskabet. Og der stod den i to dage, før jeg besluttede mig til at gensmage igår, den 23.december.
Og det var en helt anderledes oplevelse! Her var der pludselig tydelige spor af røgede noter fra fadet, stadig en “støvet” komponent, men nu var det tydeligt at det måtte skyldes tannin, og de mørke frugter var kommet langt mere frem i næsen. Rig overflodsfrugt, vel at mærke. Der var fine sorte pebertoner og et pift af mørk chokolade, i en vin, der pludselig havde taget kraftigt på i vægt og derudover tillagt sig en nærmest “fed” og “crunchy” palette, som man nærmest kunne tygge i. Lang eftersmag med frugten klingende langsomt ud. Og nu kunne man pludselig fornemme potentialet. Denne Roriz 2004 kan henligge mange årtier endnu uden problemer og oplevelsen her blev fascinerende på grund af vinens pludselige opvågnen. Ingen tegn på oxidering forøvrigt efter 3 dage. Endnu et godt tegn. I det hele taget minder stilen i denne Roriz mig lidt om Graham’s, som også er præget af stor, flot, rig frugt og knap så meget kompleksitet som f.eks. Taylor’s.
Points: 91+
Omtalt i denne artikel:
Quinta de Roriz, Oporto, Douro- hjemmeside (ejendommen ser ud til at være blevet overtaget af Prats & Symington i 2009):