Foto: Cellier des Princes Ventoux 2022, Rhône, i glasset. Vindiktatorens Bunker, København, 27.december 2025. Billede taget af Vindiktatoren.
Der har været en del bøfaftener her på det seneste for mit vedkommende. Og en af dem involverede denne latterligt billige Rhône-rødvin fra Cellier des Princes, købt i Meny Illum for kr 69,-. Med sådanne tilbud er man jo engang imellem lidt nervøs for at købe “katten i sækken”, som udtrykket hedder (stakkels kat). Men hvordan gik det så egentlig med denne rødvin? Jeg smagte den over 3 dage med seneste glas idag..
Cellier des Princes
Ventoux Réserve rouge 2022
Rhône rød
Alkohol: 14,0%
Druesammensætning: Grenache – Syrah
—————-
Forholdsvis mørk i farven, men ikke uigennemsigtig.
Man mødes øjeblikkeligt af en stor, sort, højtonet peberkomponent i næsen, sammen med en fyrig, imponerende, laseragtig glycerinfriskhed og en dyb, krydret karakter, med vilde skovbær. På paletten gør denne friskhed igen i form af en penetrerende syre, suppleret af de kværnede sorte pebernoter samt et mørkt bærmix. Der er en passende alkohol på 14% og blandingen af Grenache og Syrah excellerer her med god dybde, tilstrækkelig struktur, en slags “læskende” frugt- og krydderiblanding og den flotte syrlighed. Der er ikke nogen følbar eller tydelig tannin her, så vinen forekommer drikkeklar, uden at jeg dog vil udelukke potentiale. Tværtimod så tænker jeg at den sagtens kan ligge nogle år, så den smider lidt af peberet og den umiddelbare, meget power-frugt agtige stil. Men det er en lækker Ventoux, det her, og jeg tror rent faktisk at nogle ville kunne tage fejl af denne vin og en Gigondas eller Châteauneuf du Pâpe! For det er virkelig en vin med imponerende power, stort grip og fin længde, Cellier des Princes har produceret her. Perfekt til den store beouf bearnaise-aften! Og med potentiale, da vinen lige nu faktisk er oppe at ride på en powerbølge. Den kan godt slappe lidt af og mon ikke det kommer til at ske over de kommende år.
Points: 90+
Omtalt i denne artikel:
Cellier des Princes, Rhône:







