Vindiktatorens Avis📰Le Tour du Vin🍷

Vestlig civilisation. Jødisk-kristen tradition✝️✡️.

Seneste indlæg

17.januar 2026- del 3: Skovlunde: Fremragende kvalitetsvine hos Laudrup Vin 🍷


Foto: Coudurier-Jung Bourgogne Hautes Côtes de Nuits 2021, Bourgogne, i glasset. Flaske nr 264 ud af ialt 1367. Laudrup Vin, Literbuen, Skovlunde, 17.januar 2026. Billede taget af Vindiktatoren.

Jeg har i en tidligere artikel givet udtryk for min grænseløse, til raseri grænsende, irritation over både det særdeles skrabede arrangement og de nærmest discount-agtige forhold ved Laudrup Vin’s smagning i Skovlunde igår, samt ikke mindst min kolossale irritation over mine medsmageres påståede egocentriske, nonchalante og hensynsløse opførsel. Læs selv artiklen fra igår. Det var et helt igennem irriterende arrangement, hvor man bestemt ikke skulle komme, hvis man ikke var i 100% god form og var indstillet på stående smagning og lang ventetid på smagsprøver. Jeg mistede da også tålmodigheden efter over en times smagning, hvor jeg ikke havde nået det smageprogram, jeg havde sat mig for at nå, som ikke engang var halvdelen af de 24 vine på smagning. Jeg nåede 9.

Til gengæld var vinene for langt størstedelens vedkommende absolut fremragende. Her kommer en lille beretning om de vine, jeg nåede at smage, med korte kommentarer til dem alle:

von Othegraven

Riesling Bockstein GG 2019

Mosel hvid

“Storslået” var det første ord, der faldt mig ind. Ekstremt koncentreret og præcis, særdeles udtryksfuld og sprød, med stor dybde. Manglede måske lidt på syren i afslutningen, men det her var voldsomt imponerende.

Points: 93


Attis Albariño

Lias Finas 2024

Galicien hvid

Jeg har tidligere smagt Attis- og det var en flot og imponerende oplevelse. Højtonet, sprød og frisk, men med ekstra lag af imponator-effekt, med det, jeg vil kalde en smule mandarin i baggrunden. Stor dybde og meget lang.

Points: 92


Talhas XXVI Branco do Tareco 2022

Alentejo hvid

En forholdsvis billig vin, men ikke desto mindre praktisk taget lige så imponerende som de to foregående formidable hvidvine. Flot, flot mineralitet og en forunderlig vinøsitet og dybde. Denne tørre portugisiske hvidvin var fabelagtig i sin dybde, grip og længde.

Points: 91


Alheit Vineyards

Fire By Night Chenin Blanc 2022

Swartland hvid

Sydafrika

En virkelig flot Chenin Blanc, denne sydafrikaner. Sprød og syrlig, men samtidig også med en frisk æblefølelse i smagen. Vinens underliggende dybde og følelse af en vis struktur får mig også til at tænke at den muligvis har ligget sur lie. Underalle omstændigheder er det her endnu en massiv hvidvinssucces fra Laudrup.

Points: 90


Coudurier-Jung

Bourgogne Hautes Côtes de Nuits 2021

Bourgogne hvid

Denne hvide Nuits fra Coudurier-Jung mindede mig om en langt højere klassificeret hvid Bourgogne. Der var den berømte “tændstik”-note, røgede fadtoner, sprød og dyb syre med formidabel mineralitet og en lang afslutning. Nærmest overdådigt, det her. Egentlig gav jeg umiddelbart vinen 92 points, men det her var så fremragende at jeg er nødt til at opgradere.

Points: 93


Jeg fik smagt 5 hvidvine- og de var alle fabelagtige. Tilgængeligheden til hvidvinsbaren var nem. Næsten ingen stod ved hvidvinsbaren. Det var en anden sag at komme til ved rødvinsbaren, hvor jeg kun, i løbet af over en time, fik smagt 4 vine. De følger her:

Louis Latour

Fleurie 2023

Beaujolais rød

Glimrende Fleurie, denne Latour. Forholdsvis fast i stilen, så den skal nok lige ligge i 2-3 år, er kit forslag.

Points: 89


Fabien Coche

Auxey-Duresses 2021

Bourgogne rød

En virkelig lækker, fadlagret, fløjlsblød, ganeforkælende, klassisk Bourgogne. Kolossalt charmerende!

Points: 92


Coudurier-Jung

Bourgogne Hautes Côtes de Nuits 2022

Bourgogne rød

I modsætning til samme producents hvidvin, så var den røde mere afmålt og tilbageholdende, med en del tannin i baggrunden. Mørkere i farven og med en tydeligt yngre profil. Men en lovende rød Nuits.

Points: 90+


Louis Latour

Hospice de Beaune

Rousseau & Deslandes

Beaune 1er Cru 2022

Bourgogne rød

En rød Bourgogne med temmelig store dimensioner. Der var en del fløjlscharme, men også en klart mere strukturel bund, med underliggende fadtoner og tannin. Mere syre, mere længde. Mere af det hele. Skal mindst have 5-7 års lagring. En flot vin, men man bør give den noget tid. Fint potentiale.

Points: 91-92+