Foto: Henning O’Strit-bøger for Irma Vinbibliotek. Vindiktatorens Bunker, København, 29.januar 2026. Billede taget af Vindiktatoren.
Jeg har tidligere gjort lidt reklame for Henning O’Strit’s bogserie for Irma Vinbibliotek; en udgivelsesrække, der spændte over mange år, med start i de tidlige 1970ere. På billedet ses mine seneste læste bøger i serien, eller hæfter, kan vi vel nærmest kalde dem, for gennemsnitslængden af disse bøger er på ca 70 sider. Alligevel formår O’Strit på disse forholdsvis få sider pr bog både at informere, underholde og fortælle.
Det er interessant læsning, selvom disse bøger nu er, skal vi kalde det “aldrende”. For udover at byde på en masse datidig, og i nogle tilfælde uddateret, info, så er der en del “bonusinfo”, som er ret spændende at vide. Eksempelvis må jeg indrømme at jeg ikke anede at Østrig var et olieproducerende land.
Bogen om Alsace er ekstra interessant, fordi O’Strit i denne bog har været ekstremt research-grundig, for nu at sige det mildt. Vi følger ham simpelthen i det alsaciske landskab, på en biltur gennem hele området, hvor han fortæller om snart sagt alle de små landsbyer og naturligvis alle vinproducerende byer. Det er en formidabel bog med et grundigt arbejde, der matcher mange tykkere bøger om emnet på grund af sit ekstreme researchniveau.
Likør & bitter-bogen fungerer mere som et opslagsværk, fordi O’Strit her gennemgår alle kendte (og ukendte) likører og bitter fra A til Z. Hvis man mangler info om en hvilkensomhelst bitter eller likør, så kan man slå op her og informere sig selv.
“Charmerende Champagne” er endnu en ret grundig bog, hvor O’Strit kaster sig ud i den store opgave med at forklare, hvordan champagne bliver produceret. Og det synes jeg at han lykkes fint med.
“Spanien- solens stråler, jordens kraft fanget i en flaske” om Spanien afslører om noget at Priorat i 1970erne slet ikke var et emne- og, måske endnu mere chokerende, at Ribera del Duero heller ikke var noget, man beskæftigede sig med!
“Den nyttige, den sjove & den sidste vinbog” er afslutningen af Irma Vinbibliotek, med mange spændende historier, f.eks. om brødrene Gallo og deres kolossale vinindustri i Californien, det daværende Sovjetunionens plan i 1966 om at blive verdens største vinproducent indenfor 10 år (hvilket ikke lykkedes), en stor vin-quiz og en oversigt over 988 skotske whiskeyer!
Der er masser af humor i bøgerne og en lang række anekdoter fra O´Strit’s mange vinrejser og vinøse oplevelser.
Det er sjov, informativ og historisk interessant læsning. Hvis nogle af de ærede læsere af denne avis finder en eller flere af O´Strit’s Irma-bøger derude, så kan jeg kun anbefale at slå til og købe!







