Vindiktatorens Avis📰Le Tour du Vin🍷

Vestlig civilisation. Jødisk-kristen tradition✝️✡️.

Seneste indlæg

31.januar 2026: København: Livesmagning 61: Château Anthonic 2018, Moulis, Bordeaux 🍷Smagenote afsluttet: 88+ points


Foto: Château Anthonic 2018, Moulis, Bordeaux, i glasset. Vindiktatorens Bunker, København, 30.januar 2026. Flasken blev åbnet igår og jeg smager vinen nu. Billede taget af Vindiktatoren.

Velkommen til Livesmagning 61, direkte fra Vindiktatorens Bunker i København, hvorfra jeg dømmer levende og døde.

Emnet for dagens smagning er Bordeaux! Nærmere bestemt Moulis-slottet Château Anthonic, som er en meget seriøs producent, der, lidt usædvanligt for venstre bred, har en stor andel Merlot i forhold til de sædvanlige favoritdruer på venstrebredden, Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc og Petit Verdot.

Men nu til smagningen. Jeg tog en enkelt glas af vinen igår efter åbning og stillede den så under prop igen, til den såkaldte “langsom oxiderings”-metode. Derfor venter jeg nu at vinen vil imponere mere end igår, hvor mit første indtryk dog var aldeles glimrende, med god tannin, tydelig Merlot-følelse, men samtidig også en fast karakter, og flot, for ikke at sige imponerende flot, mørk frugt. Nu genoptager vi smagningen:

Château Anthonic 2018

Moulis Cru Bourgeois

Bordeaux rød

Alkohol: 12,5%

Druesammensætning: (ifølge slottets hjemmeside): 43% Cabernet Sauvignon – 37% Merlot – 10% Cabernet Franc. Tilsyneladende ingen Petit Verdot i blandingen i dette år. Den store andel Cabernet Sauvignon i 2018 er en undtagelse. Normalt er der forholdsmæssigt langt større andel Merlot.

Kl 15.00: Mørk til kanten, uden at vinen dog er uigennemsigtig, men farven er helt klart meget ung. Duften er en smule tilbageholdende, men særdeles elegant, med en følelse af middelfyldig, præcis konstruktion og afmålte andele af druesorter i en udregnet balance. Der er mørke frugter, og jeg synes først og fremmest man fornemmer Merlot-stil, med brombær/blommer, og derefter en underliggende Cabernet-komponent, med grønne urter fra Cabernet Franc og solbær og en lidt mere stringent frugtighed fra Cabernet Sauvignon. En ligeledes elegant og ikke for tydelig, fadristning, fornemmes her, til yderligere balancering.

Farven på vinen antyder at vi skal igennem nogle års udvikling, før modenheden indtræder. meget karakteristisk for en typisk kvalitets-Bordeaux. Det usædvanlige er selvfølgelig at vi her har en større andel Merlot end vi plejer på venstre bred. Det vil formentlig fremme modningen, så den indtræder tidligere end hos visse andre venstrebredsvine.

Kl 15.09: Jeg tager nu min anden slurk af vinen. Her fornemmer jeg ristet fad og lidt blyantspids; derefter blomme og solbær i forening, hvor solbær-komponenten får overhånden. Stadig i en meget elegant og middelfyldig, balanceret udgave, med middelhøj syre, som passer perfekt ind i vinens komponentsammensætning og med den lave alkohol; 12,5% er noget af det laveste, jeg har set en Bordeaux 2018-vin komme ud med! Imponerende.

Nu kommer der røgede toner frem i en vin med et dybt udtryk. Konstruktion og struktur er ikke stor her; det er en afdæmpet Moulis, lidt i modsætning til visse af kommunens andre kendte slotte. Faktisk kan man godt sidde og tænke lidt i retning af højre bred, når man smager vinen, men man kommer væk fra det igen på grund af vinens tydelig, fingrynede tannin, der kommer frem plus denne blyantspids, suppleret med en smule cigarkasse, der også dukker op nu.

Kl 15.24:

Jeg synes, tanninen tiltager en smule nu. Det er også den, der gør at vinen ikke storcharmerer i øjeblikket. Det er et godt tegn, som jeg ser det, for det viser at vi har tydeligt potentiale i vinen.

Kl 15.28:

Man fornemmer lidt mørk chokolade nu; den tobak-komponent, som jeg fornemmede før, er også fint repræsenteret. Lidt bitterlakrids på tungen fornemmes også.

Jeg vil nu lade vinen stå lidt tid og vende tilbage med en sidste vurdering og dom.

Kl 16.24:

Anthonic 2018 er nu trukket lidt mere sammen om sig selv; med andre ord, har lukket sig lidt ned over den sidste time. Det var en udvikling, jeg fornemmede, da jeg sad og skrev den seneste iagttagelse kl 15.28. Men jeg følte mig ikke sikker på den, for det var kun en baggrundsfølelse. Jeg lod derfor vinen stå næsten en time for at få bekræftet det her. Men nu synes jeg, udviklingen er klar- vinen lukker faktisk langsomt ned.

Kl 16.30:

Med min konstatering af vinens potentiale synes jeg at kunne konkludere at det her er en fast, potentialefyldt årgang af Château Anthonic. Man skal formentlig vente 7-8 år, før modenhedsplateauet rammes.

Points: 88+

Omtalt i denne artikel:

Château Anthonic, Moulis, Bordeaux- hjemmeside med omtale af 2018-årgangen:

comment-vintage-2018.pdf