Vindiktatorens Avis📰Le Tour du Vin🍷

Vestlig civilisation. Jødisk-kristen tradition✝️✡️.

Seneste indlæg

15.februar 2026: København: “Holger”-hittet Château du Moulin Rouge 2019 Haut-Médoc 🍷Endnu bedre end i februar 2025!


Foto: Château du Moulin Rouge 2019 Haut-Médoc, Bordeaux, i glasset. Vindiktatorens Bunker, København, 15.februar 2026. Billede taget af Vindiktatoren.

Château du Moulin Rouge er en fremragende kvalitetsproducent i Haut-Médoc, Bordeaux. Og slottet har været et hit blandt kunderne hos Holger Frederiksens Eftf på Ordrupvej i årtier. Det er en fadlagret, klassisk Haut-Médoc, dog med den forskel at der generelt set er mere Merlot i blandingen (sædvanligvis 50%) end den gængse Haut-Médoc, hvor Cabernet Sauvignon plejer at være mere fremtrædende. Moulin Rouge’s cépage, altså druesammensætning, plejer at være 50% Merlot, 40% Cabernet Sauvignon og 10% Cabernet Franc.

Min seneste smagning af en Moulin Rouge var i februar 2025, hvor jeg var temmelig begejstret for slottets årgang 2019. Se anmeldelsen herunder:

Nu er der så gået et år siden sidst. Hvordan har Moulin Rouge 2019 udviklet sig siden sidste år?

Château du Moulin Rouge 2019

Haut-Médoc Cru Bourgeois Supérieur

Bordeaux rød

Alkohol: 13,5%

Druesammensætning: 50% Merlot – 40% Cabernet Sauvignon – 10% Cabernet Franc

Særdeles mørkerød i farven.

Stor næse med nærmest eksplosive aromaer af både Merlot- og Cabernet-prægede arter, med blomme/brombær og også et godt skud mørke solbær. Der er en flot egefadstone, i fin balanceret synkronisering med frugten.

På paletten er der en nærmest nøddeagtig, crunchy tekstur, og en meget rig, ekspressiv og dyb frugtstil. Der er en tydelig, men balanceret syre og der er stadig en god del tannin, der ikke er blødt op. Men det haster heller ikke, for allerede nu storcharmerer vinen med sin rigdom og komplekse duft og smag, der kommer bølgende ind på paletten.

Sidst, i februar 2025, var der en koncentreret, nærmest “asfalt”-agtig fornemmelse over frugten; den er der også nu. Og alle de andre kvaliteter, jeg beskrev i 2025-anmeldelsen findes også; umamifornemmelsen, de varierede krydderier og denne følelse af perfekt balancerede komponenter i en vin med en lang afslutning. Vinen har taget på i vægt, den er mere ekspressiv end sidst og der er stadig fint potentiale.

Jeg synes simpelthen at Moulin Rouge 2019 er fabelagtig god og smager som en Grand Cru Classé fra Saint Julien! Intet mindre!

Points: 92+

Omtalt i denne artikel:

Château du Moulin Rouge, Haut-Médoc, Bordeaux- hjemmeside:

Château du Moulin Rouge – wine production – ageing – technical sheets

Holger Frederiksens Eftf, Ordrupvej 100:

Forside – Holger-Frederiksen