Vindiktatorens Avis📰Le Tour du Vin🍷

Vestlig civilisation. Jødisk-kristen tradition✝️✡️.

Seneste indlæg

23.februar 2026: København: Zombory Pince Cuvée Julia 2020, Tokaji; halvtør Tokaji-hvidvin som perfekt ledsager til sushiaften


Foto: Zombory Pince Cuvée Julia 2020, Tokaji, i glasset, og i godt selskab med mine israelske artefakter og en flaske Château Mouton-Rothschild 1973 ude i siden, flankeret af Ridderfalken. Vindiktatorens Bunker, København, 23.februar 2026. Billede taget af Vindiktatoren.

Denne artikel er skrevet 24.februar 2026. Smagningen af vinen fandt sted 23.februar 2026.

Den stod på sushi igår. Og jeg skulle igen ud i den vanskelige opgave at finde en egnet hvidvin frem til denne ret. Men det var faktisk ikke så svært; den halvtørre Tokaji fra Zombory Pince vurderede jeg umiddelbart ville være en fremragende ledsager, med sin forventede kombination af syre og sødme. Min forventning var altså med andre ord en halvtør hvidvin, men med god syre og lækker frugt. Fik jeg så det?

Zombory Pince

Cuvée Julia 2020

Tokaji hvid

Ungarn

Alkohol: 12,0%

Druesammensætning: 60% Harslevelü – 40% Furmint

Tilføjelse: Restsukkerindhold pr liter: 7,5 g

Meget lysgylden, nærmest strålende.

Lyse toner i duften, med flot syrlighed, lidt citrus, suppleret af honning, stenfrugter.

På paletten meget frisk i stilen; samtidig meget rank; sprøde, friske frugttoner; æble, suppleret af stenfrugter og hvide blomsternoter, en vis mineralitet og igen en flot citruskomponent, der fik selskab af et twist honning og lidt lys nøddecreme. Man mærker godt den lette sødme i smagen og det passer perfekt til sushiserveringen; begge dele supplerer hinanden flot.

Det her er ikke en bralrende Tokaji med store armbevægelser og blærerøvsmentalitet; den er snarere lidt understated, men leverer en helt præcist afmålt balance, der i forbindelse med sushiretten forekommer nærmest perfekt.

Jeg fornemmer ingen fadlagring; det viser sig at være korrekt. Cuvée Julia er lagret på ståltanke.

Blandingen af Harslevelü og Furmint giver en autentisk Tokaji-oplevelse, i en væsentlig mindre sød udgave, men alligevel tilstrækkelig sød til ikke at kunne fungere til den mad, der typisk serveres med tør hvidvin. Man skal have fat i eksempelvis stegt og sød-marineret svinekød her, eller gøre som jeg og servere sushi til; også en fremragende kombination. Men vinen er også glimrende for sig selv. Der er også lidt Pinot Gris-nøddecrunch over den, samtidig med den fascinerende kombination af sød/syrlige indtryk, der bølger rundt, frem og tilbage på paletten i en middellang afslutning.

Points: 88+

Omtalt i denne artikel:

Zombory Pince, Tokaji- producentens hjemmeside med omtale af denne vin:

Juliet – Tokaji Cuvée 2020 – Zombory Winery

Zombory Pince, Tokaji- den danske forhandler, winen.eu’s omtale af vinen:

Júlia Cuvée (Hárslevelű-Furmint) 2020 – Winen – Ungarsk Vin