Vindiktatorens Avis📰Le Tour du Vin🍷

Vestlig civilisation. Jødisk-kristen tradition✝️✡️.

Seneste indlæg

28.februar-1.marts 2026: København: Dufouleur Père & Fils Fleurie “Prieur de Saint-Laurent” 2023 🍷Smagning over to dage


Foto: Dufouleur Père & Fils Fleurie 2023 “Prieur de Saint-Laurent”, Beaujolais, i glasset. Vindiktatorens Bunker, København, 28.februar 2026. Billede taget af Vindiktatoren.

Dufouleur er et godt, gammelt Erik Sørensen-navn. ES havde domænet i sortimentet i mange, mange år, og især deres Fixin Clos du Chapitre var et stort hit.

Igår stod den på suppe her i Bunkeren. Og hvad drikker man til suppe? Det skal jo helst ikke være stort og kraftigt, eller bare noget, der ligner. Hvidvin er en god ide. Hvis det skulle være rødvin, skulle det være mildt. Men jeg havde lyst til rødvin, så der var ikke så meget at vælge imellem..😆Det måtte blive Beaujolais!

Dufouleur Père & Fils

Fleurie 2023

“Prieur de Saint-Laurent”

Beaujolais rød

Alkohol: 13,0%

Temmelig mørk i farven; Frisk, frugtig, syrlig duft. Røde bær, her suppleret af det, som jeg ikke kan undgå at identificere som en let ristet, fadagtigtone. Jeg er lidt overrasket, for jeg går umiddelbart ud fra at vinen ikke er fadlagret.

På paletten er vinen frisksyrlig med lyse, røde frugter, let og ligetil og ikke specielt kompleks. Som den fremstår nu, er den også lidt kort for hovedet i afslutningen, mens syren er lidt for frisk.

Det virker også som om der er lidt meget fingrynede tannin under overfladen og jeg tænker at jeg måske burde have ventet lidt med åbne denne flaske. Dufouleurs vine, også de billige (denne Fleurie koster ca 130 kroner i handelen) har det med at kunne ligge i mange, mange år. Jeg husker stadig deres Fixin Clos du Chapitre 1999, som i 2018 stadig forekom alt for ung til at drikke på det tidspunkt.

Det samme kan faktisk være tilfældet her. Under alle omstændigheder så gensmager jeg vinen idag og opdaterer derefter smagenoten.

Søndag 1.marts:

Idag synes jeg, frugten er mere fremtrædende. Balancen er virkelig god, tanninerne skjuler sig- men de er der. Samlet set er denne Fleurie efter min mening en aldeles glimrende vin med potentiale.

Points: 88+