Foto: Château Grand Chapeau Olivier 2014, Haut-Médoc, Bordeaux, i glasset og i godt selskab. Vindiktatorens Bunker, København, 29.marts 2026. Billede taget af Vindiktatoren.
Jeg var tilbage på min gamle hjemmebane i Ordrup Palmesøndag for at høre dagens gæsteprædikant, den “pensionerede” Hanne Sanders Palmesøndags-prædiken, i en godt besat Ordrup Kirke. Herligt at kunne få chancen for at se og høre de lidt ældre præsters prædikener efter de officielt er begyndt på deres otium.
Bagefter gik jeg op på Ordrupvej for at kigge lidt på Meny GOVA Huset, og der fandt jeg- som sædvanlig- nogle ikke særlig dyre Bordeaux-vine, samt forøvrigt et uhyrligt billigt Meursault-tilbud. Men da jeg fik øje på en Cru Bourgeois-klassificeret Haut-Médoc fra 2014 (!), Château Grand Clapeau Olivier, slog jeg til. Der var to flasker for den latterlige pris af kr 150,-! Dvs langt under en hund for en 12 år gammel Cru Bourgeois!
Det her lader til at være et særdeles klassisk og konservativt Bordeaux-slot. (Og det er positivt)! Øverste overskrift på etiketten er det klassiske “Grand Vin de Bordeaux”, og vinen har en ligeledes klassisk druesammensætning for dets Grand Vin; markerne er fordelt på ca 55% Cabernet Sauvignon, ca 42% Merlot og ca 3% Petit Verdot, som også, med små afvigelser, angives som sammensætningen i de årgange, slottet har til salg på dets hjemmeside. Jeg har ikke kunnet finde en nøjagtig sammensætningsstatistik for 2014-årgangen, men man skal nok regne med at det forholder sig gennemsnitligt, altså med en 55-42-3 fordeling imellem Cabernet Sauvignon, Merlot og Petit Verdot.
Smagningen startede igår søndag den 29.marts og her er mine indtryk fra dagen:
Château Grand Clapeau Olivier 2014
Haut-Médoc Cru Bourgeois
Bordeaux rød
Alkohol: 13,0%
Druesammensætning: Se ovenfor.
Stadig ret mørk i farven, dog med lysning i kanten, som man også måtte forvente efter 12 år.
Duften er klassisk venstrebred; blyantstift, solbær, brombær, lidt blomme. God dybde i duften, der kommer i kaskader, suppleret af passende fadtoner og en tannin, der helt klart virker blødt op i en grad, så man tænker “Optimalt drikkeplateau nået”. Der er en fin, frisk syre, som bestemt ikke dominerer, og der er en ret lav alkohol på 13,0%, der bestemt heller ikke dominerer.
Det gør velsmagen til gengæld. Og jeg smager vinen over ca en time søndag aften, hvor den tager på i vægt rent smagsmæssigt under hele forløbet. Og det hele slutter virkelig stærkt af, med frugten intakt, fadtonerne i balance og nu med en fascinerende tobaks/askebægerkomponent, der kommer til, især i den ret lange afslutning. Det er ret flot. Jeg ser frem til at afslutte smagningen mandag 30.marts med konklusion og pointsangivelse.
Opdatering 30.marts:
Idag er vinen om muligt endnu bedre; frugtcharmen er stor, dybden er flot. Men der er rent faktisk en del tannin under overfladen. Den deltager fint i totalbilledet af en flot komponeret Grand Vin Bordeaux. Det her er en klassisk Haut-Médoc, som imponerer lige nu. Stor længde, dybe indtryk; klassisk profil. Jeg smagte den imod WIlliam Wright Old Vines Zinfandel 2020 fra Lodi, Californien. Og der var bare ingen sammenligning.
Points: 90
Omtalt i denne artikel:
Château Grand Clapeau Olivier, Haut-Médoc, Bordeaux- hjemmeside:







