Foto: Ordrup Kirke Påskesøndag 5.april 2026. Billede taget af Vindiktatoren.
Velkommen til tredje del af Vindiktatorens Påskehøjmesserapport-kavalkade! Vi er nået til den formentlig gladeste dag i kirkeåret, måske lige med undtagelse af Julehøjmessen; nemlig Påskesøndag, med Mariaernes besøg ved gravstedet og genopstandelsberetningen. Skal vi lige rekapitulere bibelteksten for en god ordens skyld? Jeg linker her til dagens tekst fra Bibelselskabet:
Påskedag fra anden række | Bibelselskabet
Men før jeg går igang med rapporten vil jeg lige bede læserne om, i sympati med mig, at tage et minuts stilhed, eller et minuts fejring, af Johnny Reimars liv og gerning. Reimar er desværre død i en alder af 82 år, men hans glade sind og festlige musik præger heldigvis nationen, og personligt mindes jeg naturligvis hans store hits med smølfesangene fra sen-1970eren og start-1980erne, da jeg var en lilledreng. Æret være hans minde🙏
I Ordrup Kirke var det også barndomsminder, der prægede den første del af stjernepræst Jens Bærentzens prædiken. Helt nøjagtigt et minde om da man legede “Kongeskjul” i barndommen og de tanker, han havde omkring det. I dagens prædiken var det Bærentzens indledning til dagens utrolige budskab om Jesu genopstandelse, og som sædvanlig blev man vidne til en veloplagt, tankefuld og tanke-igangsættende prædiken fra Bærentzen.
Jeg skal forøvrigt lige pointere følgende: Mine artikler her, skal jeg lige gøre opmærksom på, er ikke anmeldelser af præsternes prædikener; det er bare beretninger. Men min personlige mening kommer selvfølgelig indover. Så når jeg kalder Jens Bærentzens, og andre præsters, prædikener, eller status, for “stjerne”-det ene eller andet, så er det det fordi, jeg mener at der er noget særligt over enten præsterne og/eller deres prædikener; de repræsenterer noget specielt- og efter min mening specielt dybt, år det gælder prædikener eller personlighed. Som man måske også har lagt mærke til, er jeg langt fra altid enig med den pågældende præst i indholdet eller fortolkningen af et emne, især når det gælder teologi og/eller især, hvis vedkommende kommer ind på nutidige, politiske emner. Det forhindrer mig dog ikke i eksempelvis, ugen efter at have kritiseret en præst voldsomt for en udtalelse eller en bøn/prædiken, kan rose vedkommende til skyerne for en anden prædiken- eller omvendt. Så det korte af det lange er at man ikke skal undre sig over artikler fra min side, der forekommer at være af fuldstændig modsat opfattelse af, hvad jeg eksempelvis har skrevet ugen før. Det er ikke, fordi jeg har ændret mening. Det er fordi, jeg synes at virkeligheden ikke er sort/hvid; der er masser af plads til forskellige meninger, uden at jeg af den grund afskriver nogle. (Der er dog undtagelser!)
Salmerne idag i Ordrup Kirke var en perlerække af fabelagtige træffere! Her er listen
Salme 224: “Stat Op Min Sjæl i Morgengry” WA Wexels – melodi Thomas Laub
Salme 218: “Krist Stod Op Af Døde” Tysk salme fra det 12.århundrede; melodi af Joseph Klug 1533
Salme 223: “Herren Af Søvne Opvågned, Opsprang” Gammel græsk salme- melodi af Thomas Laub 1920
Salme 236: “Påskeblomst Hvad Vil Du Her?” NFS Grundtvig 1835 – melodi af Carl Nielsen 1910
Salme 230: “Påskemorgen Slukker Sorgen” NFS Grundtvig 1843 – melodi Thomas Laub 1917
Salme 234: “Som Forårssolen Morgenrød” NFS Grundtvig 1846 – melodi Emil Hartmann 1860
“Stat Op Min Sjæl” er en fabelagtig og håbefuld salme; en af mine personlige favoritter. Men flere af de andre er tæt bagved. Og oppe på orglet leverede Dan Kær Nielsen, Ordrup Kirkes fabelagtige og innovative organist, nogle spændende og dramatiske fortolkninger af flere af salmerne, som koret leverede med en enorm iver. På den plads, jeg havde indtaget i kirken, var jeg så forøvrigt tæt på en tidligere korsanger, der med flot stemme supplerede orgel og kor fortrinligt godt.
Kirken var ekstremt velbesøgt og altergangen var særdeles populær; der var mange “runder”. I Ordrup Kirke kender man ikke til krise i menigheden- der er altid velbesøgt.
Og med denne beretning vil jeg sige farvel med de velkendte ord:
Herren velsigne dig og bevare dig
Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig
Herren løfte sit åsyn mod dig og give dig fred







