Foto: Caelum Gran Reserva Pinot Noir 2022, Mendoza, Argentina, i glasset. KOBAJhagen Vinfestival, Marketenderiet, Valby, 11.april 2026. Billede taget af Vindiktatoren.
Denne artikel er skrevet 12.-13.april 2026. Selve smagningen fandt sted 11.april 2026.
Velkommen til del 3 af min rapport fra denne weekends KOBAJhagen Vinfestival 2026. I de to foregående dele beskæftigede jeg mig med selve arrangementets form i del 1 og en række smagte vine med vurderinger i del 2.
I denne del vil jeg beskrive og vurdere resten af de vine, jeg smagte og komme med nogle afsluttende kommentarer til hele begivenheden.
I dette afsnit beskæftigede jeg mig en hel del med nogle argentinske vine. Og de var godt nok meget specielle. Jeg var faktisk ret chokeret over nogle af de oplysninger, som den flinke unge mand i standen ved Amalaya og Colomé kom med. Årsagen kan man læse sig frem til herunder. Og med det vil jeg fortsætte med smagerapporten:
Bodega Amalaya
Blanco de Corte 2025
Torrontés-Riesling
Salta hvid
Argentina
En vin, der er produceret i intet mindre end 1.800 meters højde!! Jeg var nærmest i granatchok over denne oplysning. Jeg husker stadig den vinserie, vi forhandlede i Irma under navnet Don David, der også kom fra Saltas højland. Men det her- produceret i 1,8 kilometers højde! Det lød så vildt at jeg straks blev ekstremt nysgerrig.
Jeg synes altid at Torrontes-druen opfører sig på en bestemt måde; der er lidt marcipan og honning i baggrunden, selvom vinen er tør. Og det synes jeg også var tilfældet her. Dette blev suppleret af en mere frisk, højtonet syre fra Rieslingen- meget forfriskende. Glimrende vin, der i anledning af smagningen kostede under kr 100,-. God kvalitet.
Points: 88
Og så var det at Argentina-smagningen stak af for mig. For fra den næste serie argentinere, dem fra Bodega Colomé, bliver nogle af vinene minsandten produceret i 3.111 meters højde!!
Jeg sagde direkte: “That has got to be a world record!”
Og det kunne repræsentanten bekræfte; han hævdede at disse vine, også fra Salta, stod i Guinness Rekordbog som verdensrekord for hvor højt oppe fra vine blev produceret! Jeg har ikke kontrolleret hans påstand, men jeg tror gerne på den.
Her er mine indtryk af Bodega Colomé-vinene:
Bodega Colomé
Altura Maxima (direkte oversat: “maksimal højde”)
Sauvignon Blanc 2024
Salta hvid
Argentina
Stor, dyb vin. Særdeles strukturel, kompleks og lang, men samtidig også med den velkendte friskhed fra Sauvignon Blanc-druen. Men hvis jeg skulle sammenligne det her med noget, så ville det nok være en Bordeaux Sauvignon Blanc pga strukturen, og en følelse af at denne vin kan man også lade ligge til lagring i de næste 10, 20 eller ligefrem 30 år, ligesom en hvid Bordeaux! Der er formidabel balance og klasse her. En sensationel oplevelse!
Points: 92+
Colomé havde også rødvin; en Pinot Noir og en Malbec. Jeg smagte dem begge to:
Bodega Colomé
Altura Maxima (fra samme højde som deres Sauvignon Blanc!)
Pinot Noir 2024
Salta rød
Argentina
En ung Pinot Noir- og sådan opførte den sig også.
En smule tilbageholdende i duften, hvor man fornemmer tannin og en lyserød frugt, der er lidt lukket, efterfulgt af en følelse af næsten grenagtig bitterhed. Ikke umoden, men tannisk bitterhed.
På paletten god underliggende frugt under en strukturel overflade. Smagen er lang og tannisk; tanninen skurer lidt på tungen i øjeblikket. Der er god balance og der er fin forfriskende syre. Efter lidt tid kommer der minsandten også tobakstoner frem!
Denne vin skal ligge nogle år, som jeg ser det. Det er imponerende at man overhovedet kan lave vin i 3.111 meters højde- og det er endnu mere imponerende at man kan opnå en så høj kvalitet som det er tilfældet her. Potentialet er seriøst højt. Derfor tilføjer jeg to potentiale-plusser ud for scoren.
Points: 91++
Jeg så allerede frem til domænets Malbec. Og det gjorde jeg ret i..
Bodega Colomé
Estate Malbec 2023
Salta rød
Argentina
Denne Malbec produceres i lidt lavere højde end Altura Maxima-vinene, men det er stadig ekstreme højlandsvine, vi har med at gøre.
Flot solbæreksplosion; fadindtryk, krydderibox, tobak. Meget klassisk, stor og lang smag og med stor appel! Imponerende og med potentiale.
Points: 92+
Efter disse forrygende Salta-vine var næste standbesøg rent geografisk ikke langt fra; det var nemlig også argentinsk, men denne gang relokerer vi til Mendoza. Og jeg kan lige så godt afsløre at jeg igen blev voldsomt imponeret!
Bodega Caelum
Pinot Noir
Gran Reserva 2022
Mendoza rød
Argentina
Nærmest en eksplosion i forførende fløjlsblød charme i duften; kærtegnende, blød, utrolig velduftende Pinot Noir her. Røg, fad, hindbær. Kolossal dybde. Bølger af fløjl skyller ind over smageren. Man ender med at sidde med næsen nede i glasset og tænke på nogle af de mest charmerende Bourgogner, man har smagt!
Til sidst i smagningen kommer lidt tannin frem. Udviklingen er fabelagtig, men lige nu er det her altså ekstremt lækkert; eller som jeg sagde til repræsentanten for Caelum, “extremely delicious”!
Points: 93+
Det her er nok at betragte som dagens vin for mit vedkommende. En vanvittig charmerende Pinot Noir.
Men hvad så med Caelum’s Malbec, også i en Gran Reserva-udgave, fra 2016?
Bodega Caelum
Malbec
Gran Reserva 2016
Mendoza rød
Argentina
Ret mørk. Lidt tilbageholdende i duften, som bød på mørke frugttoner, røg og fad. På paletten fortsætter vinen med mørk frugt, god syre, en del tannin, god balance, i en fyldig Malbec.
Denne smagsprøve forekom, skal jeg lige tilføje, en smule oxideret, men jeg fornemmede at vinen under alle omstændigheder ikke var oppe at ringe endnu, på trods af sin nu 10 års alder. Jeg kunne ikke rigtig komme i samme begejstringsstemning som over Caelums Pinot Noir Gran Reserva, men mindre kunne også gøre det, i forhold til at vurdere vinen ret højt. Det bliver spændende at se, hvad den kan udvikle sig til over de kommende år, for jeg forestiller mig at der stadig er potentiale her.
Points: 88+
Efter dette besøg hos to forrygende argentinske stande, sluttede jeg af i USA, nemlig hos Freeman Vineyard. Og de havde nogle dyre vine fra fine adresser i Californien på smagning!
Freeman Vineyard
Ryo-Fu Chardonnay 2023
Californien hvid
USA
En usædvanlig californisk Chardonnay, der ikke just levede op til klichéerne. Her fik man en afdæmpet og elegant duft med ananas, grønne æbler og mineralitet i duften.
På paletten er denne Ryo-Fu 2023 temmelig stringent. Tør. Mere europæisk i stilen end californisk. Jeg er faktisk ikke sikker på at jeg ville kunne identificere dette som californisk vin hvis jeg smagte den blindt. Det forekommer også som en Chardonnay, der ville fungere som madvin til klassisk østers naturel eller fiskesuppe, ligesom hvis man sad med en hvid Bourgogne. En meget usædvanlig californier. Jeg må så også bare sige at stilen tiltaler mig og jeg synes, det er en fremragende hvidvin. Men giv den lige nogle år i kælderen først.
Points: 91+
Naturligvis skulle jeg også smage Freeman’s Pinot Noir fra en af de berømte adresser i Californien..
Freeman Vineyard
Russian River Valley
Pinot Noir 2023
Californien rød
USA
Stor, flot og nærmest offensiv, angrebsagtig i duften, med en flot intensitet; ikke kærtegnende som den argentinske højlands-Pinot; her var det mere direkte.
Men det direkte aftog, jo længere man sad med glasset, og i stedet fik man nu adgang til vinens virkelige udtryk; liflige røde toner, meget lang smag, stor dybde- og en let sødme, der afslørede en mere klassisk californier-profil.
Det var også en ret fyldig stil, denne Pinot bød på. Der var struktur og appel, tilstrækkelig syre og man fornemmede potentiale. En flot afslutning på KOBAJhagen 2026, for jeg besluttede mig til at afslutte min smagning her.
Points: 92+
Som afsluttende bemærkning må jeg sige at på trods af manglen på både Bordeaux og Bourgogne (og Rhône!) på denne smagning, som jeg også skrev om i del 1 af denne beretning, så var der andre vine fra andre lande, der imponerede. Lige her i dag, denne lørdag 11.april 2026, var jeg temmelig imponeret over især argentinerne, må jeg indrømme, men som man kan se på mine pointsvurderinger, så var niveauet temmelig højt rent kvalitetsmæssigt!
Alt i alt synes jeg at hele arrangementet som sådan var godt arrangeret og struktureret. Især vil jeg fremhæve de mange muligheder for at kunne gå til siden og dvæle ved vinene, ved de tilhørende borde. Det har også den særdeles positive effekt at det letter presset på smagestandene, når folk kan gå væk og smage vinene andetsteds i lokalet. Godt tænkt af arrangørerne.
Jeg tænker at man nok udvikler konceptet yderligere til næste år, så det bliver muligt at få endnu mere plads ved smagestandene, samtidig med at folk kan hvile benene og koncentrere sig endnu mere om de vine, de smager. Personligt synes jeg at det var ekstremt herligt at få så meget plads og tid til mine smagenoter, som jeg fik, selvom det selvfølgelig ikke kan blive til ekstensive, lange og detaljerede noter, når man har 3 timer til et meget stort antal vine.
Der var eksempelvis også en del italienske vine på smagning, på de mange italienske stande, men jeg fik faktisk ikke smagt en eneste af dem. Måske næste gang.
Jeg tænker at man måske også satser på at lægge arrangementet et mere centralt sted næste år. Når man kalder det KOBAJhagen lægger man jo nærmest op til at en vinfestival med det navn skal foregå i City, så mit gæt er at KOBAJhagen 2027 foregår meget centralt i København.







