Vindiktatorens Avis📰Le Tour du Vin🍷

Vestlig civilisation. Jødisk-kristen tradition✝️✡️.

Seneste indlæg

2.maj 2026: København: Vindiktatoren anbefaler Vin For Begynderes “René besøger Domaine de La Romanée-Conti” 🍷


Foto: Affotografering af “Vin For Begyndere og Øvede”s afsnit nr 1 om René Langdahl Jørgensens besøg på Domaine de La Romanée-Conti i Vosne-Romanée, Bourgogne. Billede taget af Vindiktatoren.

Dagens lytning til madlavningen her i Vindiktatorens Bunker gik, naturligvis, med at høre den fremragende Jonathan S Tobin i hans “Think Twice”-podcast, som denne gang handler om kommunismens genkomst. Men den stod, naturligvis, også på vin-podcast.

Jeg havde egentlig planlagt at lytte til “Wine For Normal People” med Elizabeth Schneider, men jeg var specielt ude efter at se, om Schneider havde fortsat sin serie om legender indenfor vinens verden; første afsnit i denne serie handlede om den legendariske franske ønolog Emile Peynaud og jeg tænkte at nu måtte Schneider vel være på banen med afsnit 2.

Det var hun så ikke. Så jeg vendte tilbage til “Vin For Begyndere og Øvede”; Danmarks største- og egentlig også eneste- større vinpodcast, med René Langdahl Jørgensen og Jonas Landin. Og de to, eller rettere sagt, kun Langdahl, var nu kommet til et afsnit, som man vil huske i længere tid. For Langdahl havde simpelthen fået tilbudt en plads til den eneste allokerede danske delegation, der kunne besøge DRC nede i Vosne-Romanée i år, nemlig den fra Sigurd Müller Vinhandel. Og jeg nævner kun Langdahl her, for invitationen omfattede tilsyneladende ikke Jonas Landin- hvilket Landin ikke kunne lade være med at ærgre sig lidt over i indledningen.

Langdahl har opdelt rapporten om besøget i 3 dele og den del, der er udkommet idag er del 1, så der kommer altså to mere.

Det fremragende ved dagens afsnit er den måde, Langdahl reflekterer over besøget på; der er især en lang, velformuleret og meget tankefuld lille monolog, optaget i Schiphol Lufthavn i Amsterdam, før afrejsen til Paris Charles de Gaulle Lufthavn, hvor man som lytter får et indblik i de tanker, han gør sig inden denne “pilgrimsfærd”, som besøget på DRC bliver kaldt.

Vinene fra Domaine de La Romanée-Conti er, som det formentlig er langt de fleste læsere af denne avis bekendt, verdens dyreste rødvine, naturligvis med monopolmarkerne La Tâche og Romanée-Conti som de største juveler. Og Langdahl smager flere af dem, inklusive begge de førnævnte legender, på denne tur. Lyt til podcasten via følgende link:

‎Vin for begyndere – Podcast – Apple Podcasts