Foto: Chavy-Chouet Bourgogne Les Saussots blanc 2022 i glasset. Erik Sørensen Vin, Fredensborg Kongevej 57, 30.maj 2026. Billede taget af Vindiktatoren. En vin, der simpelthen stor-imponerede!
Denne artikel er skrevet 2.juni 2026. Selve begivenheden og smagningen fandt sted 30.maj 2026.
Velkommen til del 2 af miniserien om Vindiktatorens feelgood-lørdag 30.maj 2026. I slutningen af første afsnit var jeg netop taget afsted fra Kokkedal Station med bus 365R, på vej mod Hesselrød, i højt humør! Jeg skulle omsider gense Erik Sørensen Vin’s gigantiske lagerbygning i Hesselrød- og havde i forvejen fået at vide at der ville være smagsprøver på stedet! Minderne om de mange Forårs- og Efterårssmagninger, jeg har deltaget i på dette sted, væltede allerede frem- og jeg var ikke engang ankommet til Hesselrød endnu! Feelgood-følelsen over at være tilbage igen og kunne hilse på vinmennesker, som jeg har kendt igennem årtier indfandt sig derfor i samme øjeblik, som jeg ankom. Men jeg vil lige sige med det samme at jeg ikke kommer til at beskæftige mig med spekulationerne om fremtiden for Erik Sørensen Vin i denne artikel-miniserie; det handler om gensynet og begivenheden her; for dette lagersalg, som det var, var nemlig temmelig enormt, med rigtig, rigtig mange vine på programmet- og desuden to borde med smagsprøver! Selve ankomsten mindede mig om de gamle dage; en hel del biler holdt parkeret ved lageret og der kom hele tiden nye til, mens folk kom vandrende ud med kassevis af vin. Jeg kiggede ind nede for enden af lagerbygningen, hvor indgangen var; der så ud til at være en hel del mennesker og der var godt gang i den, her ca 1 time og 20 minutter efter lagersalgets officielle start. Indenfor fandt man de kendte rammer og det kolossale lager, hvoraf ca 1/4 af arealet blev brugt til selve lagersalget. Og oppe ved det område, der på de store fordums smagningers tid blev brugt til Bordeaux- og Kultbar-smageområde, fandt man, blandt andet, altså udover alle de mange pallestande med tilbudsvine, to ekstensive smageborde og Erik Sørensen Vin-koryfæet Bjarne Sundby og hans kone. Det var fabelagtigt! 🙏🤗
Men det her var jo ikke kun nostalgi og gensyn med kendte ansigter. Det var også arbejde for mig. Der var vine til smagning og selvfølgelig skulle jeg da også smage med. Og der var en del interessante vine, blandt andet en, som jeg ikke anede at ES Vin havde i sortiment:
Domaine Chavy-Chouet
Bourgogne blanc 2022 “Les Saussots”
Bourgogne hvid
Det her var vildt. Storslået duft med mineralske toner, klassisk citrus, fabelagtig lækkert balanceret fad og en klassisk tændstik-note. På paletten stor og rig, men samtidig både striks og kompleks med en lang slutning. Ret forrygende. Det var som at smage Puligny-Montrachet!
Points: 92
Jeg skulle faktisk lige komme mig over, hvor god denne Bourgogne blanc var, før jeg kunne gå videre. Jeg stod ovenikøbet og overvejede 93 points!
Nå, men på med den professionelle facade igen. Næste vin var også hvid:
d’Arenberg
The Broken Fishplate
Sauvignon Blanc 2021
Adelaide Hills hvid
Australien
d’Arenbergs forkærlighed for morsomme vinnavne lader sig heller ikke skjule i denne vin på Sauvignon Blanc fra Adelaide Hills. Der var klassisk citrus-friskhed og et lille snert af sødme på paletten. Det var en fornøjelig hvidvin uden den store wow-effekt, som jeg lige havde oplevet i Bourgognen.
Points: 87
Tilbage til Bourgogne..
Domaine Michaud
Bourgogne Côte Chalonnaise rouge 2019
Klassisk blød charme-Bourgogne med fin appel og rigtig godt grip; lækker fløjlsblød stil, kombineret med fin balance.
Points: 90
Nu fandt jeg ud af at der var flere Bourgogner. Og den, der stod ved siden af den netop smagte Côte Chalonnaise, var fra Bouchard og var en Premier Cru..
Domaine Bouchard Père & Fils
Volnay Les Caillerets 2020
Ancienne Cuvée Carnot
Côte de Beaune Premier Cru
Bourgogne rød
Spændende med en Premier Cru på smagning. Men hvis man havde regnet med charme her, tog man fejl. Denne Volnay var ung og stadig ret rå. Stort konstrueret, med modstræbende frugt og ikke just silkelagener i tanninen! Man kunne næsten fornemme med det samme, hvor langsomt, det her ville komme til at gå. Det er en spændende vin, men den fornemmelse, man havde i duft og smag her, lod ikke nogen tvivl stå tilbage; denne Cailleret 2020 er stadig lukket. Lad den ligge i 5-6 år- mindst. Der er fremragende balance under balancen, ret stor frugt, en hel del rå tannin og en ret stor konstruktion. Imponerende- men ikke charmerende. Rigtig fint potentiale.
Points: 89++
Jeg tog nu en pause fra smagningen og gik lidt rundt og indsnusede atmosfæren her på lageret. Det var forøvrigt også nødvendigt at tage en pause fra smagningen. Der var en del trængsel og min Volnay-smagsprøve var ganske enkelt så modstræbende at jeg var nødt til at gå rundt og ilte den i et godt stykke tid. Men det sjove ved det hele er at hver gang, jeg kiggede bare et eller andet sted hen, eller ned af en af gangene ude på dette lager, blev jeg overfaldet af minderne! Jeg så de store smagninger for mig og hvilke gange, der var blevet brugt til den ene og den anden slags stande med vin igennem tiden. Jeg huskede på mine mange samtaler med vinproducenterne og hvor på lageret, jeg havde haft dem. Jeg stod eksempelvis ikke langt fra det mytiske sted midt i området, hvor den sagnomspundne Kultbar var placeret til de store smagninger, og heller ikke langt fra de stande, hvor jeg i gamle dage havde haft samtaler med Thibault Lacroix, Annabelle Cruse-Bardinet, Nick Thompson- og mange andre. Og nede for enden af den fjerneste gang, helt nede i hjørnet, var stedet, hvor jeg engang fik skænket et glas Alsace-hvidvin op af ingen ringere end Olivier Humbrecht! Det var simpelthen ikke muligt at koncentrere sig 100% om smagningen her, når minderne væltede frem og vinhistorien stod mig op til ørerne. Men det var fedt- for der var ikke andet end lutter feelgood-minder og feelgoodstemning herude i Hesselrød blandt smagerne. En af de lokale underholdt os andre med en anekdote om smagningerne; han og konen boede kun lige ca 300 meter fra lageret. Det tog dem i gamle dage, til de store smagninger, ca 5 minutter for dem at gå den korte afstand ned til smagningen- og ca 3 timer at gå hjem! 😆😆🍷
Omtalt i denne artikel:
Erik Sørensen Vin, Hesselrød:
Erik Sørensen Vin – Rødvin, hvidvin, champagne, portvin m.fl.







