Foto: Karsten Peter “Ancestral” Riesling 2022, Bad Dürkheim, Pfalz, i glasset. Kaffe-Thé-Vinkælderen, Rosenborggade, København, 13.juni 2026. Billede taget af Vindiktatoren.
Det var en ret sjov dag at være i København City lørdag 13.juni. Allerede efter min morgenkaffeslabberads inde i midtbyen stod det klart at København var blevet udsat for en invasion!! Altså en fredelig en af slagsen, hvor Pokémon-fans fra hele Verden stæsede rundt i byen og prøvede at finde Pokémon-figurer rundt omkring på gader og stræder. Det helt store arrangement skulle efter sigende have fundet sted i Fælledparken lørdag- men det lod til at fænomenet havde bredt sig til hele byen, for folk stod nærmest ovenpå hinanden i København for at finde figurer. Det var ærligt talt ret sjovt at opleve midaldrende østeuropæiske kvinder, japanske turister og især en masse tyskere rende rundt med deres mobiltelefoner, på jagt efter Pokémons! 😆Og et eller andet sted må det også være godt for folks fysiske tilstand at skulle gå rundt og rundt for at finde disse virtuelle figurer. Der bliver gået mange kilometer på den måde.
Der var i det hele taget rigtig meget gang i den inde i byen. World Tour-cykelløbet Copenhagen Sprint dominerede resten af bybilledet og de havde deltagelse af store, internationale stjerner, inklusive en række af de mange fremragende danske cykelryttere. En kæmpe begivenhed!
Og så er VM i fodbold begyndt, med amerikanske værtslande; Canada, USA og Mexico. Og mens Canada ikke magtede at stå som sejrherre og Mexico godt nok vandt, men ikke overbevisende, så fyrede USA den af i deres åbningskamp, som ellers var mod fremragende Paraguay. Men USA piskede udover stepperne og vandt stensikkert 4-1. Det bliver spændende at følge deres VM, ligesom de formodede favoritter til at gå i slutkampene. Traditionen tro har jeg lavet en række væddemål på VM. To af dem er gået hjem. Jeg syntes, oddset på australsk sejr over Tyrkiet var kolossalt højt, så det var et åbenlyst gæt. Det samme var et mål af Curacao mod de tyske storfavoritter i denne aftens kamp, hvor Tyskland godt nok vandt 7-1, men hvor mikronationen Curacao altså fik scoret det mål, som jeg gættede på at de ville. Tyskland tillader ofte modstanderens offensiv at score både 1, 2 eller flere mål. Selv fuldstændigt undertippede hold kan score mod Tyskland. Også Curacao.
Ellers er det selvfølgelig lidt tidligt at at komme med forudsigelser. Det burde nok vente til efter at alle har spillet første kamp. Mange er skuffede over Brasilien lige nu. Men hvad hvis de laller lidt rundt i den indledende runde, for så at fyre den af i slutkampene? Det er set før.
Nå, men tilbage til min dag i København City lørdag. For naturligvis skulle der smages vin. Og nede i Rosenborggade bød Torben Bruun i Kaffe-Thé-Vinkælderen på klassisk tør tysk Riesling fra Pfalz! Dén skulle da prøves!
Weingut Karsten Peter
“Ancestral” Riesling Trocken 2022
Pfalz hvid
Alkohol: 12,0%
Gylden farve med en anelse mørke toner (se artikelbilledet). Lækker, højtonet, sprød duft, med klassisk citruskarakter og en lille antydning af ananas. På paletten en underliggende mineralsk tone, mens citrus-karakteren er fint balanceret og ikke “for meget”; alkoholen på 12,0% baner vejen for et bedre dybdespektrum og vine er frisk og sprød, med en flot, markeret, klassisk Riesling-karakter med grip og længde. Smager rigtig godt lige nu.
Points: 90
Også smagt denne weekend:
Louis Jadot Santenay-Maladière 2022 rouge, Bourgogne: 89+? points (Kjær & Sommerfeldt Vinbar, Gammel Mønt, København). Denne sædvanligvis fremragende Jadot-Premier Cru Bourgogne virkede lidt blød i koderne og jeg kunne ikke rigtig finde ud af den, bortset fra den fremragende balance.
Le Haut-Médoc de Haut-Bages Libéral 2019, Haut-Médoc, Bordeaux: 85+? points. Klinisk ren og renset for enhver form for karakter, men perfekt balanceret. Jeg forstod den ikke. (Kjær & Sommerfeldt Vinbar, Gammel Mønt, København).
Omtalt i denne artikel:
Weingut Karsten Peter, Pfalz:







