Foto: Louis Jadot Puligny-Montrachet 1.Cru La Garenne 2023, Côte de Beaune, Bourgogne, i glasset. Kjær & Sommerfeldt Vinbar, Gammel Mønt, København, 1.august 2026. Billede taget af Vindiktatoren.
Jeg er stadig rystet. Og lidt uforstående.
Efter en næsten klassisk Vindiktator-morgen med kaffebar-besøg, men uden morgenandagt, gik jeg fortrøstningsfuld på Kjær & Sommerfeldt Vinbar og så at der var en Louis Jadot Puligny-Montrachet 1.Cru på smagekortet idag. Jeg forespurgte om hvilken 1.Cru-mark, det drejede sig om og den nydelige unge dame i baren kunne fortælle mig at det var selveste La Garenne; med andre ord den samme mark og vin, som jeg tidligere har smagt flere flasker af, bare i årgang 2017. Og den årgang fra Jadot var en fabelagtig succes hos mig. Rent faktisk skrev jeg en længere artikel om en af de smagte flasker, smagt den 2.juli 2022 i Vindiktatorens Bunker, hvor jeg fortalte læserne af denne avis, hvorfor hvid Bourgogne bare var/er helt specielt. Jeg linker til dén artikel her:
Jeg må indrømme at forventningsniveauet hos mig idag var ret højt- som det skal være, når det drejer sig om en Puligny-Montrachet La Garenne. Så det var ikke helt uden oplevelsesforventninger, jeg satte mig ned og begyndte smagningen. Og hvordan gik det så?
Louis Jadot
Puligny-Montrachet La Garenne 2023
Bourgogne 1er Cru hvid
Jeg fik ikke set alkoholprocenten.
Jeg fik ikke skrevet særlig meget ned i min smagenote, må jeg indrømme. Den lyder som følger:
“Kl 12.00: Forholdsvis tydelig, gullig farve. Vinen kommer lige fra køleskabet, så jeg venter lidt med at registrere indtryk”.
Og min venten udviklede sig. For et sip af vinen få minutter senere afslørede at denne La Garenne ikke var for kold. Til gengæld var den .. ja, hvad skal man kalde det? Uforsteålig uigenkendelig, er måske en god formulering. Duften bød på særdeles tilbageholdende noter af stenet mineralitet, suppleret af en vandig undertone. Det var egentlig dét, der var årsagen til at jeg tænkte at vinen bare skulle stå nogle minutter. Min tanke om at vinen var for kold var ikke korrekt. Den var ikke for kold. Den var bare overhovedet ikke mødt frem, om man så må sige.
Ca 10 minutter senere, hvor vinen burde være vågnet op: På paletten en blanding af citrus, en slags nøddeagtig komponent med en let bitter tone og ellers ikke andet. Jeg kunne ikke fornemme fad i en grad, så det balancerede det temmelig rå indtryk, som vinen leverede. Jeg tænkte så at jeg måske skulle give vinen lidt yderligere tid i glasset.
Efterhånden som jeg var en halv time inde i smagningen, begyndte jeg at tænke at det her faktisk ikke ville blive bedre. Vinen leverede samme indtryk; Rå, uvenlig, syrlig, og hvis der var en underliggende dybde, så viste den sig ikke.
Efter ca 40 minutters smagning måtte jeg give op. Vinen forbedrede sig ikke.
Jeg overvejede om det var en fejlbehæftet flaske. Men det virkede ærligt talt ikke som om, det var det, der var problemet. Flasken virkede repræsentativ, for jeg kunne ikke pege på noget, der virkede ukorrekt.
Vinen manglede dybde, den virkede både vandig og alt for rå, og syren var ikke udfordret eller balanceret af tilstrækkeligt fad. Jeg har besluttet mig til at given vinen en vurdering. Den kommer her:
Points: 70-
Minusset efter pointsangivelsen angiver at jeg tænker at vinens fremtid ikke ser godt ud. Balancen virkede helt væk. Hvis flasken er/var korrekt, tror jeg ikke på denne vins fremtid, må jeg indrømme.
Så kan man spørge sig selv hvad det er, der ikke har fungeret med denne ellers meget roste årgang 2023 fra netop denne mark. Jeg ved ikke om det skyldes klimamæssige udfordringer eller andre ting. Alt andet lige vil jeg holde fast i denne vurdering, indtil jeg eventuelt gensmager. Men sagen er den at dette er den anden store Jadot-hvidvinsskuffelse i år. Tidligere på året smagte jeg samme sted Jadot’s Chablis Fourchaume og havde også en skuffende oplevelse der. Vine manglede fad til at balancere syre og frugt og dybden var fraværende. Nu har historien gentaget sig. Har Jadot skruet alt for langt ned for fadbehandlingen? Har noget andet influeret på det indtryk, vinene afgiver? Jeg har ikke noget svar lige nu, må jeg indrømme.







