Vindiktatorens Avis📰Le Tour du Vin🍷

vindiktatoren.dk🍷letourduvin.dk🍷Vestlig civilisation✝️✡️ Jødisk-kristen tradition

Seneste indlæg

1.august 2026: København: Château Le Loup 2020 Saint Emilion 🍷Smagning over to dage – en fremragende vin de garde! 🍷


Foto: Château Le Loup 2020 Saint Emilion Grand Cru, Bordeaux, i glasset. Vindiktatorens Bunker, København, 1.august 2026. Billede taget af Vindiktatoren.

På denne lørdag oplevede jeg min største individuelle skuffelse med en hvid Bourgogne nogensinde. Min smagning af Jadot’s Puligny-Montrachet 1er Cru La Garenne 2023 på Kjær & Sommerfeldt Vinbar på Gammel Mønt endte med en ufattelig skuffende pointsscore til vinen på 70- (altså minus) points. Og den står jeg ved. Se mere i min artikel fra tidligere idag, 1.august 2026, her i avisen, om denne uforklarlige fiasko.

Her til aften fandt jeg så det tunge skyts frem for at generere en successtemning. Udover den krondyrmørbrad, jeg havde liggende i fryseren, og som jeg besluttede at tage frem her i formiddags, købte jeg lækre aspargeskartofler fra Alma og andet godt tilbehør. Og til sådan en ret havde jeg erhvervet en Saint Emilion, nærmere bestemt Château Le Loup 2020. Et slot, jeg ikke kendte, men hvor jeg, som så mange gange før, mente at kunne kende vinens smag udelukkende på flaskens udseende, med en meget klassisk Bordeaux-etikette, der signalerede gammeldags- og dermed lige min stil- tankegang og filosofi i vinproduktionen. Havde jeg så ret i det? Jeg har faktisk aldrig taget fejl udfra etiketten, så sandsynligheden for at jeg ville kunne lide denne vin var gigantisk stor..

Château Le Loup 2020

Saint Emilion Grand Cru

Bordeaux rød

Alkohol: 14,0%

Druesammensætning: 50% Merlot – 50% Cabernet Franc

Forholdsvis mørk i farven, men med klare kanter. En spændende druesammensætning i denne vin, med “kun” 50% Merlot. Og allerede på duften kunne jeg erklære sejr, hvis kriteriet var at kunne genkende en fremragende vin på etiketten. Flot og klassisk Bordeaux-næse med dybe, mørke frugtaromaer, krydderimix og en fornemmelse af formidabel balance. På paletten bekræftes det balancerede indtryk, med nøje udregnet syre i forhold til frugt, alkohol og tannin, som der var en del af til at begynde med. Dette indtryk aftog i løbet af smagningen.

Det var en aristokratisk stil, det her. Lidt fornærmet og afmålt til at begynde med, hvorefter vinen udviser fornem balance, elegance, ret stor struktur, og også tilbageholdenhed i løbet af smagningen. Vinen her kræver formentlig endnu et døgn for at åbne lidt mere op, men allerede nu synes jeg at kunne udråbe den til en klassisk, gammeldags Bordeaux med typisk præference for den mad, som jeg også havde fundet frem til dagen og vinen. Der var en fremragende midterpalette, hvor komponenterne spillede fint sammen og der var en diskret, men alligevel markant afslutning, der klingede langsomt ud.

Det her var et fremragende comeback for min vin-lørdag den 1.august 2026, der ellers ikke havde været vellykket indtil nu. Jeg var glad.

Jeg vender tilbage søndag 2.august med endelig konklusion og pointsangivelse, og så håber jeg at førstedagsindtrykket bekræftes. 🙏🍷

Opdatering søndag 2.august kl 22.00:

Gårsdagens indtryk holdt næsten. Der var i dag mere tannin, i en grad så det kunne mærkes, og en smule oxidering var indtrådt.
Det samlede indtryk var særdeles positivt i denne klassiske, middelfyldige Bordeaux.

Points: 90+

Omtalt i denne artikel:

Château Le Loup, Saint Emilion:

Jeg har ikke kunnet finde slottets hjemmeside.