Foto: Cave de Tain Saint Joseph “Les Hauts de Pavières” 2022, Rhône, i glasset, Vindiktatorens Bunker, København, 15.august 2026. Billede taget af Vindiktatoren.
Velkommen til fjerde og sidste del af Vindiktatorens Weekendberetning 15.-16.august 2026. Denne artikel er skrevet 17.august og selve smagningen fandt sted over weekendens to dage, 15.-16.august.
Det var anden dag af tretrinsraketten, hvor jeg 3 dage i træk ville komme til at befinde mig i mit gamle nabolag i Ordrup. Først om lørdagen til Ferraritræf hos Holger (se separat artikel), så til søndagshøjmesse i Ordrup Kirke og mandag til cykelløbet Tour de Charlottenlund på Jægersborg Allé.
Smagningen her startede lørdag efter at jeg havde været i Alma Store Kongensgade, hvor vinen er købt, og her er mine oplevelser fra lørdagen først, efterfulgt af søndagens opfølgende smagning:
Cave de Tain
Les Hautes de Pavières
Saint Joseph 2022
Rhône rød
Druesammensætning: Syrah 100%
Alkohol: 13,0%
Forholdsvis mørk i farven. Der er klassisk sort peber og mørke frugter i duften og man kan næsten mærke at det her bliver krydret.
På paletten fortsætter de mørke frugter og det sorte peber i høj grad. Her blandes de med tilstrækkelig syre, lav alkohol på kun 13,0% i en vin, der dog alligevel forekommer ganske fyldig, især med de (og her kommer et meget karakteristisk udtryk) crunchy tanniner; det er ikke de små, fine tanniner, man finder her. “Crunchy” er det helt rigtige udtryk, for de kan mærkes, selvom de ikke forhindrer vinen i at trænge igennem i smagen, der også har et stort grip med sort-krydrede elementer, en vis mineralitet og en syre, der faktisk kommer rigtig godt igen i forhold til det initielle indtryk, hvor den er knap så tydelig.
Jeg gensmager søndag med endelig konklusion.
Søndag 16.august:
Jeg laver et lille eksperiment, hvor jeg idag, midt i smagningen, skifter Syrah-glasset ud med et Bourgogne-glas, for at se effekten på vinen. Først indtrykket fra Syrah-glasset, som jeg også brugte igennem hele lørdagssmagningen:
Gårsdagens oplevelse lever stadigvæk i bedste velgående her i denne forholdsvis fyldige Saint Joseph, med en nu endnu mere udtalt krydret komponent. Man kan virkelig godt føle Syrahen her.
Jeg prøver nu at skifte til det store Bourgogne-glas. Det giver faktisk vinen et temmelig anderledes udtryk! Her får man nu fløjls-frugtfølelse og bløde toner! Den krydrede komponent er kraftigt aftaget. Jeg kommer næsten til at tænke på en Gevrey-Chambertin i stedet for en Syrah-baseret Nord-Rhône, så stor er smagsforskellen. Meget fascinerende.
Samlet set, og hvis man kombinerer mine oplevelser, så giver vinen både udtryk af at være meget venlig og ret krydderi-præget, afhængig af smageglasset. Der er et fint grip og en ret tydelig underliggende, sten-præget mineralitet. Vinen har en del tannin og jeg ville nok lade den ligge mindst 5-7 år endnu før det formodede modenhedsplateau er nået.
Points: 88+
Omtalt i denne artikel:
Cave de Tain, Rhône:







