Foto: Ordrup Kirke 16.august 2026. Billede taget af Vindiktatoren.
Denne artikel er skrevet 17.august 2026. Selve begivenheden foregik 16.august 2026.
Velkommen til højmesserapporten, denne gang fra Ordrup Kirke. Prædikant var Katrine Bjørn Andersen.
Der var som sædvanlig rigtig godt besøg i Ordrup Kirke søndag 16.august kl 10.30, da Katrine Bjørn Andersen forestod højmessen. Ordrup Kirke er kendt for sine fabelagtige prædikanter og til dem hører Andersen i dén grad. En anden er Jens Bærentzen. Kirken har for nylig fået en ny præst, Benjamin Broe Kristensen, som jeg dog ikke har hørt prædike endnu.
Dagens bibeltekst, temmelig vigtig for forståelsen af det citat, som Katrine Bjørn Andersen sluttede sin prædiken af med, kommer her, via link til Bibelselskabets gengivelse:
11. s. efter Trinitatis fra anden række | Bibelselskabet
Og lad os lige genopfriske den tekst, som Andersen beskæftigede sig mest med, nemlig Lukasevangeliet 7, 36-50:
“Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: En af farisæerne indbød Jesus til at spise hos sig, og han gik ind i farisæerens hus og tog plads ved bordet. Nu var der en kvinde, som levede i synd i den by. Da hun fik at vide, at han sad til bords i farisæerens hus, gik hun derhen med en alabastkrukke fuld af olie, stillede sig grædende bag ham ved hans fødder og begyndte at væde hans fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med olien. Da farisæeren, som havde indbudt ham, så det, tænkte han ved sig selv: »Hvis den mand var profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham, at det er én, der lever i synd.« Jesus sagde da til ham: »Simon, jeg har noget at sige dig.« Han svarede: »Sig det, Mester!« »En pengeudlåner havde to skyldnere. Den ene skyldte fem hundrede denarer, den anden halvtreds. Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil så elske ham mest?« Simon svarede: »Den, han eftergav mest, vil jeg tro.« Jesus sagde: »Det har du ret i.« Og vendt mod kvinden sagde han til Simon: »Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. Du gav mig ikke noget kys; men hun er blevet ved med at kysse mine fødder, siden jeg kom herind. Du salvede ikke mit hoved med salve, men hun har salvet mine fødder med olie. Derfor siger jeg dig: Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.« Og han sagde til hende: »Dine synder er tilgivet.« De andre ved bordet begyndte at tænke ved sig selv: »Hvem er han, som endog tilgiver synder?« Men han sagde til kvinden: »Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!”
Salmerne var som følger:
Salme 10 – Alt Hvad Som Fuglevinger Fik – tekst NFS Grundtvig 1835 – melodi Thomas Laub 1915
Salme 397 – Trods Længselens Smerte – tekst fra Romerbrevet 19, 6-10 og digtet videre af NFS Grundtvig 1836 og 1864 – melodi Hans Matthison-Hansen 1860 og Oluf Ring 1936
Salme 123 – Her Kommer Jesus Dine Små – tekst Hans Adolph Brorson 1732, bearbejdet 1850 uden angivelse af forfatter – melodi JAP Schulz 1786
Salme 582 – At Tro Er At Komme Til Det, Der Er Større – tekst Jørgen Michaelsen 1975 – melodi Bendt Astrup 1993
Salme 151 – tekst Kassia ca 800, videredigtet af NFS Grundtvig 1837 og bearbejdet 1935 uden angivelse af forfatter – melodi Johann Schop 1642 fra Ånden Opgav Enkesønnen
Salme 808 (ikke i salmebogen) – Fra Vest Står Blæsten – tekst Lisbeth Smedegaard Andersen 2013 – melodi Erik Sommer 2013
Dagens prædiken, baseret på Lukasevangeliets fortælling om Jesus besøg hos farisæeren, hvor farisæeren ikke kan forlige sig med synderindens tilstedeværelse og opførsel, var først en gennemgang af forløbet, og så en Katrine Bjørn Andersen-analyse af den bagvedliggende psykologi og tankegang hos de deltagende, for menigheden. Og det er altid interessant at høre. Men det var sjovt nok, som slutkommentaren stod frem som dagens citat; nemlig at farisæeren viste for lidt kærlighed og den syndfulde kvinde for meget. Man kunne ikke lade være med at tænke over den betragtning, da man forlod kirken. Andersen lod det også være op til publikum at fortolke teksten om kvindens situation. Mange steder er hun blevet fortolket som en prostitueret, men det står der faktisk ikke noget sted i teksten, bare at hun “levede i synd”. En god reminder at skyde ind i konteksten.
Jeg kan kun anbefale læserne at gå (mere) i kirke. Det er altid interessant at høre en prædiken og man behøver jo ikke at holde sig til én kirke hele livet.
Omtalt i denne artikel:
Ordrup Kirke, Ordrup/Charlottenlund:







